Præst går ind i hjemmeværnet

Birgit Friis fylder 65 den 18. januar og går på pension i udgangen af denne måned. Hun siger, hun skal lave ingenting, men det er en sandhed med modifikationer.

Den 29. januar klokken 14.00 tager hun præstekjolen på for sidste gang og holder sin afskedsprædiken i Aa Kirke efter 23 år som sognepræst i Aaker og Pedersker sogne.

– Det er vemodigt. Men jeg har valgt at stoppe, fordi jeg har den alder jeg har, siger Birgit Friis, der fylder 65 år onsdag den 18. januar.

Birgit Friis kom til Aakirkeby i 2000 efter 10 år som sognepræst på Amager, og det har hun aldrig har fortrudt. Men da hun begyndte at læse teologi i Aarhus, havde hun ingen planer om at blive præst.

Til Bornholm med tre børn

Birgit Friis voksede op i Vendsyssel med en far, der var skibsingeniør på værftet i Frederikshavn, og en mor, der var sygeplejerske og lærer. Et barselsvikariat på en kristen efterskole blev en øjenåbner for den unge vendelbo.

– Den måde det foregik på, med morgensang og aftenandagt, når vi lagde "de små" i seng. Det kunne jeg godt lide.

En tur som udvekslingsstudent i Tanzania og et efterfølgende ophold som stipendiat på Christian Study Center i Pakistan cementerede beslutningen. Birgit Friis ville være præst, og den 23. november 1989 blev hun ordineret i Københavns Domkirke og indsat i Filips kirke på Amager.

Da Birgit Friis havde fået tre børn, og var faldet til med tilværelsen som sognepræst i storbyen, skete der noget uventet.

– Jeg blev opfordret til at søge stillingen som sognepræst på Bornholm. Jeg havde kun været her én gang før i forbindelse med et seminar, men faldt for det på stedet og tog hele familien med, siger hun, siddende på sit kontor i præstegården i Aakirkeby. Med sig havde hun mand og tre sønner på 12, fem og tre år.

Alle tre blev aktive fodboldspillere i AaIF, og Birgit Friis har flere gange oplevet at stå på sidelinjen med alle tre Friis-drenge på banen samtidig.

I dag er sønnerne 35, 28 og 26 og der er kommet fem børnebørn til. Ole og Esben bor i København. Jeppe bor i Aakirkeby.

Dejligt at blive gift igen

Den sidste flyttede hjemmefra i 2016. Da var Birgit Friis blevet skilt.

– Jeg ved ikke om det er så forfærdeligt meget værre som præst, end det er for andre. Man er kommet til kort og der er noget i ens liv, der ikke er lykkedes, og den følelse er jo universel.

Dengang havde kvindelige præster den højeste skilsmisseprocent i landet, husker Birgit Friis.

– At være en præst er en livsstil. Det bliver meget udtalt, når man får børn, vi vil være på alle parametre, vi vil være moren, vi vil være hustruen, og den der gør vores arbejde til UG med kryds og slange, også om søndagen og juleaften.

I august sidste år blev Birgit Friis gift igen. Det skete i Sct. Peders Kirke, hvor Birgit Friis og Jørn Pedersen blev viet af Birgit Friis’ nære veninde, sognepræst Ulla Skou.

– Det var meget stort og meget bevægende. Den fik alt hvad den kunne trække med kor og korsang, og deltagelse af børn og børnebørn. Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet mere grådlabil med tiden, siger Birgit Friis og smiler sit lune vendelbosmil.

Gemalen er født og opvokset på Bornholm, men har været væk det meste af sit voksne liv. Jørn Pedersen kom tilbage til Bornholm i 2018 efter mange år i udlandet og blev hurtigt en del af det lokale foreningsliv i Pedersker. Parret traf hinanden i kirken, og derefter fik Jørn Pedersen stillingen som graver og kirketjener i Nylars. De to købte hus på Stokkekildevej for tre år siden og har nu boet under samme tag i to et halvt år.

Birgit Friis er glad for at hun og Jørn turde tage chancen sent i livet.

– Man bliver forelsket på en anden måde. Vi havde begge to erfaret et par gange, at det ikke var gået, og var egentlig indstillet på at gå i frø. Og så var den der alligevel lige pludselig. Det var meget stort, og det føles meget rigtigt, siger Birgit Friis.

Jørn Pedersen er i mellemtiden blevet kordegn i Skt. Nicolai Kirke i Rønne, men det er ikke den eneste grund til, at Birgit Friis ikke slipper sin gerning.

– Jeg er fedtet ind i rigtig meget af Aakirkeby og Pedersker. Det er så stort, når man tænker baglæns, alle de familier, der har åbnet deres hjem og deres liv og ladet mig komme ind og være med på godt og ondt, siger hun.

Diskuterede med Vorherre

Birgit Friis er også glad for, at hun valgte at blive præst, selv om hun måske også kunne være blevet en god ambulancelæge eller sågar en god soldat.

– Det har givet god mening, men jeg har selvfølgelig også haft tvivl og kriser, siger hun.

Birgit Friis diskuterede blandt andet med Vorherre, da hun blev brystopereret i 2004. Det foregik mest i tankerne, men der blev også talt med store bogstaver undervejs.

– Jeg var ikke indstillet på at mit liv skulle slutte. Så jeg har skældt ud på Gud og diskuteret. Jeg var ude, hvor der var rigtig højt til loftet.

Birgit Friis klarede frisag, og følte på den måde, at hun blev hørt.

– Det betyder noget at få lettet sit hjerte, at give udtryk for sine frustrationer og den der afmagt, man føler, når man er uden kontrol.

Ind i hjemmeværnet

Det allerlængste stykke ad vejen har Birgit Friis følt sig velsignet gennem årene i Aa Kirke.

– Det har været fantastisk dejligt, alle konfirmanderne, bryllupperne og barnedåbene, det er så dejligt. Det giver rigtig meget, siger hun.

Og hvad skal du så lave nu?

– Ingenting, siger Birgit Friis og remser op:

– Jeg skal sidde stille rigtig meget, læse bøger og strikke. Vi har købt campingvogn og skal være på campingpladsen i Hasle forår og sommer, og så skal jeg gå ture med min store hund. Så skal jeg på indskoling i Hjemmeværnet, og jeg er stadig lidt aktiv i Kirkens Korshær.

Birgit Friis kommer i tanke om endnu et felt, som får langt større prioritet i fremtiden. De fem børnebørn – syv, hvis vi tæller dine og mine sammen.

– Jeg skal være farmor. Det er lige blevet regnet op for mig: 'Vi har aldrig haft en eneste juleaftensdag sammen med dig'. Det har været prisen, siger Birgit Friis.

En spidskompetence

Om beslutningen om at gå ind i Hjemmeværnet siger hun:

– Jeg trænger til at foretage mig noget helt forskelligt fra kirke – hvilket det alligevel ikke er, for i Hjemmeværnet handler det også om det andet menneske, om at gøre noget sammen, om at yde en indsats for fællesskabet og i samfundet. Den 24. februar (invasionen i Ukraine, red.) har skubbet til noget, der lå dybt nede i mig, siger Birgit Friis og uddyber:

– Det med at gå ind i kriser har altid været en af mine spidskompetencer, og derfor har det også givet mening som beredskabspræst at være en del af Folkekirkens katastrofeberedskab, senest i forbindelse med skudepisoden i Fields, hvor jeg havde et par dage i krisecenteret i Amagerhallen på Løjtegårdsvej.

Birgit Friis har siddet i beredskabet i seks år. I den tid har hun også været brugt lokalt ved dramatiske hændelser, herunder alvorlige dødsfald.

– Det er nok mit kald. Da jeg var spejder som ung, var jeg en af dem, der kunne. Jeg bliver ikke skræmt eller bange. Det falder mig nemt at tage action i situationen.

Birgit Friis holder afskedsgudstjeneste i Aa Kirke den 29. januar klokken 14.00. Efterfølgende er menighedsrådet vært ved et arrangement i Aahuset. Sidste gudstjeneste i Pedersker er den 22. januar.