Torben blev major og ikke murer

Torben blev major og ikke murer
Torben Petersen skulle egentlig være stoppet i Forsvaret, da han fyldte 62 år i juni, men forlængede tjenesten med tre måneder, da han blev udsendt til Storbritannien som chef for et hold soldater fra Opklaringsbataljonen for at uddanne nye ukrainske soldater. Foto: Holger Larsen
DAGENS NAVN | Tirsdag 3. oktober 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Tirsdag 3. oktober 2023 • 05:30

Torben Hedemann Petersen har taget afsked med Forsvaret efter 44 et halvt år.

Hvad bragte dig til Bornholm?

– Jeg skulle egentlig bare herover og arbejde i en sommerferie i 1978. Jeg arbejdede på Hotel Allinge, og så var det meningen, at jeg skulle tilbage til Aalborg, hvor jeg kommer fra.

– Men så fik jeg bagefter et arbejde, hvor jeg var med til byggeriet af Allinge-Sandvig Feriecenter, og jeg talte med firmaet om, at jeg kunne komme i lære som murer.

– Men jeg skulle lige aftjene min værnepligt først. Så jeg mødte op på Almegårds Kaserne i februar 1979, og så skulle jeg tilbage og i murerlære på Nordbornholm. Men efter nogle måneder på kasernen syntes kompagnichef Poul Dahl, at jeg skulle på sergentskole. Det gjorde jeg så, og siden gik det slag i slag. Det blev Bornholm, og det blev Forsvaret.

Hvorfor valgte du at blive i Forsvaret?

– Jeg tror, at det var det med at møde mange forskellige mennesker, at man arbejdede i grupper, skulle indordne sig, tage hensyn til andre, god uddannelse med førstehjælp og meget andet, og jeg kunne godt lide den jargon, der var.

Du har været i 44 et halvt år på Almegårds Kaserne – er det ikke ret usædvanligt, at man er på et tjenestested i Forsvaret i så lang tid?

– Jo, det er ret unikt. Men det skal også forstås sådan, at jeg har været meget væk fra Bornholm. Jeg har sammenlagt været på officersskole i fire år, jeg har gjort tjeneste i Jylland i et par år og i København et par år, og jeg var på Forsvarets Gymnastikskole i en længere periode, og så har der været mine udsendelser.

– Men det var faktisk kun i de første to et halvt år på officersskolen, at familien flyttede med. Ellers har jeg pendlet og haft familien på Bornholm.

Og du blev bornholmsk gift?

– Jeg tog til Cypern i 1982, efter at jeg lige havde lært Lonni at kende. Jeg var af sted som lejrbefalingsmand på den tyrkiske del af øen. Lonni og jeg var enige om, at hvis vores forhold ikke kunne holde til, at jeg var væk i et halvt år, så var det nok ikke værd at bygge på. Men det holdt, og det gør det stadig.

 

Hvordan synes du, at Forsvaret har udviklet sig i de mange år, hvor du har været en del af det?

– Jeg synes, at vi vil alt for meget i Forsvaret. Danmark vil gerne være med overalt, men vi er bare en lille nation. Vi skulle måske prioritere lidt mere og lave tingene mere ordentligt. Jeg var en stor tilhænger af den periode, vi havde med mål- og rammestyring. Det er blevet alt for akademisk og administrativt tungt.

Hvad er status på Almegårds Kaserne i dag?

– Vi levede i mange år i et form for vakuum, efter at man overvejede at lukke kasernen i 2000. I dag begynder det at ligne noget, efter at man har besluttet at investere mere i Forsvaret på Bornholm, hvilket også har noget at gøre med situationen østpå. Det går den rette vej. Nogle gange kunne man ønske sig, at det gik hurtigere. Men hellere, at det bliver gjort ordentligt.

Nu er du afskediget fra Forsvaret på grund af alder – hvad så?

– Vi har forberedt situationen. Vi ved, hvad vi vil. Vi vil gerne ud at rejse, blandt andet for at møde venner og bekendte i udlandet. Vi vil blandt andet gerne til Mexico igen for at møde den dreng, vi havde boende for 30 år siden, og hans familie. Vi har mange rejseplaner.

– Så skal jeg dyrke noget motion og læse nogle bøger, og Lonni og jeg skal ud på flere af vores vandreture på Bornholm, og så skal vi nyde vores hus i Bølshavn.

– Jeg skal fiske hele vinteren, der skal fiskes noget havørred. Det har der ikke været så meget tid til i de senere år.

– Vi glæder os til at få mere tid til at besøge børn og vores første barnebarn.

 

Har du noget familie tilbage i Nordjylland?

– Nej. Men jeg har min gode barndomsven Tommy. Vi ringes ved stort set hver dag, når jeg er hjemme – nogle gange tre gange om dagen. Så udveksler vi nyheder og snakker om sport og fodbold.

– Jeg flytter aldrig fra Bornholm. Jeg er gift med en bornholmer, og når jeg stopper op på en af vores ture og siger "Hvor er her flot", så siger hun bare "ja, ja, videre".

– Jeg elsker naturen, og der er Bornholm en perle.

Torben Hedemann Petersen

62 år.

Bor i lejlighed i Rønne sammen med sin hustru Lonni.

De har tre sønner: Lars bor i København, tvillingerne Glenn (bor i København) og Kristian (bor på Fanø). De har et barnebarn (Ingrid på Fanø).

Major i Opklaringseskadronen på Almegårds Kaserne. Afskediget fra Forsvaret med udgangen af september på grund af alder.

Har været udsendt fem gange: Cypern i 1982, Kroatien i 1992, Liberia i 2013, Afghanistan i 2018-2019 og Storbritannien 2023 (hvor opgaven var uddannelsen af nye soldater fra Ukraine).



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT