Ny direktør: 'Jeg kunne ikke sige andet end ja'

Josephine Senger Svendsen er ny direktør på Bornholms Mosteri. Hun og hendes mand flyttede til Bornholm for at give deres drenge mere luft, natur og en mulighed for at være børn lidt længere.
Hvordan er det gået til, at du er blevet direktør?
– Jeg startede som projektleder i Bornholms Mosteri i august 2022. Jeg har altid fulgt Bornholms Mosteri og synes, det er utroligt lækre produkter med en rigtig god historie. Så da muligheden opstod for at arbejde for mosteriet, greb jeg den. Jeg fik hurtigt en del ansvar, da Nicklas (Selmer Rathje – red.) jo bor i Gentofte og derfor kun var på Bornholm en dag om ugen. Så helt naturligt endte mange af de daglige opgaver på mit bord. Da Nicklas gik på orlov, tog vi alle i teamet fat for at løbe videre med de projekter, der var søsat. Det var derfor til stor glæde for mig, da bestyrelsen tilbød mig stillingen. Jeg kunne ikke sige andet end ja til at hjælpe med at føre mosteriet godt videre.
Hvilke tanker gør du dig om mosteriets fremtid?
– Bornholms Mosteri laver ikke "bare" lækker økologisk most og saft – vi tager også et rigtig stort socialt ansvar og skaber et rum for alle, også dem der normalt ville være langt fra arbejdsmarkedet. Derfor er det min ambition at fortsætte det gode arbejde, der allerede er lavet, og sætte Bornholms Mosteri endnu mere på danmarkskortet. Jeg vil udbrede vores historie og kendskab, så man ikke er i tvivl om, hvem vi er, og hvilke produkter vi producerer. Herudover er vi netop i de her dage ved at installere vores nye tappelinje, som åbner for mange spændende muligheder i fremtiden, som jeg ser meget frem til.
Du kom til mosteriet for et år siden. Hvordan kom det i stand?
– Jeg arbejdede på daværende tidspunkt i Bornholms Regionskommune, men da jeg så jobopslaget for en projektleder i Bornholms Mosteri, tænkte jeg, at den mulighed måtte jeg gribe for at arbejde med et brand, jeg havde fulgt med i på sidelinjen så længe.
Hvad bragte dig til Bornholm?
– Min mand er fra Bornholm. Vi mødte hinanden for 14 år siden, og jeg er igennem den tid kommet regelmæssigt på Bornholm for at besøge familie og venner. Efter vi fik vores to drenge, som nu er ni og seks år, ønskede vi at give dem mere luft, natur og en mulighed for at være børn lidt længere. Vi har altid elsket Svaneke, og vi besluttede at gribe muligheden og flytte til øen – det var lidt en nu eller aldrig-beslutning, inden drengene blev for store og derved sværere at flytte.
Hvad har du arbejdet med tidligere?
– Jeg har tidligere været selvstændig og har flere års erfaring inden for indkøbs- og økonomistyring i blandt andet Heimstaden og senest Bornholms Regionskommune.
Hvad laver du i din fritid?
– Jeg bruger min fritid sammen med min mand og vores to drenge, gerne i kombination med gode venner. Mens børnene er små, nyder jeg, at de endnu har lyst til at være sammen med os. Weekenderne bliver ofte brugt rundt omkring på øen til diverse fodboldstævner, gerne med en kop kaffe i hånden og samvær med børn og gode venner. Vi nyder også at gå på oplevelse i den bornholmske natur, vi er i øjeblikket ved at gå Højlyngsstien i passende etaper sammen med min mands familie. Herudover nyder jeg at gå i haven og finde gode loppefund.
Du stammer fra Århus – hvad savner du mest derfra?
– Jeg er vokset op på en gård udenfor Århus, i en lille by ved navn Malling. Meget af det, jeg savner ved Århus, har jeg fundet på Bornholm. Roen, naturen, det lokale, venligheden, interessen i sine medmennesker. "Århus er verdens mindste storby" – den er tilpas rolig og lokal og har på samme tid de fleste ting, man har brug for, men meget af det, jeg savner, føler jeg at have genfundet på Bornholm.
Josephine Senger Svendsen
35 år
Gift med Allan Senger Svendsen. Sammen har de drengene Aksel på ni år og Tristan på seks år
Oprindeligt fra Århus/Malling, bor i dag i Svaneke

NYT JOB
MEST LÆSTE


Ejn sæksara
Et sæt bestående af en stor snaps og et lille glas øl. Betegnelsen kommer af, at det kostede seks øre.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration