'Skolen skal være et bankende hjerte'

For 52-årige Solveig Thorborg er jobbet som forstander på Bornholms Højskole en dobbelt fejring: Hendes forældre, Karsten og Bente Thorborg, var forstanderpar på højskolen i 18 år frem til 2006, så det er en tilbagevenden til kendte græsgange.

Samtidig er stillingen som forstander en markering af et karriereskifte, som Solveig Thorborg træder ind i med lige dele ydmyghed og forventning.

Den nye forstander, der er cand. mag. i kulturformidling, tager over efter Niels Glahn den 1. oktober.

Fortæl lidt om din baggrund – du har tilbragt rigtig meget tid på højskolen som ung. Men er du hjemmefødt bornholmer?

– Jeg er født i København, hvor jeg gik på grundtvig-koldsk friskole. Efter niende klasse flyttede mine forældre familien til Uldum Højskole i Midtjylland. Her gik jeg på Eriksminde Efterskole og derefter tre år på Tørring Gymnasium.

I 1988 flyttede familien til Bornholm. Der var du 19 år?

– Ja. Jeg har haft feriejob som knallertpostbud i Øster- og Vestersømarkshuse og serveret på Pizzeria Venezia i Gudhjem. Her lærte jeg at stikke af for at se solnedgangen på Nørresand og danse hele natten, til vi kunne morgensvømme i solopgangen i Kisten i Gudhjem Havn.

Hvad har du lavet i de mellemliggende år?

– Jeg er uddannet cand.mag. i moderne kultur og -kulturformidling fra Københavns Universitet og RUC. Derudover har jeg taget fag på Institut for Spansk og minoritetsstudier.

Solveig Thorborg kommer fra en stilling som leder af projektorganisationen Salaam Film & Dialog i København. Ønsket om at komme tilbage til Bornholm har ligget som et ønske gennem længere tid, men Solveig Thorborg har også en datter at tage hensyn til.

Hvorfor søgte du ikke jobbet sidst stillingen var slået op?

– Jeg har længe ønsket mig at få et liv på Bornholm. Og jeg har pendlet mellem København og Bornholm næsten hver måned i ret mange år. Min kæreste Håkan Stolfer bor i Gudhjem og mine forældre i Aakirkeby. Jeg har en dejlig kreds af venner herovre. Men mit liv var med min datter på Nørrebro og mit arbejde på Salaam. Min datter er nu blevet 18, og det har givet mig mulighed for at flytte til øen med ro i sindet.

Har du haft nogle betænkeligheder?

– Jeg blev vildt glad for min datters positive reaktion på mine planer. Og man vil vel altid have en sund ydmyghed overfor de opgaver, man skal til at lære at kende og den rolle, der skal udfyldes. Det har jeg i hvert fald. Men jeg føler mig glad og fortrøstningsfuld og glæder mig meget til at arbejde sammen med alle mine nye kolleger og bestyrelsen.

Hvad er der sket på Bornholm og på Bornholms Højskole, siden dine forældre stoppede i 2006?

– De sidste år har været meget turbulente, og jeg håber, at vi kan nå tilbage til den arbejdsro og ro til udvikling, som der også har været tidligere i den tid, hvor jeg har været væk.

Hvad har du tænkt om højskolen, som den er nu? Og hvad vil du gerne tage fat på som det første?

– Allerførst vil jeg gerne tale med hele staben på skolen én for én, så jeg får en indgående indføring i det sted, jeg er ankommet. Og jeg vil følge op på det arbejde, der allerede er lagt an med Niels Glahn og bestyrelsen.

Hvordan skal Bornholms Højskole udvikle sig på sigt?

– Mit ønske er stabilitet og vækst. Jeg ønsker, at skolen skal være et levende samlingssted for øens beboere og tilrejsende, elever og kursister. Som et bankende hjerte i midten af øen. Det skal være lokalt og kunstnerisk med alle de dejlige værkstedsfag og et godt fællesskab, det skal være tankefuldt og engageret, som den nyere linje med bæredygtighed i en lokal-global sammenhæng. Jeg vil forsøge at skabe et trygt rum for åbenhed og nysgerrighed, for nuanceret dialog og omtanke, for kunst, leg og inspiration. For den læring for livet, der ligger til grund for en grundtvigsk højskole. Det er mit mål og ønske. Og så er der alle de konkrete opgaver, der vil komme til at fylde min hverdag.