'Det er en alvorlig situation'

'Det er en alvorlig situation'
Torsten Schack Pedersen mener, vi skal tage et meget højt trusselsbillede om cyberkriminalitet og cyberspionage dybt alvorligt. Foto: William Sonne Kaalø
TOPNYHED | POLITIK | Tirsdag 26. november 2024 • 05:30
TOPNYHED | POLITIK | Tirsdag 26. november 2024 • 05:30

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen vil ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at de rapporterede skader på to datakabler i Østersøen skyldes sabotage. 'Det er en alvorlig situation, vi befinder os i,' siger ministeren samtidig.

– Det er en situation, vi følger ganske nøje, og relevante myndigheder er selvfølgelig i tæt kontakt og dialog med vores nabolande og følger sagen tæt.

Det siger ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), om de rapporterede skader på to datakabler i Østersøen, der går mellem henholdsvis Finland og Tyskland og Sverige og Litauen. Ifølge Ritzau, som citerer nyhedsbureauet AFP, har svensk og finsk politi indledt efterforskninger i sagen, og fra både svensk og tysk side har man ytret mistanke om sabotage.

Samtidig har det kinesiske fragtskib Yi Peng 3 i en uges tid ligget stille i Kattegat under flere landes bevågenhed. Ifølge Ritzau er skibet blevet kædet sammen med sabotage i Østersøen i forbindelse med skaderne på datakablerne.

– Jeg har også bemærket udtalelserne fra både Tyskland og Sverige, og ja, det vil nok ikke være en overraskelse, hvis der er tale om sabotage. Men ellers kan jeg ikke kommentere situationen yderligere, siger Torsten Schack Pedersen til Tidende under et besøg på Bornholm mandag.

Artiklen fortsætter under billedet



Beredskabsstyrelsen Bornholms højderedningsudstyr blev mandag vist frem til samfundssikkerheds- og beredskabsminister Torsten Schack Pedersen i Moseløkken Stenbrud. Foto: William Sonne Kaalø

 

Datakabler er kritisk infrastruktur

Udenrigsministeriet bekræftede mandag, at Danmark er i dialog med blandt andre Kina i sagen om det kinesiske fragtskib Yi Peng 3.

- Udenrigsministeriet er i løbende dialog med de mest involverede lande i håndteringen af denne sag, herunder også Kina, skrev ministeriet i et skriftligt svar til Ritzau.

Torsten Schack Pedersen oplyste torsdag aften på det sociale medie Bluesky, at han vil samle relevante myndigheder for at afklare, om der er behov for at iværksætte tiltag efter hændelserne omkring søkablerne i Østersøen.

Hvad er det med henblik på?

– Det er, fordi datakabler er kritisk infrastruktur, og derfor synes jeg, det er helt naturligt, når vi nu har set to episoder i Østersøen, at samle relevante myndigheder for at få lavet en vurdering og få faglige input til, om vi har behov for at iværksætte yderligere tiltag. Jeg vil tage de faglige anbefalinger til mig, men jeg synes, det er yderst relevant at få samlet myndighederne og få lavet den vurdering, siger Torsten Schack Pedersen til Tidende.

Truslen er meget høj

Tidende beskrev lørdag, at syv undersøiske dataforbindelser - otte hvis man tæller Energinets forsyningskabel til Sverige med - går i land forskellige steder på Bornholm. Claus Leth Bak, professor i elektrisk energiteknik på Aalborg Universitet, har ifølge DR udtalt, at undervandskabler er porøse.

– Kablerne er utroligt nemme at ødelægge og nemme at finde. For et anker på et tankskib er det faktisk lige så let som at knække en gulerod, sagde han til mediet.

Men hvor udsat er Bornholm for hybride angreb eller sabotage i forhold til resten af landet? Det benyttede Tidende lejligheden til at spørge ministeren om mandag.

– Hvis vi tager Center for Cybersikkerheds trusselsvurderinger, er truslen for cyberkriminalitet og cyberspionage meget høj. Det er klart, det selvfølgelig også er gældende på Bornholm. Det er ikke sådan, at der er en geografisk opdeling mellem landsdelene i Danmark. Det er et generelt trusselsbillede, som vi er nødt til at tage dybt alvorligt, siger Torsten Schack Pedersen, der tilføjer:

– Vi kan også se, at eksempelvis Rusland er villig til at være mere offensiv - også i forhold til hybride tiltag. Så det er en alvorlig situation, vi befinder os i.

Bornholmerne bedre forberedt?

Skal bornholmerne være mere krisebevidste- eller parate end borgerne i resten af landet set i forhold til vores geografiske position?

– Vi havde faktisk en god drøftelse tidligere under besøget i forhold til snestormen i 2010, hvor Bornholm lukkede ret voldsomt ned hen over julen. Der var der rigtig, rigtig mange, der var i stand til at klare sig selv og man hjalp hinanden. Der tror jeg måske, bornholmerne – i og med man er et øsamfund – er lidt bedre forberedt end resten af befolkningen, men grundlæggende er det de samme anbefalinger, vi har givet danskerne, siger Torsten Schack Pedersen med henvisning til det brev, der tidligere på året blev sendt ud til danskerne med kriseanbefalinger:

– Man skal være i stand til at kunne håndtere sig selv i 72 timer, så samfundets ressourcer kan sættes ind i forhold til de af vores medborgere, der har et reelt behov. Så nytter det ikke noget, hvis myndighederne skal bruge ressourcer på at komme med drikkevand og toiletpapir rundt i villakvartererne. Os der kan skal altså følge de anbefalinger, så vi kan håndtere en krisesituation, uden samfundet skal bruge ressourcer på os.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT