Merethe er smed og stolt af det

Merethe er smed og stolt af det
Merethe Sejer synes, der er en ærgerlig tendens til at blive set ned på håndværkerfagene. Pressefoto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 23. MAR 2023 • 05:30
DAGENS NAVN | ABONNENT
23. MAR 2023 • 05:30

Merethe Sejer er uddannet smed og nu værkfører hos KH Maskinfabrik. Hun er træt af, at der til tider bliver set ned på håndværkerfagene, som noget alle bare kan blive, hvis alt andet fejler.

Hvad er fortællingen om dig og Bornholm?

– Jamen jeg er født og opvokset på Bornholm, og hele min familie er bornholmere. Jeg er nok det, man kan kalde en rigtig ø-tosse. Jeg skal ikke herfra, og det skal jeg heller aldrig. Jeg har nok altid været lidt skræmt af resten af Danmark. De griner jo lidt af mig alle sammen både kollegaer, familie og venner. Bare en tur til København, så er jeg skræmt for vid og sans. Det er dog blevet bedre især i kraft af den stilling, jeg har nu, hvor jeg er i København en gang om måneden. Når det er arbejdsrelateret, klarer jeg det meget godt, men ellers er jeg ikke meget for det. Det spillede også en rolle, da jeg valgte min uddannelse, at det var en, jeg kunne tage på Bornholm.

Jeg håber ikke, at det var af tvang, at du tog uddannelsen så?

– Nej, det er slet ment ikke på den måde. Hele min familie er også håndværkere, og derfor lå det lidt til højrebenet, at det skulle jeg også være. I 8. klasse var jeg på det brobygningsforløb, der er ude på Campus, hvor jeg prøvede at svejse og synes, det var vildt spændende. Og så var det jo bare endnu federe, at jeg fandt ud af, at jeg kunne tage hele uddannelsen på Bornholm. I 9. klasse kom jeg så i praktik hos Brødrene Anker, hvor jeg også senere stod i lære. Der forelskede jeg mig fuldstændig i faget. Den kreative sans, som jeg altid har haft, kunne jeg uddybe i mit arbejde, hvilket var virkelig fedt. Jeg har altid været meget kreativ, og det har jeg bragt med i min uddannelse og også senere i mit arbejde.

Synes du generelt, at der bliver set lidt for ensporet på det at være smed?

– Ja, det synes jeg helt sikkert. Det er også derfor, jeg går rigtig meget op i at have mange erhvervspraktikanter. En smed er jo ikke bare en smed. Jeg synes, det er ærgerligt, når jeg hører folk sige, at en smed kun er en, der står og svejser det samme igen og igen. Det er der også nogen, der gør, og dem har jeg også fuld respekt for, men der er mange andre typer smede, og der er i det hele taget mange forskellige aspekter i det. Der er jo også en generel tendens til, at de unge i dag vælger håndværkerfagene fra, hvilket jeg synes er rigtig synd. Det er ærgerligt, når der bliver talt om håndværkerfagene som sådan lidt en skraldespand, for det er det slet ikke. Du er jo ikke dum, når du er håndværker, tværtimod skal du altså være skarp. Det er bare en anden form for skarphed, og det er altså ikke alle, der kan blive håndværkere. Jeg synes ofte, man hører, at man altid kan blive smed, og det er simpelthen ikke rigtigt. Det er ikke alle og enhver, der kan gå ind og svejse, som vores medarbejdere kan.

KH Maskinfabrik er blevet en stor del af offshore-arbejdet på Rønne Havn. Det må vel være en spændende tid at være i dit fag?

– Altså, jeg vil sige, pulsen den stiger, når de ringer, for det er jo altid sådan, at opgaven faktisk skulle være løst i går. Det kan ikke gå hurtigt nok, og det her med pludselig at skulle finde en masse medarbejdere og egentlig ikke helt vide, hvad opgaven går ud på, synes jeg er sjovt at være en del af. Samarbejdet med havnen og kunden og finde ud af, hvad skal de have, hvad skal det egentlig bruges til, og hvordan vil de have det. Hele det puslespil, der også indebærer at finde de rigtige medarbejdere, som har de kvalifikationer, de efterspørg til opgaven. Vi har jo mange forskellige medarbejdere, der er gode til hver deres ting, og det er lige det her med at sætte de rigtige mennesker på den rigtige sag, så alle er glade.

Det kan jo næsten lyde lidt stressende at få en opgave, som skulle være færdig i går?

– Sådan ser jeg slet ikke på det. Det er mere adrenalinen, der kører, og man mærker lige, man er i live. Men det gør vi jo sådan set dagligt, når en kunde kommer med en udfordring, så vi er vant til det. Det er bare lidt større med det her offshore-arbejde, og det er et ansvar at tage på sig at vide, at hvis vi ikke kommer ud nu, så kan der ryge mange penge ud af vinduet. Jeg trives egentlig i det og synes, det er fedt. Men det er også kun, fordi vi har de medarbejdere, vi har, som er så dygtige og fleksible. Ellers kunne det aldrig lykkes. Bare det at man kan ringe folk op en fredag eftermiddag, efter de faktisk er gået på weekend, og alligevel vil de gerne møde ind søndag. Det viser nok, at vi har et godt arbejdsmiljø, og at folk er villige til at ofre sig og være fleksible over for os. Jeg tror også vores medarbejdere føler, at de bliver udfordret på en lidt anden måde, når de pludselig står med en opgave, de ikke har prøvet før. Det er med til at udvikle os både personligt og fagligt.


Merethe Sejer


29 år

Født og opvokset i Muleby, men bor nu i Rønne

Værkfører hos KH Maskinfabrik

Stod i lære hos Brødrene Anker i Hasle