Hvad var det vigtigste du lærte – som du ikke vidste i forvejen?
– Jeg har lært utrolig meget, som jeg ikke vidste i forvejen. Blandt andet har jeg lært en hel del om spædbarnets mange kompetencer og om, hvor vigtigt det er, at barnet får tid, så det selv formår at krybe op ad mors mave og finde brystet. Vel at mærke hvis fødslen har været ukompliceret, og barnet har det godt. Skulle det ikke være tilfældet, har jeg lært, hvordan man kan starte forfra med amning, og jeg har fået viden nok til at kunne vejlede forældrene igennem den måske lidt anderledes eller længerevarende proces, når starten er svær og kompliceret. Jeg har lært en hel del om vigtigheden af hud mod hud-metoden, om modermælkens sammensætning, brystets anatomi, de hormonelle processer, fødslens indvirkning på ammeetableringen og så meget andet.
Hvordan kan du bruge denne viden til at hjælpe andre?
– Jeg kan give endnu bedre vejledning til de nybagte familier, jeg møder i mit daglige arbejde. Jeg kan hjælpe dem med at få en god start på amningen, men også støtte dem, hvis amningen ikke går som forventet. Det har været utrolig værdifuldt at lære om de forskellige ammeproblematikker, og hvordan man kan hjælpe både dem, der vælger at amme, og dem, der måske ikke kan eller ønsker at amme. Planen er, at jeg på sigt kan holde førfødselssamtaler, hvor jeg kan dele viden og hjælpe kommende mødre, der tidligere har oplevet ammeproblemer.
Hvordan kan dine kolleger bruge din viden?