Han mener, at kommunalbestyrelsen ved forhandlingsbordet bør være forsigtig med at inkludere besparelser, som embedsværket ikke har anvist i sparekataloget eller regnet på i forbindelse med politikernes mulighed for at stille spørgsmål.
– Jeg vil helst undgå at arbejde med tal og forslag, som ikke er blevet kvalificeret. Vi politikere skal være meget påpasselige med selv at gå ind og finde på tal, siger Jacob Trøst.
Han ønsker ikke at omplacere de administrative medarbejdere og presse dem sammen på mindre plads, som løsgænger Søren Schow, der ønsker at sælge bygningerne i Tejn, foreslog forleden i Tidende.
– Ikke lige nu og her på kort sigt. Vi har store økonomiske udfordringer, og uanset hvordan vi griber det an, vil det kræve nogle ret store investeringer. Alene den omorganisering, vi kigger på for øjeblikket på ældreområdet, er så dyr, at det er svært bare at finde de midler til den, siger Jacob Trøst.
– Selvfølgelig skal vi finde ud af, hvordan vi får mest ud af skattepengene. Vi er i gang med et arbejde i forhold til det, der hedder ”kloge kvadratmeter” – hvordan vi udnytter vores bygninger bedst muligt, og om der er nogle, vi kan sælge fra. Det er i hvert fald et arbejde, vi skal fortsætte med at kigge på. Men det er bare dyrt, hvis man skal lave store omorganiseringer.