Derfor er det interessant at dykke ned i den periode, der gik forud for stadfæstelsen af Grundloven. Her er der tre skikkelser der lyser op.
Den ene er naturligvis Grundtvig. Hans vision om folkeoplysning var unik, og den betydning, som han har for den danske kultur, kan næppe overvurderes. Den anden er vores eventyrlige fortæller H C Andersen. Han forsynede folket med en lind strøm af historier, der gjorde nar af magten: Svinedrengen, Klods Hans, Prinsessen på Ærten, Kejserens nye klæder – for nu at nævne de kendteste. Danskerne lå flade af grin, når HC Andersen latterliggjorde magtelitens hovmod og snobberi.
Hertil kommer Søren Kierkegaard, der frejdigt gik på opdagelse i sjælelivets dybeste afkroge.
I Danmark var ikke en voldelig opstand, der skabte demokratiet. Vi har aldrig kunnet tage autoriteter helt alvorligt men samles om latter, ligeværd og tillid til folkelig foretagsomhed.
I Grundlovens ånd ligger også en pagt mellem staten og folket. Magthaverne ophæver censuren og lader folk forsamles, som de vil. Til gengæld er der en forventning om, at befolkningen engagerer sig i landets tarv - og ikke lader sig forføre at impulsive og emotionelle folkestemninger.