Behov for egne køretøjer
I forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjerne har kommunen også set på, hvilke og hvor mange køretøjer de enkelte botilbud har brug for, hvis de skal kunne imødekomme beboernes akutte og spontane behov for kørsel. Eksempelvis er lægebesøg ofte af mere akut karakter, hvor det kan vise sig svært at komme af sted uden lokale køretøjer. Derudover er det ofte beboernes dagsform der afgør, hvorvidt en aktivitet med kørsel kan gennemføres.
Kørsel med kørselsordninger kræver, at beboeren sidder klar op til en time før afgang, samt at der samles flere beboere op på vejen. Det vil betyde ventetid samt længere transporttid, hvilket for mange beboere vil være til gene, og for nogle vil det være svært foreneligt med deres fysiske og psykiske funktionsnedsættelse. Derfor er der behov for, at botilbuddene har deres egne køretøjer, og Handicaprådet anbefaler, at kommunen følger botilbuddenes vurdering af, hvor mange køretøjer, der er behov for.
Udskiftning af busser og biler
På de syv botilbud er der i alt et anslået behov for ni busser og syv biler, hvilket svarer til det, de har i dag. Af dem er der behov for at udskifte fire busser og tre biler. Det er botilbuddenes egen vurdering, og kommunens Center for Ejendomme og Drift vil hjælpe med at finde ud af, hvilke køretøjer der først står til udskiftning samt fremtidige køb eller leasing af køretøjer.