Ny formand for ungerådet vil forebygge mistrivsel og forbedre BAT

Ny formand for ungerådet vil forebygge mistrivsel og forbedre BAT
Amar Dlakic går i 1.G på Campus Bornholm. Foto: Sarah Thun Kristensen
DAGENS NAVN | Tirsdag 21. marts 2023 • 05:30
DAGENS NAVN | Tirsdag 21. marts 2023 • 05:30

Amar Dlakic blev for nylig valgt som formand for Ungerådet, og han glæder sig til at arbejde sammen med et engageret team, der vil ændre en masse ting.

Hvad får du din hverdag til at gå med?

– Jeg går i 1.S – det er sundhedslinien på stx på Campus Bornholm, og ellers arbejder jeg i Rema 1000 ved Gartnervangen, og så elsker jeg fodbold. Jeg spiller U19 i RIK lige nu, men jeg har hele mit liv spillet Elite Bornholm også. Det er sådan en sammenslutning af de bedste af den årgang, man er i. Men nu er jeg U19, og jeg har spillet med mange af de her gutter i lang tid. Det er et rigtig fedt fællesskab.

– Lige for tiden er der rigtig meget med Ungerådet – møder, høringssvar og vedtægtsændringer. Der er mange ting i opstartsfasen. I mandags ændrede vi vedtægter, konstituerede os og uddelte arbejdsopgaver, og så har vi lavet en flyer om det at være talsperson, fordi vi søger nye talspersoner indenfor nogle af de områder, vi synes er vigtige.

Hvorfor er du med i Ungerådet?

– Jeg er primært med, fordi jeg gerne vil have, at der er et større fokus på den mentale trivsel blandt unge; at færre føler sig stressede og påvirkede af dagligdagens problematikker. Jeg synes, det er vigtigt, at alle kan være med, så der ikke sker social eksklusion, bare fordi man ikke lige er som alle andre. Alle skal være med, og vi skal kunne inkorporere alle på en fornuftig måde, så vi ikke sætter nogen udenfor. For så ved vi ikke, hvordan de har det, og de er måske på vej ned af en stejl trappe, hvor de så fortsætter ned og ned, og så kan det være, de rammer bunden.

– Den mistrivsel, der er i samfundet, den vil jeg gerne være med til at nedsætte. Jeg har snakket med mange om det, og nogle gange kan man stå i en situation, hvor noget kunne have været forhindret, hvis man havde været mere forebyggende. Jeg mener, at forebyggelsen er essentiel, og hvis vi er bedre til det, så ville problemet slet ikke være der.

Hvad håber du på at opnå i din tid som formand?

– Jeg håber i hvert fald, at jeg får en god tid med masser af gode mennesker. Jeg er rigtig glad og tilfreds med teamet, hvor alle er mega engagerede. Udover det håber jeg selvfølgelig, at vi kan få ændret en masse ting. Blandet andet vil vi gerne have nogle bedre tider på BAT-busserne. Men mistrivsel er den mærkesag, jeg vil fokusere mest på.

– Vi har eksempelvis ikke Headspace på Bornholm, og her vil jeg gerne kæmpe for, at vi kan få flere af de frivillige organisationer, hvor man kan fokusere på at afklare nogle problemer, og hvor der er nogle voksne mennesker med en faglighed, der kan hjælpe. Og så har vi bare rigtig mange ideer til Folkemødet, Pride og en masse sommer-ideer, som vi skal arbejde videre på. Så der er rigtig meget i vente allerede. Men de ting, jeg håber mest på, det er det med busserne, og så nedsættelse af mistrivsel. Det er jo et kæmpeprojekt.

 

Hvad er det bedste ved at være ung i dag?

– Det bedste ved at være ung er 100 procent det her med, at man ikke behøver tænke på voksenlivet og på hverdagens problemer. Når det er sagt, så er jeg glad for, at vi er mange unge, der tager teten og kæmper for samfundet, for det er jo en tidligere generation, der har pålagt os ansvaret.

– Men jeg er er rigtig glad for at være ung lige nu, hvor vi har mobiler og internet. Det her med, at man kan danne relationer på tværs af verden. Det er fedt at kunne gå på campus og være en del af skolesystemet, og det er der, man får de bedste relationer.

– Man har kun en chance for at være ung, og sådan er det jo med mange ting. Som ung kan man bare leve i nuet og være glad i tilværelsen.

Hvad er det mest udfordrende ved at være ung nu?

– Der er denne her perfekthedskultur i vores tid. Der er sat nogle normer op, der handler om 12-tals jagt, jagten på at være flottest, at være bedst. Det er som om, at hvis man ikke er bedre end ham den anden, så er man ikke god nok. Så den her jagt efter smukhed og perfekthed – det er en af de værste ting ved vores ungdom.

– Det er svært, når man finder ud af, at man ikke er god nok. Hvis man ikke passer ind i tiden, eller ind i den tøjstil – man bearbejder tingene, genovervejer og overtænker. Jeg vil gerne nedbryde de her faste rammer.

Er der nogle særlige ting, man skal være opmærksom på som ung på Bornholm?

– Jeg tror, at man skal passe på med, hvad man deler, hvis man kan sige det. Bornholm er et meget lille samfund. Et samfund, hvor mange menensker er samlet på eksempelvis Campus Bornholm. Mange mennesker på en institution, hvor både sande og falske rygter meget hurtigt kan florere rundt. Så man skal måske være lidt mere påpasselig end andre steder.

– Men samtidig giver det også en god mulighed for en bedre relation med flere mennesker. Vi bor så tæt, og vi er det samme sted. Det længste væk fra Rønne, hvor jeg bor, er Nexø – og det er 30 kilometer, så det er jo ikke så langt væk, som man lige tror. I hvert fald ikke sammenlignet med Jylland og Sjælland. Så der er selvfølgelig altid en bagside af medaljen, men vi skal være glade for, at vi allesammen kan leve så tæt og happy.

Hvad vil du lave, når du er færdig med det, du laver nu?

– Jeg vil gerne noget indenfor den medicinale verden – det er det, jeg er rettet mod. Om det er psykologi eller traditionel medicin, ved jeg ikke lige endnu. Da jeg var yngre, så jeg mange serier med folk, der var berørt af, at de ikke passede ind nogen steder, og gennem mine iagttagelser af andre menensker synes jeg, at det er de samme handlingsmønstre i de rum, jeg selv er i. Det er surrealistisk, at det man ser i tv, også er det, man ser i virkeligheden.

– Jeg researcher meget og finder statistik og data, og der er mange mennesker, der har det dårligt, uden at der egentlig sker noget. Det er mega vigtigt, at der skal komme en ende på det.

 

 

Amar Dlakic

16 år og går i 1.s på stx på Campus Bornholm.

Ny formand for Ungerådet i Bornholms Regionskommune.

Bor i Rønne sammen med sine forældre – har to ældre søstre, som studerer udenfor Bornholm.

Arbejder i Rema 1000 og spiller fodbold i RIK.

 

Følg debatten på facebook!
'JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND''JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND''JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND''JEG HÅBER, MAN BLIVER LIDT GLAD, NÅR MAN STIKKER HOVEDET IND'
FÅ ABONNEMENT