Ny formand reddede forening fra lukning

Carl-Erik Nielsen har været formand for Landsforeningen for Førtidspensionister i mere end 20 år. Nu er han blevet lokalformand på Bornholm.

– Jeg sagde ja til at blive formand her, for ellers skulle foreningen nedlægges, og jeg ville ikke lade de her godt 130 mennesker i stikken.

Det siger Carl-Erik Nielsen fra Knudsker om, hvorfor han er trådt til som formand for Foreningen for førtidspensionister på Bornholm.

Carl-Erik Nielsen har i de seneste godt 20 år været formand for Landsforeningen for Førtidspensionister, men det er snart slut med den opgave, for landsforeningen lukker ned til nytår.

– Det er vi nødt til. Vi skal efter ny lovgivning som forening registreres i virksomhedsregisteret, og kravene til administration er i det hele taget blevet meget højere. Vi skal have nem-id, og bankerne har fulgt op med at kræve gebyr. Førtidspensionister er sårbare mennesker med ikke særlig mange ressourcer, og vi har i alle årene kørt på frivillig basis. Jeg tror desværre, at det bliver sådan i fremtiden, at man ikke kan drive noget på ren frivillighed for denne målgruppe, siger Carl-Erik Nielsen.

Mange foreninger er lukket

Resultatet er, at ud af de 27 lokalforeninger i Danmark, er der nu kun tre-fire foreninger tilbage, men flere er i fare for at lukke på grund af de øgede krav.

– Vi ansøgte på et tidspunkt penge til at kunne etablere et sekretariat, som skulle kunne hjælpe vores egne og andre mindre foreninger på det sociale område, men det kom der ikke noget ud af. Det var trist, for med den hjælp tror jeg godt, at landsforeningen kunne være kørt videre, siger Carl-Erik Nielsen.

Den bornholmske forening er – indtil videre – reddet og har nu genoptaget aktiviteterne i Sagahuset i Rønne:

– Vi har åbent mandag med stolemotion, tirsdag har vi en café, som oprindelig startede som en strikkeklub, og så har vi fredagscafeen. Der kommer 15-20 i cafeen og omkring 20 til stolemotion. På sigt er det også meningen, at vi skal have nogle andre aktiviteter. Vi har også nogle årlige arrangementer – sommerfest, julehygge og den slags.

Behovet er der

Hvorfor skal man have en forening, der er særskilt for førtidspensionister?

– Behovet er der, ellers havde vi heller ikke været så mange. Vi har tidligere regnet ud, at gennemsnitsalderen i foreningen er omkring 55 år, og jeg har mange gange hørt, at medlemmerne ikke vil over i de regulære pensionistforeninger, fordi "de er for gamle". På trods af, at mange i pensionistforeningerne er mere raske end førtidspensionisterne, siger Carl-Erik Nielsen.

– Det er vigtigt, at folk kan komme og være sammen og udbygge et socialt netværk. Det er typisk for førtidspensionister, at de føler sig som "Palle alene i verden". Det første der sker – ud over, at folk er syge og bliver jaget rundet i manegen af kommunen – er, at de mister deres sociale netværk med venner, senere oplever vi desværre også, at familier falder fra, og i de værste tilfælde også børnene, fordi de ikke længere gider se mor eller far ligge og have ondt på sofaen, siger Carl-Erik Nielsen.

– Når de så endelig fik tilkendt en førtidspension, er hele netværket væk. Selv den forhadte kommune hører de længere fra, for mange tror på, at når de får tilkendt en pension, har de også en kontaktperson på kommunen. Men det har de ikke. For pensionen kommer igennem Udbetaling Danmark, og man har ikke ret til andet, siger Carl-Erik Nielsen.

Førtidspensionist siden 1992

Kronisk hovedpine var årsag til, at Carl-Erik Nielsen blev førtidspensionist i 1992 (i dag er han folkepensionist). Kort efter blev også hans hustru syg og blev også førtidspensionist.

– Jeg var på Rigshospitalet mere eller mindre i døgndrift under min kones lange ophold, og jeg talte med mange patienter og syntes, at der var mange uretfærdigheder i de forskellige systemer. Derfor kastede jeg mig over arbejdet, da der blev oprettet en landsforening.

– Jeg syntes, at jeg kunne bidrage til at hjælpe andre mennesker til en bedre tilværelse.

Er et så lykkedes?

– Ja, det synes jeg.

Hvad er det, du har kunnet hjælpe med?

– Det er blandt andet at høre på folk, holde dem i hånden mere eller mindre bogstaveligt, prøve at give dem noget optimisme, få dem væk fra den ofte negative spiral, de er kommet ind i. Det er også det, foreningen kan bruges til, at folk opdager, at man ikke er alene. Men når vi er sammen i foreningen taler vi faktisk ikke ret meget om sygdom.

Foreningen har i mange år hjulpet med bistand, blandt andet som bisiddere, i sager om førtidspension. Men det er man stoppet med, efter at ny lovgivning på området har begrænset foreningens muligheder for at være med og hjælpe.