Dancenter flytter i nye lokaler - igen

Dancenter flytter i nye lokaler - igen
Nu er det her Dancenter holder til. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Torsdag 24. juli 2025 • 15:46
ERHVERV | Torsdag 24. juli 2025 • 15:46

Sidste år flyttede Dancenter fra den ene adresse til den anden, og de nåede at have hele fire forskellige adresser i løbet af år 2024. Nu er bureauet flyttet igen - denne gang til Rønne.

Der er kommet lys i vinduerne på Store Torvegade 115 i Rønne. Her er Dancenter Bornholm nemlig flyttet ind i et kontor som er mere centralt beliggende og tilbyder bedre faciliteter og større tilgængelighed end adressen på Havnegade i Nexø.

Det er umiddelbart det eneste adresseskift bureauet har foretaget i år, efter et år 2024 med hele fire adresseskift.

Sidste år startede Dancenter nemlig på Øernes Kaj i Rønne, hvorefter de rykkede videre til Brogade i Nexø. Her boede bureauet bare i en måned, hvorefter de gik under jorden i en manøvre, der skulle optimere virksomheden og give mulighed for mødelokaler frem for et fast lokalkontor.

– Jeg havde en plan om at optimere anderledes. Det fungerede ikke, vi har brug for et kontor, sagde den lokale afdelingsleder Frederik Hansen dengang til Tidende.

Han kunne fortælle, at der var planer om et nyt kontor på Sirenevej i Dueodde. Her besøgte Tidende Dancenter i slutningen af maj, og her holdt bureauet til hele sæsonen ud, indtil de i efteråret flyttede kontoret til afdelingslederens private ejendom i Havnegade i Nexø.

Nu er adressen imidlertid skiftet ud, og man kan atter finde Dancenters lokalkontor i Rønne, og det kommer man til at kunne længe, oplyser Dancenters presseteam til Tidende.

– Flytning af kontorer har ikke været et spørgsmål om "driftsstil", men mere et spørgsmål om udløb af lejekontrakter og driftsbehov på vores tidligere lokationer. Vi vurderer altid, hvad der er bedst ved enhver ændring. Lige nu er vi meget glade for den nye centrale placering på Store Torvegade i Rønne, og der har vi til hensigt at blive længe.

Det betyder også, at der ikke længere er aktivitet i Nexø, og selvom Dancenter tidligere har varslet, at der er endnu et kontor på vej, så er det indtil videre planen, at kontoret i Rønne er det eneste på Bornholm.

– For nuværende vil vi ikke have et kontor i Nexø. Vi flytter alt til kontoret i Rønne, udtaler presseteamet.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT