Udsatte børn og unge kan blive sparemål

POLITIK | Tirsdag 3. juni 2025 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Tirsdag 3. juni 2025 • 05:30

At budgetterne skrider og skrider i kommunens familiecenter har ikke forhindret sparekataloget til næste års kommunebudget i at rumme ni forslag, der handler om at spare endnu mere det sted i kommunen, der er hårdest spændt for.

Er det muligt at spare flere penge i kommunens hårdt prøvede Center for Familie og Voksenindsatser, hvor særligt stærkt voksende udgifter til stadig flere anbragte børn og unge gennem flere år har fået budgetterne til at skride med store millionbeløb?

Sparekataloget til næste års kommunebudget gør i hvert fald forsøget. Det lægger ni mulige spareideer om udsatte børn, unge og familier frem for kommunalbestyrelsen.

At bruge færre penge på at forebygge er det tætteste, som de ni spareforslag kommer på at have et fællestræk: Både i familierådgivningen, i SSP-samarbejdet og på gadeplan blandt de unge handler tre separate spareforslag om at bruge færre penge på at forebygge.

Et fjerde spareforslag handler om at have en familiebehandler mindre ansat. To andre forslag vil enten fjerne eller minimere de kurser, som kommunen tilbyder par, der er truet af skilsmisse – og kurserne til allerede fraskilte, der har mange konflikter efter skilsmissen.

– Man har tænkt: Hvad forpligter loven os til, og hvad forpligter den os ikke til? Det er nok skillelinjen her, siger børne- og skoleudvalgets forperson Morten Riis (EL).

– Alt omkring forebyggelse er noget, som kommunen ikke er forpligtet til efter loven. Men det er måske samtidig den indsats, der gør, at noget ikke går endnu værre på længere sigt, siger han.

– Det er det samme som at save den gren over, som man selv sidder på, for resultatet er større udgifter om nogle år.

Det lyder ikke som forslag, som du har lyst til at bruge?

– Nej. Det har jeg heller ikke, siger Morten Riis.

Socialudvalgets formand René Danielsson (DF) er heller ikke begejstret. Hans argument er det samme som Morten Riis'.

Er det over hovedet muligt at spare på Center for Familie og Voksenindsatser?

– Det tror jeg ikke. For det vil bare skabe et yderligere hul på lidt længere sigt, siger han.

Forslagene i årets sparekatalog findes endnu kun i overskriftform. Der er heller ikke sat beløb på nogen af dem. Kommunalbestyrelsen får dem nærmere præsenteret den 17. juni.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT