Stort interview: I dag skal Winni giftes - 'Jeg har skruet op for festen i mit liv'

Winni Grosbøll, der bliver gift i dag, føler sig nyforelsket på fjerde år. Hun savner intet ved det politiske liv, men anser sine 11 år som Bornholms borgmester for et fint, afsluttet kapitel, som skubbede øen i den rigtige retning.

I dag står Winni Grosbøll på de smukke, bornholmske klipper og siger ja til at blive gift med Mikkel Rubæk, som hun mødte for fire år siden, da hun stadig var Bornholms borgmester, inden hun som en fri fugl i stedet blev direktør for Friluftsrådet. Siden er der sket meget.

– Jeg er et nyt sted i mit liv, hvor jeg har skruet op for mange af de ting, som jeg savnede i mit gamle liv. Og det, synes jeg, er dejligt. Jeg har skruet op for begejstringen, de gode oplevelser og for kærligheden, fortæller hun, da vi inden brylluppet mødes omkring spisebordet i hendes hyggelige hjem i Rønne for at tale om livet og ikke mindst kærligheden.

– Det har været et kæmpe held for mig at møde Mikkel, siger hun med varme i stemmen.

– Jeg havde enormt travlt i mit tidligere liv. Jeg blev gift, da jeg var 23 år. Fik mit første barn, da jeg var 24 år og det næste, da jeg var 26 år. Jeg blev færdiguddannet, blev gymnasielærer, kom i kommunalbestyrelsen, fik et barn til og blev borgmester som 33-årig. Men særligt de sidste fem år har jeg nok haft en udpræget indstilling til, at det også skal være sjovt at være her, siger hun med en lys latter.

– Jeg har faktisk meget bevidst skruet op for festen i mit liv, kommer det så.

– Jeg har også knoklet i mange år og slidt i mange, mange timer de seneste mange år, og det gør jeg stadig. Men vi har også rigtig gode venner, og vi kan rigtig godt lide at sidde og drikke bobler i de lyse sommeraftener. Vi kan rigtig godt lide at nyde det gode i livet og tage på weekendture, og vi kan rigtig godt lide at være på Bornholm og bare spise god mad, drikke god vin og slænge os til solen går ned. Man skal gøre plads til det gode i livet. Vi kysser også rigtig meget, siger hun med endnu et grin.

– Min søster siger, at vi er nyforelskede på 4. år, som om det ville holde op. Men jeg tror også, at det er en bevidst handling fra vores side, at vi vil skrue op for alt det gode. Kærligheden skal næres ved at opleve noget sammen og lave sjove ting sammen, siger Winni Grosbøll om sit forhold til sin brudgom Mikkel Rubæk. Privatfoto

– Min søster siger, at vi er nyforelskede på 4. år, som om det ville holde op. Men jeg tror også, at det er en bevidst handling fra vores side, at vi vil skrue op for alt det gode. Kærligheden skal næres ved at opleve noget sammen og lave sjove ting sammen.

Endnu et smil breder sig i ansigtet på hende.

– Før var mit liv ikke så sanseligt, men nu skal det være sanseligt på alle fronter, siger den tidligere toppolitiker som en personlig programerklæring.

– Vi føler begge, at vi er sindssygt heldige, at vi har mødt hinanden, og så gør vi os også umage for at holde fast på det.

Champagne på tirsdage

Sommetider opstår kærligheden ved et tilfælde, og sådan var det med Mikkel og hende, forklarer hun. De kom fra hver sin verden. Hun fra stramme budgetter og jakkesæt i den politiske verden og han fra kunstnermiljøet som mangeårige teatermand. Men de havde én fælles ven. Og begge betroede de sig tilfældigvis dette samme menneske, at de egentlig godt kunne tænke sig en kæreste. Det var sådan, at de blev sat sammen af deres fælles ven. Kemien var der med det samme. Og i dag værner de om de lykketræf, der bragte dem sammen.

– I dag har vi en tilværelse, hvor jeg er her en uge og i København en uge. Vi skifter hver tirsdag, så hver anden tirsdag rykker jeg ind i København, og der har Mikkel og jeg et fast ritual, hvor vi deler en flaske champagne. For lige at tjekke ind på hinanden og lige at gøre noget ekstravagant, fordi vi har hinanden og nu har en uge sammen. Og det er noget af det, vi holder fast ved, også at være fysiske sammen.

Så det ikke flader ud i tantekys…

– Ja, det har vi været meget bevidste om. Eller også kan vi bare ikke lade være, siger hun og flækker ansigtet i et stort smil.

– Så vi har nok været superheldige. Vi mødte hinanden på det rigtige tidspunkt. Når man kommer op i vores alder, så begynder der også at være nogle af ens venner, der bliver syge. Jeg har selv mistet nogle af mine venner til blodpropper og kræft, der begynder at æde sig ind på vennekredsen. Og det synes jeg også har gjort noget ved mig. Det er også derfor, at vi har skruet op for alt det gode, for man ved aldrig, hvor længe man har sit gode helbred. Og man skal fejre livet og kærligheden, så længe man kan.

Varmede vennernes sokker

Winni Grosbølls eget liv begyndte med mindre champagne, men masser af kærlighed, da hun voksede op i Rønne Nord, hvor forældrene var blandt de første til at bygge hus ved svømmehallen i 1962. I begyndelsen var der kun en mark, men så skød husene ellers op i kvarteret, som var præget af, at der var flyttet ”en hulens masse unge folk derud, og de fik en masse børn”, som hun siger.

– Vi var kun to børn, og min søster er ni år ældre end mig. Men der var et hav af andre børnefamilier, så det var et fedt kvarter at vokse op i dengang. Vi suste rundt og legede på gaderne. Min mor var sygehjælper på Lunden og min far var pedel på gigtplejehjemmet. Vi tilhørte nok den nedre middelklasse. Der var ikke så mange penge, men vi havde det godt. Det var et godt og trygt hjem, som også var åbent for andre.

Hvilke værdier har du med hjemmefra?

– Jeg plejer at sige, at min mor er et af de bedste mennesker, jeg kender. Hun er sådan et gennemført godt menneske, der altid rakte ud til andre, hvis nogen for eksempel havde det skidt. Jeg gik i klasse med mange fra Gartnervangen, som også dengang var et lidt råt kvarter. Der var en del enlige mødre og en del køkkenjomfruer, der sejlede dagture, hvor de først kom hjem næste dag, mens børnene måtte passe sig selv. Og i vores hjem kom der en del børn fra kvarteret og fik en bid mad. Min mor smurte nogle store fade med rugbrødsmadder, og så læste hun op, mens hun tørrede børnenes sokker på radiatoren, hvor der altid lå sokker, fordi hun gik meget op i, at børn havde tørre sokker, siger hun og griner.

Sådan tog hendes mor sig rigtig meget af børn, der havde det svært. Hun var frivillig hele sit liv og i dag er hun frivillig i kirkens dagligstue nede i Skt. Nicolai, som også er et sted, hvor man kan komme, hvis man har brug for at finde et fællesskab.

– Så min mor er et meget fællesskabsorienteret menneske, og det bar mit barndomshjem præg af.

Winni Grosbøll i selskab med miljøminister Lea Wermelin. I sit nye job som direktør for Friluftsrådet beskæftiger Winni Grosbøll sig med politik – fra den anden side af bordet, som hun siger. Privatfoto

Socialdemokratisk hjem

Forældrene havde altid nogen på besøg. På den måde var det et overskudshjem, men hun voksede også op med, at man havde en forpligtelse til at give noget af sig selv, hvis man havde noget, man kunne give, så det var også et hjem, der var præget af pligtfølelse.

– Jeg er vokset op med, at man skulle arbejde for tingene. Det var ikke så meget med at pylre om os. Det var op igen og så videre. Det var et klassisk arbejderhjem på den måde, siger Winni Grosbøll, som har arbejdet lige siden sit første fritidsjob som 13-årig. For det lå også i opdragelsen, husker hun.

– Der skulle knokles i skolen og på arbejdet. Vi skulle gøre noget. Og mine forældre ville også gerne have, at vi skulle blive til noget, så på den måde lå der en forventning om, at vi udnyttede mulighederne for at tage en uddannelse og dermed få et lidt mindre slidsomt arbejdsliv, end de havde haft. Men jeg er opdraget til at arbejde hårdt og gøre noget for andre.

Så du fik en empati med hjemmefra?

– Ja, eller en social indignation, som jeg også har været drevet af i mit eget liv. Jeg er ikke opdraget i et politisk hjem på den måde, men det var et socialdemokratisk hjem i den forstand, at man skulle tage stilling og gøre noget for at være en del af fællesskabet. Mine forældre var også partimedlemmer af socialdemokraterne. Det var ikke sådan, at de snakkede om politik uafbrudt, men de var meget bevidste om dem med små kår, og de var meget engageret i fagbevægelsen og arbejderbevægelsen.

Så det overtog du også bare?

– Ja, jeg gjorde ikke engang oprør, siger hun og bryder ud i en lille latter.

Ikke bange for noget

I 9. klasse blev Winni Grosbøll valgt som elevrådsformand på Åvangsskolen og meldte sig ind i DSU, da hun var 16 år.

– Jeg har altid haft svært ved at holde min mund, tror jeg. Der ligner jeg måske nok mere min far. Han havde en livsindstilling, som jeg heldigvis har arvet en hel del af. Han var i virkeligheden aldrig bange for noget. Og han opdrog mig til at gå ind i tingene og prøve det uden at være bange for det. Jeg var også rimelig uforfærdet, da jeg senere stillede op til politik som ung kvinde med små børn. Og på den måde synes jeg, at jeg har fået nogle oplevelser i mit liv, fordi jeg har turdet at sige ja, hvor der måske var nogle andre, der havde sagt nej, fordi man godt kan opliste alle de ting, der kan gå galt, men man kan også bare lade være, smiler hun.

– Den livsindstilling har jeg arvet fra min far, og det er jeg rigtig glad for, for det giver nogle enormt store oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået.

Winni Grosbøll gik for alvor ind i politik, da hun efter sine studieår i København, hvor hun også havde stiftet familie, kom tilbage til øen for at blive gymnasielærer.

– Lige så vild jeg havde været for at komme væk fra øen, da jeg blev student, lige så meget trak det i mig at komme tilbage.

– Da vi vendte hjem til øen i 2003, var der meget uro i forbindelse med kommunesammenlægningen. Der var for mange personlige uenigheder, skænderier og politiske fnidder. Og det ville jeg gerne ind og rette op på. Helt konkret var det nogle skolelukninger, der fik mig til at gå ind i politik, fordi jeg tænkte, at det måtte kunne gøres bedre. Og jeg ville helt klassisk også gerne tilbage og være aktiv i politik. Jeg syntes også, at jeg havde noget, jeg kunne bidrage med.

”This too shall pass”

Winni Grosbøll blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved valget i 2005. Det var tydeligt for mange, at hun havde politisk talent, men da hun senere blev borgmesterkandidat, fyldte det meget i valgkampen, at hun også var ung og mor til små børn.

– Der var mange spekulationer omkring det, og det tror jeg i virkeligheden også, at jeg blev lidt provokeret af. For man ville aldrig spørge en mand om det samme, siger hun og sukker.

– Men sådan er det faktisk stadig.

Winni Grosbøll nåede at være Bornholms borgmester i 11 år. Og på spørgsmålet hvad hun har lært af den periode, tænker hun længe.

– Det er svært at koge ned, siger hun så og uddyber:

– Men der er et gammelt engelsk ordsprog, der siger ”This too shall pass”, som vi brugte som internt mantra i de år. Jeg kom jo lige ind på bagkanten af finanskrisen i 2010, og det var nogle vilde år i 2012, 2013, 2014 og til dels 2015, hvor det begyndte at vende.

– Når man så på budgetterne, tænkte man, at det kan man jo ikke. Men det skulle vi, og det kunne man også, og der var rigtig mange ting, som også blev rullet tilbage og flyttet rundt, så det var nogle meget hårde perioder.

Opgaven var ret svær, mindes hun. Det bornholmske samfund skulle ændres, bevæges og bygges op, men samtidig skulle der skæres meget ned.

– Og den opgave var ledelsesmæssigt ret svær. Man bliver jo selv nødt til at tro på projektet, men folk væltede ud af øen, og i de sværeste år faldt befolkningstallet med minimum 600 om året, så det var også en stemning af nedlukning. Sådan en stemning forstærker sig selv, så vi var ret fokuserede på, at der skulle tales optimisme hele tiden. Jeg griner af natur meget, men jeg var også meget bevidst om, at der skulle være optimisme, glæde og gejst.

Fordi du havde ansigtet udadtil?

– Det havde jeg jo, siger hun.

– Jeg har også en optimistisk grundholdning, men jeg skruede ekstra op for det, fordi der var brug for det i situationen.

Fik ændrede billedet af Bornholm

Hun ser også tilbage på folkestorme, som det var svært at stå i.

– Når man står midt i det, tænker man, at det aldrig kommer til at stoppe. Men det gør det jo. Og der ligger en stærk erkendelse i, at man kommer videre, hvis man bliver ved med at gå. Det var i hvert fald noget af det, jeg lærte mest af. Også i mit privatliv. Når tingene er svære, så skal man tænke på, at det også holder op på et tidspunkt. Man bliver bare nødt til at komme igennem det.

Hvad er du mest stolt af i din tid som borgmester?

– Jeg er ret stolt af det, vi gjorde ved Bornholm, af det vi rykkede Bornholm fra og til. Da jeg kom til, syntes jeg, at vi havde bevæget vores samfund et sted hen, hvor vi brugte for meget krudt på at fortælle, at det var synd for os, og at tingene var skrækkelige. Vi talte Bornholm ned og levede meget godt op til udkantsmyten om at alt er forfærdeligt i provinsen, og det var ikke det, jeg var flyttet hjem for selv, og det var ikke det, jeg genkendte. Derfor var jeg ret optaget af, at vi også skulle begynde at snakke om, hvad der var fedt ved Bornholm.

– Vi havde brug for at sende nogle andre billeder af Bornholm. Vi havde brug for at vise, hvor lækkert her er. Hvilket fællesskab her er, og hvordan det var at bo her. At bornholmere faktisk er flinke. Vi skulle rykke billedet af Bornholm, og det synes jeg også, at vi fik gjort. Vi er et helt andet sted i dag. For når man arbejder med det, betyder det også, at folk flytter til og der kommer investeringer, og så begynder tingene også at gå den rigtige vej, siger Winni Grosbøll, der er glad for, at man fik vendt fortællingen om Bornholm under hendes borgmestertid.

– Befolkningsudviklingen blev vendt. Fraflytningskurven blev vendt i 2015, så der var flere, der flyttede til end fra øen, men så kæmper vi stadigvæk med, at der dør flere, end der fødes. Så nu er befolkningsnedgangen nede på 50 frem for 600 om året, og det gør en verden til forskel.

Blev slidt som borgmester

Der var flere årsager til, at Winni Grosbøll alligevel valgte at søge væk fra borgmestergerningen midt i den ellers gode udvikling, forklarer hun.

– Jeg syntes, at mange af de ting, jeg gerne ville have gjort, faktisk også var kommet i hus. Men jeg var også rigtig slidt både fysisk og psykisk. Det er på mange måder et vildt job at være Bornholms borgmester. Jeg var altid på.

Kunne du overhovedet slappe af, når du gik udenfor en dør?

– Nej, det kunne jeg faktisk ikke. Jeg fik hele tiden meldinger om, om jeg så ordentlig ud eller opførte mig ordentligt. Jeg fik trusler, hadebreve og også sjove, rare beskeder. Men jeg var bare hele tiden under beskydning. Og til sidst syntes jeg også, at der var et politisk klima, der heller ikke var sjovt, så jeg var slidt. Jeg kunne mærke det fysisk. Min energi og gejst, som jeg har været drevet af i rigtig mange år, var ved at være væk. Og det skal man passe på med, og så ville jeg hellere gå, før det gik galt.

Det må også have været klaustrofobisk at være så kendt i så lille et samfund?

– Ja, det var det også. Men jeg vil sige, at jeg de seneste mange år fandt et frirum i København, hvor jeg de seneste fire år også har haft min kæreste. Men også før ham havde jeg en masse venner i København. Og det brugte jeg lidt som en ventil i forhold til at komme væk herfra, siger hun ærligt.

– Det havde jeg brug for, for jeg synes også, at bornholmerne kan være hårde ved hinanden, og den offentlige debat er meget hård på Bornholm, når man kigger på, hvad folk siger til hinanden. Det har altid undret mig, for vi er kun os selv, og vi har kun os selv til løfte hinanden, og det er vi rigtig gode til, når vi gør det. Men samtidig er vi også enormt hårde ved hinanden. Kalder hinanden hårde ting og dømmer hinanden, og det synes jeg er mærkeligt.

Savner ikke borgmesterjobbet

Winni Grosbøll slår en afvæbnende latter op, før hun svarer på, hvordan hun ser på efterspillet efter sit exit fra bornholmsk politik.

– Det synes jeg er broget.

Socialdemokraterne fik jo mildt sagt et dårligt valg efter din afgang?

– Ja, ja, og der kom nogle brogede konstellationer, som jeg mildt sagt ikke forstår. Men jeg tænker, at det har de styr på.

Er der noget, du savner ved det politiske liv?

– Næ, det er der ikke, siger hun sikkert.

– Jeg savner ikke mit gamle arbejde. Jeg synes, at jeg har fået en del af det i mit nye arbejde som direktør for Friluftsrådet. Det er en paraplyorganisation med 88 friluftsorganisationer med masser af projekter for glade børn og voksne i naturen. Vi arbejder for eksempel med bæredygtighed og adgang til naturen i daginstitutioner og skoler og fordeler tipsmidler til friluftsprojekter. Det er ret sjovt, og jeg går glad på arbejde hver dag. Jeg ser tilbage på de 11 år som borgmester som en rigtig god periode, selvom det var hårdt, og jeg blev slidt, men jeg synes også, at jeg arbejdede sammen med nogle af de sjoveste og mest begavede mennesker i Danmark. Så det er et fint aflukket og afsluttet kapitel i mit liv. Men det hele var ikke nemt. Jeg blev jo også skilt undervejs, og vi købte et hus på det forkerte tidspunkt, så vi sad enormt hårdt i økonomien, fordi vi var insolvente, inden priserne jo heldigvis steg igen. Jeg har haft en del sygdom i mit liv, og min far døde for halvandet år siden efter lang tids sygdom. Min nærmeste familie har både haft psykisk sygdom og kræft,

På den måde har hun oplevet det meste, mener hun.

– Som man typisk har som 45-årig. Men igen tror jeg egentlig, at jeg er meget god til at tænke, at det jo bare er præmissen, og så må man arbejde ud fra det, siger hun og holder en lille pause.

– Jeg kan ikke huske, at jeg har sat mig ned og grædt over, at det hele var håbløst. Men der var da et par år, hvor jeg syntes, at den ene sygdom fulgte efter den anden. Og jeg har også selv været syg med stress på et tidspunkt, så der var da et par år, hvor jeg syntes, at jeg havde taget rigeligt.

Winni Grosbøll med sin far under en rejse til Thailand. Faderen var aldrig bange for at prøve nye ting, og den indstilling har hun selv arvet, fortæller hun. Privatfoto

Et smukt farvel

Undervejs har hun dog ikke bebrejdet Gud noget. For ham tror hun ikke på.

– Jeg er ikke et troende menneske, og det har jeg aldrig været. Min mor har siddet i menighedsrådet i mange år, og min søster sidder i menighedsrådet på Frederiksberg. Og jeg blev også gift ind i en præsteslægt, så det er ikke en verden, der er mig fremmed. Kristendommen og dens ritualer og højtider er jo noget, der binder os sammen. Jeg kan godt lide julen og påsken som en ramme om sammenholdet. Og jeg er som sagt opvokset i et hjem, der har været gennemsyret af kristne værdier med min mors medmenneskelighed.

– Hun sagde altid, at bare fordi de andre er dumme ved dig, skal du ikke være dumme ved dem. Og det har præget mig, og jeg deler stadig de værdier, ligesom teologen Løgstrup sagde, at man holder andre menneskers liv i sin hånd. På den måde har kristendommen formet mig med dens ansvarsfølelse for andre. Men jeg har aldrig været troende og er heller ikke medlem af folkekirken. Og jeg tror heller ikke, at der er noget på den anden side, siger hun og tilføjer tankefuldt.

– Det er måske også derfor, at jeg prøver at nyde livet, mens jeg er her.

Faderens død satte også tanker i gang for hende.

– Jeg mistede som sagt min far for halvandet år siden, og han fik også lov til selv at bestemme, at han ikke ville behandles. Min mor, søster og jeg sad hos ham de sidste fem dage, og det var på mange måder en fantastisk oplevelse at sige farvel til et menneske og mærke den afklarethed, han havde. Han så tilbage på sit liv med en enorm stor taknemmelighed. Han syntes, at han havde oplevet og set det, han skulle, bortset fra at komme til Cuba, som han gerne ville have oplevet. Men han havde en grundlæggende stor taknemmelighed for det, han havde fået lov at opleve.

– Og det gav også mig en ro at tænke på, at jeg ville kunne se tilbage på mit liv med samme taknemmelighed på det, der var blevet mig givet, når jeg engang skal væk herfra, siger hun.

– Det lyder religiøst, men jeg tror faktisk heller ikke, at det gode i livet kun er noget, der bliver givet, men også noget, man skal opsøge. Man skal gøre en indsats for at opsøge det, der giver mening, men det var faktisk en skelsættende oplevelse for mig at overvære min fars taknemmelighed over tilværelsen. På den måde lærte min fars død mig også meget om at leve. Det var et smukt farvel.

Glæden som forelsket

Hvad giver dig størst glæde i dag?

– Det er det hele. Det er en fantastisk glæde at være forelsket. Det kan jeg godt mærke. Det giver noget energi, men jeg synes også, at jeg har et fantastisk arbejde. Det er jo ikke nemt at holde op som borgmester, for der er også noget timing i det, men jeg var enormt heldig, at det hele passede sammen. Jeg synes, at det er en kæmpe glæde at have store børn og se dem folde sig ud og blive voksne.

– Vi har nogle meget politisk aktive børn, så jeg kan også godt lide at snakke med dem ved bordet. De er meget røde. De synes, at det at have fast ejendom og lidt aktier er næsten et knæfald for kapitalismen, så det er meget sjovt at blive udfordret af sine egne børn, men det betaler jo også noget af deres mad. Men jeg er stolt af dem og glad for mit eget liv lige nu, siger den bornholmske brud.

I dag bliver det hendes socialdemokratiske ven og miljøminister Lea Wermelins mand, Jonas Bjørn Jensen, der skal vie det forelskede par. Men som borgmester nåede Winni Grosbøll selv at vie en del par.

– Jeg har altid sagt til dem, om de ikke vil love mig at kigge på hinanden en gang om dagen og huske, hvor heldige de var at møde hinanden. Og så gøre sig umage. Det gør man ved at være bevidst om det, siger hun og smiler.

– Så husk at kigge på hinanden og pris den lykke, at I fandt hinanden, siger Winni Grosbøll, som nok ikke får svært ved at huske at kigge sin mand i øjnene i dag.

 

Blå bog

Winni Grosbøll.

Født i 1976.

Direktør for Friluftsrådet. Uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og har arbejdet som gymnasielærer på Bornholm, inden hun blev socialdemokratisk borgmester for Bornholm fra 2010-21. Hun blev indvalgt i kommunalbestyrelsen fra 2006. Privat har hun tre børn fra et tidligere ægteskab. Og i dag bliver hun gift med teaterproducent Mikkel Rubæk.