Dorte Kofoed har brugt rigtig mange timer gennem årene på at dykke ned i familiens fortid. Men aktiviteterne tog for alvor fart, da hun for halvandet år siden begyndte at skrive slægtforskningshistorier til Bornholms Tidende. Hver uge udfoldede hun et nyt persondrama i lørdagsavisen, mens landet var lukket ned, og det betød, at hendes ægtemand måtte undvære hende endnu mere.
– Jeg har tit sagt: jeg går lige op ovenpå i et par timer, og så ser han mig mange timer senere. Det har fyldt meget, siger Dorte Kofoed, men indrømmer samtidig at rejsen tilbage i tiden har gjort hende til et mere helt menneske.
– Et eller andet sted ja. Det der med at rumme sin slægt og forstå dem, man står på skuldrene af – det giver et fundament.
Nuancerne giver nyt perspektiv
Alle har en fortællling, siger Dorte Kofoed. Men der er rigtig mange historier som aldrig kommer frem i lyset, fordi folk er flove og skamfulde over deres familie.
– Især i de ældre generationer. Man bliver tynget, hvis man kommer fra en slægt, hvor alt er mørkt. Det holder man for sig selv, og rigtig mange af de historier bliver aldrig fortalt. Men når man dykker ned i historien, får man nuancerne med. Og det giver et helt andet perspektiv.