– Vi har jo formået at holde gejsten oppe, ikke for alle, for der var nogen, der havde brugt så meget krudt på skolen, at de faktisk var udbrændte. Jeg tror, de var mellem 70 og 80 mennesker i gang i arbejdsgrupper for at se, om de kunne bevare skolen. Skolen var i spil i mange år, så det var en vildt lang proces med et fatalt udfald, kan man sige. Det var der nogen, der ikke holdt til efterfølgende, siger Philip Kjøller.
Han – og med ham mange andre i Klemensker – mener fortsat, at det var det rene helt hul i hovedet, at kommunalbestyrelsen valgte at nedlægge den velfungerende Klemensker Skole. Prognoserne for skolen var dystre, men børnetallene var ok. Og hvor meget kommer datidens prognose så reelt til at holde stik, når det kommer til stykket? Bornholm er i gang med en optur.
– Tallene var jo med os, der manglede ikke børn. Det var rent politisk spil, der gjorde, at det endte, som det endte, mener Philip Kjøller.
Nybygget folkeskole
Der er masser af ledige kvadratmeter i byen at bygge en ny skole på. Og efter Philips mening vil det give langt mere mening at bygge en ny skole, fremfor at vende blikket mod den tidligere Klemensker Skole.
I dag holder Ungdomsskolen og lokale foreninger til her. Byen har fået Bygning C som foreningshus som erstatning for Fritidshuset. Det trækker fortsat ud med det projekt, som Land- og byforeningen da også fortsat har blikket rettet skarpt imod.
– Det håber vi på at få etableret færdig snart. Der er nogle hængepartier der. Det har været en sej kamp, siger Philip Kjøller.
Kvadratmeter til en billig pris
De sidste to år har Philip Kjøller været formand for Klemensker Land- og Byforening, men han har været med i bestyrelsen siden 2012. Det var hans fortsatte engagement i en lokal folkeskole, der gjorde, at han sagde ja til at blive formand.
Philip er født og opvokset i Klemensker. Da han og hans daværende kone besluttede sig for at flytte tilbage til deres hjemby, var det ikke fordi, han tænkte, at han skulle vende hjem. Mange af de mennesker, han var vokset op med og kendte engang, boede ikke længere i byen.