Efter et års pause bliver Folkemødets dialogpris nu relanceret. Det bliver med et skærpet fokus på den demokratiske dialog, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Folkeoplysnings Samråd.
"Prisen, der uddeles årligt, hylder indsatser, som på forbilledlig vis styrker samtalen i samfundet – særligt på de svære områder, hvor uenighed og forskellighed mødes," fremgår det.
De fem nominerede er Alliancen for kvinders sundhed, Elevfællesskaber, Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde, Marie Holt Hermansen og Minik Rosing.
Vinderen afsløres ved en prisoverrækkelse på Folkemødets hovedscene fredag den 13. juni klokken 9.30, og præmien er, at man får muligheden for at planlægge en aktivitet på hovedscenen.