Og det er altså både byens borgerforening, menighedsråd, pensionistforening, idrætsforening, forsamlingshus, Bornholms Frie Idrætsskole, American Cruisers Bornholm, Ridecenter Nordbornholm og foreningen Øen i Søen, som tidligere stod bag Store Legedag, som er arrangører for arrangementet.
– To gange om året har vi et fællesrådsmøde, hvor alle byens foreninger mødes, og her hørte vi så til, om folk var klar på at være med. Der var en rigtig fin opbakning, og folk synes at det var en god idé. Vi trænger til noget nyt i Nyker, forklarer Gitte Hansen.
Håber på stor opbakning
Konceptet er, at de forskellige foreninger har budt ind med nogle aktiviteter, som de selv skaffer frivillige hjælpere til.
Eksempelvis står idrætsforeningen for både petanque, minigolf og andre sportsaktiviteter, mens menighedsrådet har arrangeret et stjerneløb med sjove poster for børn og voksne. Borgerforeningen står blandt andet for boderne, og selvom det ikke altid er lige nemt at finde frivillige, så er Gitte Hansen slet ikke i tvivl om, at det hele nok skal blive bemandet.