Psykolog stopper i kommunen: 'Der er mange måder at leve sit liv på'

På lang sigt skaber det ofte problemer, hvis man er vokset op i noget skidt. Det siger Helene Langhoff, som nu skifter jobbet i kommunen ud med livet som privatpraktiserende psykolog.

Hvad bragte dig til Bornholm?

– Jeg kom til Bornholm for ni et halvt år siden, da jeg var færdig med min psykologuddannelse. Jeg ville hellere til Bornholm, end til et andet udkantsområde.

Hvad for en slags psykolog ville du gerne være?

– Det, jeg oprindeligt blev tiltrukket af ved faget, var blandt andet spørgsmålet om, hvordan man som individ bliver præget af samfundet, og de eksistentielle og filosofiske overvejelser i forhold til det at være et individ i verden. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle ud og være psykolog-psykolog.

Og så fik du ansættelse i kommunen?

– Ja det var i PPR-arbejde (pædagogisk psykologisk rådgivning, red.), hvor jeg skulle ud og snakke med forældre og lærere og lave observationer af børn. Welcome to reality. Jeg stopper den 1. februar for at blive fuldtids privatpraktiserende, men har senest arbejdet med sagsbehandling, blandt andet legeterapi med børn, og forældrearbejde, i forbindelse med at deres børn skulle have hjælp.

Hvad lærte du af dine år i kommunen?

– Jeg tror først og fremmest, at jeg lærte, at der er virkelig mange måder at leve sit liv på. Der er mange forskellige måder at være menneske på, og mange forskellige vilkår. Og hvor meget det betyder for børn, hvem der er omkring dem.

Har du været overrasket over, hvor meget det fylder herovre?

– Både og. Nogle gange hører jeg om kolleger, der arbejder i velstillede københavnerkommuner, og så kan de få en opgave, der handler om mobning. Det har jeg aldrig nogensinde fået herovre. Det er overgreb eller vold eller krisecenter eller omsorgssvigt eller plejeanbringelser og forældrekompetenceundersøgelser, hvor vi skal vurdere om forældrene kan varetage omsorgen for deres børn. Jeg er blevet beriget af det, men det er ikke noget, jeg har lyst til hele mit liv.

Føler du, at du har gjort en forskel?

– Ja, i enkelte sager, især med legeterapi. Men der er også sager, hvor det er lidt forbandet at være psykolog faktisk, fordi man er den specialist, der kommer ind til sidst, når en sag er meget alvorlig, eller hvor det hele er kørt af sporet.

Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan man kunne hjælpe de her børn endnu bedre?

– Ud fra hvad man ved psykologisk, så er det jo den tidlige indsats, som er fuldstændig afgørende. Hvis man kunne sætte ressourcer ind endnu tidligere, allerede under graviditeten, forud for de 1.000 dage, man arbejder med i De Små Børns Bornholm. Det er så afgørende i forhold til tilknytning og trivsel.

Og nu skal du være privatpraktiserende her på Store Myregård, som du købte for fem år siden?

– Ja og det er jo i princippet det samme, jeg arbejder med her, men i forhold til voksne. Hvordan er de vant til at håndtere følelser, hvordan er de vant til at blive rummet, og rumme sig selv. Hvad for en tilknytning er de vant til er bedst for dem, for at kunne overleve med det, de står med? På kort sigt har det selvfølgelig virket at tilpasse sig, men på lang sigt skaber det ofte problemer, fordi det kræver for meget tilpasning, hvis man har levet i noget skidt.

Du taler om copingmekanismer?

– Netop. Og copingmekanismer er supergode at have for at kunne være i det, man skal være i eller ikke kan flygte fra som barn. Det, jeg synes er spændende, det er, hvad det er at være menneske - at være i live, at have kontakt til andre og til sig selv. Hvordan kan vi være i os selv, hvordan kan vi håndtere vores følelser kropsligt? Så det bliver nok en lidt mere indadvendt proces for mig end at skulle være ude og brandslukke. Mere småt, men også mere fint. For mig i hvert fald.

Hvad er det for en type problematikker, du kan hjælpe med i din nye praksis?

– Her i starten har det primært været stress og kriser. Men efter at jeg fik mit ydernummer den 1. januar står jeg formelt til rådighed indenfor de behandlinger, som en læge kan henvise til, og det er blandt andet depression og angst, samt en lang række krisekategorier, som for eksempel voldtægt, dødsfald og invaliderende sygdom.

– Men det er også for folk, der bare er nysgerrige på at lære dem selv at kende, som måske er sidst i 20erne eller starten af 30erne og gerne vil undersøge, hvad er det egentlig jeg kommer af og møde sig selv på et andet plan, end de måske er vant til.

Hvad bliver det for et liv for dig?

– Det bliver mere fleksibelt. Jeg kommer nok i gennemsnit til at snakke med omkring 20 klienter om ugen, når jeg ikke har børnene, men har så mere tid til personlig fordybning – og de uger, hvor jeg har børnene, bliver det måske lidt færre. Men det bliver ikke sådan, at jeg kører hardcore business. Jeg kommer ikke til at sidde med syv til ti klienter om dagen, som der er nogen, der gør.

Alder: 36

Bopæl: Snogebæk

Klinik: Sorteengevej i Arnager

Familie: To børn på fem og syv

Uddannelse: Psykolog fra Aarhus Universitet