Magnus Cort: Jeg vil ikke gøre noget halvt

Magnus Cort fik en mountainbike i stedet for en konfirmation, og allerede efter sin efterskoletid flyttede han hjemmefra for at satse på cykelsporten. I dag har han vundet etaper i verdens største cykelløb og endda kørt i bjergtrøjen i Tour de France, og ambitioner har han stadig mange af på sit nye hold Uno-X. Men det hele begyndte i Rønne.

Til dagligt har Magnus Cort udsigt til smukke skiløjper fra sin lejlighed i bjergstaten Andorra, som ligger i 1850 meters højde.

Og således bevæger den professionelle bornholmske cykelrytter sig bogstaveligt talt i cykelsportens højere luftlag, når han udfører sin daglige træning i det bjergrige andorranske landskab. Men da Tidende møder ham til et interview, er han nærmere havets overflade og tilbage – der hvor det hele begyndte – i hans barndomshjem på farverige Sveasvej i Rønne, som med sine svenskehuse i rød, gul, grøn, grå og blå lyser varmt i efterårssolen.

– Nu har jeg haft tre uger helt uden at cykle, fortæller han, da han har budt indenfor i et af vejens blågrå træhuse.

Er det for, at kroppen kan restituere ovenpå sæsonen?

– Ja, men det er også noget, man bare gør i cykelsporten. Jeg tror, det er ret unikt at have så lang en pause, hvor man ikke gør noget. Men man har i hvert fald muligheden for at trække stikket, både mentalt og fysisk. Og lade kroppen op til en ny sæson, fortæller han, da vi har sat os ved forældrenes spisebord i stuen.

Her er helt stille, når han ikke taler. Forældrene er på arbejde, og derfor har han barndomshjemmet for selv i nogle timer, inden han skal med flyet mod København og påbegynde sin 11. sæson som professionel cykelrytter – nu snart på det norske cykelhold Uno-X, som han har skrevet en treårig kontrakt med. Men inden cykelkarrieren atter fører ham væk fra fødeøen, fører han tankerne tilbage til sine første cykelminder, som dog ikke står helt skarpt, erkender han.

Var så glad for sin cykel

– Cykling har altid været en del af mit liv. Så jeg kan ikke engang huske, hvem der lærte mig at cykle, siger han og lader et smil brede sig i det lyse overskæg.

– Men efter sigende var jeg allerede glad for min trehjulede cykel, som jeg drønede rundt på. Og her på gaden har jeg cyklet rigtig meget som dreng, hvor jeg også tidligt kom op på en tohjulet cykel. For mine forældre havde ikke bil, da jeg var lille, så vi cyklede til alting. Jeg cyklede også til skole, selvom jeg indtil 7. klasse gik på Aavangsskolen, der ligger lige derovre, siger han og nikker i retning af skolen, som nærmest kun ligger et stenkast fra hjemmet.

Allerede dengang var jeg ved at være lidt skoletræt, husker han.

– Så mine forældre sendte mig på Rønne Privatskole for at banke lidt mere viden ind i mig. Men selvom jeg passede min skole, fyldte cykling allerede det meste for mig i de store klasser, så mine venner var også fra cykelklubben.

Passionen for cykling førte ham også til Vejle i 10. klasse, hvor han gik på efterskole.

– Det var den eneste efterskole, vi kunne finde, hvor man kunne dyrke sin egen sport i stedet for at være på en generel idrætsefterskole. Og jeg fik blandt andet lov til at træne sammen med de voksne i Vejle Cykelklub, som er en større cykelklub, end jeg var vant til på Bornholm, så det lærte jeg meget af, siger Magnus Cort.

Som barn voksede Magnus Cort op her på Sveasvej i Rønne, hvorfra han fra en tidlig alder cyklede til alting.

Løb sig til racercykel

Sådan gik det ud over stepperne på jernhesten, der tidligt førte ham ud i verden, men han husker sin bornholmske barndom som tryg og god.

– En gang om ugen blev jeg hentet af min mormor og morfar fra Svaneke, og de havde altid planlagt et eller andet hyggeligt. Og min farmor og farfar støttede mig også meget. De er begge uddannede lærere, så de kunne hjælpe mig med mine lektier, men ellers brugte jeg også fritiden på at dyrke masser af sport.

Da han var lille, gik han også til fodbold, men senere blev det mere til atletik og cykling, og han deltog blandt andet i duatlon.

– Jeg havde mange gode oplevelser med at gå til atletik i Viking, og jeg løb meget dengang, men med tiden kom det hele til at handle om cykling. Tidligt tog min far mig også med på cykelture på min almindelige bycykel, så kørte vi måske rundt sammen på øen en times tid. Og jeg kom også med til Bornholm Rundt på min almindelige bycykel.

Den første sportslige pengepræmie vandt han faktisk som løber i Etape Bornholm.

– Jeg tror, at jeg fik 1.500 kroner dengang, og så var jeg allerede tættere på at få den racercykel, jeg ønskede mig. Den kostede 5.000 kroner dengang, og mine forældre havde sagt, at de ville betale halvdelen, fortæller cykelrytteren, der således som 12-årig kunne sætte sig i sadlen på den racercykel, han altid havde ønsket sig.

– Det var også der, at jeg kom med i Bornholms Cykelklub.

Mountainbike frem for kirke

Faderen arbejdede for Skat og moderen som ergoterapeut, men de dyrkede også sport i fritiden, der til gengæld ikke gik med kirkegang.

– Jeg kommer ikke fra noget troende hjem, så jeg blev ikke konfirmeret, men fik i stedet de 10.000 kroner, som mine forældre sparede på ikke at holde en konfirmationsfest, og for de penge købte jeg en mountainbike, siger Magnus Cort, som ikke kun fik trænet benmusklerne, men også sine fingerfærdigheder med sin hobby.

– Nede i Bornholms Cykelklub lærte jeg også voksne at kende, som hjalp mig med at reparere min cykel, så kom jeg måske med ned i en af mine venners kælder, hvor min vens far viste mig, hvordan jeg justerede gearene eller bremseklodserne, så det var ikke kun mine forældre, der bakkede mig op.

Sin første rigtige sejr vandt han i Sverige, hvor han som 16-årig deltog i et cykelløb i Skåne, som han vandt, da han kørte alene i mål.

– Det har jeg faktisk aldrig prøvet hverken før eller siden, for mange af mine sejre har jeg ellers siden vundet ved at være stærk i spurten.

Kørte i prikker

Senest vandt han i foråret en etape i Giro d'Italia, som faktisk var den eneste Grand Tour-etapesejr, han manglede.

Tidligere har han nemlig blandt andet vundet hele seks sejre i Vuelta a España og to i Tour de France, hvor han sidste år endda kørte rundt i prikker, da han kørte sig til bjergtrøjen i verdens største cykelløb.

Men det hele startede altså her på øen, hvor han allerede som teenager hurtigt blev bedre til at cykle end sine jævnaldrende, og han deltog i konkurrencer i både landevejsløb og mountainbikeløb. Og han viste sig at have talent for begge dele.

– Jeg fik blandt andet sølv i DM i mountainbike, mens jeg blev blandt de bedste til mit første DM i landevejscykling, hvor der var mange flere med, så det var en god start.

Allerede på efterskolen i Vejle kunne han dog mærke, at det kostede noget at dedikere sig til sin sport.

– Jeg kan ikke lide at gøre noget halvt, så vil jeg hellere lade være, så jeg kunne ikke lade være med at gøre mig umage i skolen samtidig, og det var faktisk hårdt, kan jeg huske. Fordi jeg trænede så meget og også ville lave lektier, var der mange aftener, hvor jeg først følte, at jeg havde fri efter klokken 21, så de sidste måneder af min efterskoletid følte jeg mig meget træt.

Taktik og teknik

Efter efterskolen begyndte han på en cykelmekanikeruddannelse på Falster, hvor han også boede på et skolehjem, så han havde tid til at træne.

– Den hedder bare cykelskolen i folkemunde. Jeg var også ret skoletræt på det tidspunkt, så det virkede også sjovere for mig at rode med cykler end at komme i gymnasiet.

Det var også i den periode, at han valgte at satse mere på racercyklen.

– Mens jeg var på efterskole, satsede jeg mest på mountainbiken, men kørte også landevej. Jeg havde vundet en del løb på mountainbike, men på skolehjemmet begyndte jeg at køre træt i at køre mountainbike, for jeg kunne mærke, at landevejsløbene trak mere.

Hvad er forskellen egentlig på at køre mountainbike og landevejscykelløb?

– Til mountainbikeløb har man ikke det samme taktiske element, som man har på landevejen i forhold til at sidde på hjul og også køre som hold, så mountainbikeløb minder mest om en enkeltstart, hvor man bare skal gennemføre så hurtigt som muligt.

Levede ekstremt spartansk

Selv valgte han også at gå ned i tid på sin læreplads hos en cykelhandler i Lyngby for at gå i udbrud med sin cykelkarriere, som tog mere og mere tid.

– Jeg var jo flyttet hjemmefra, og jeg tjente nærmest intet som lærling, fordi jeg var på nedsat tid for at passe mine cykelløb, så der lærte jeg at leve af store mængder pasta og rugbrød. Der skal jo noget til som cykelrytter, når man forbrænder dobbelt så meget som andre, så der skal spises meget, smiler han.

– Men jeg levede ekstremt spartansk.

Som junior startede han med at køre for cykelholdet ABC, som dækkede de fleste af hans udgifter, men ikke gav ham løn.

– Mine forældre hjalp mig dog også med, hvad der svarer til prisen for et kollegieværelse om måneden, så sammen med min halve lærlingeløn og den smule, jeg fik fra landsholdet, gik det lige.

Som 19-årig kunne han helt droppe sin praktikplads og blev heller aldrig færdig med uddannelsen som cykelmekaniker, da han skrev kontrakt med cykelholdet Cult i 2013. Dengang lød lønnen på 60.000 kroner om året.

– Men det var nok til at droppe uddannelsen, griner han.

– Nu fik jeg også lidt mere fra U23-landsholdet, der gav stipendier, og man kunne komme med ud og køre nogle gode løb.

Samtidig fik jeg også lavet sponsoraftaler med Færgen, Destination Bornholm og Bornholms Brand.

– Og dem havde jeg måske to af om året, hvor de hver gav 10.000 kroner, så jeg kunne købe en bedre cykel, så på den måde kunne jeg med mange bække små måske komme op på 120.000 kroner i årsløn.

– Jeg kan ikke at gøre noget halvt, så vil jeg hellere lade være, siger Magnus Cort.

Kong Cort

Siden er lønnen steget med sejrene.

De sidste ti år har Magnus Cort også været professionel, og nu er han faktisk pludselig blevet den næstældste rytter på sit nye hold Uno-X med masser af erfaring. Og den hurtige bornholmer har længe haft tilnavnet ConCorten eller Kong Cort, som han er blevet kaldt i medierne.

– Jeg ved ikke, hvordan det startede, men det stammer jo fra concordeflyet med c. Concorden er jo et rigtig hurtigt fly, som også kan lyde meget som mit mellemnavn, som jeg også har brugt meget. Og blandt nogle af mine danske cykelkollegaer er jeg også blevet kaldt concorden og altså ikke Kong Cort.

Men der var jo også medier, der kaldte dig Kong Cort, da du kørte i prikker. Hvordan var det?

– Det var kæmpestort.

– Det var jo mere et show end en præstation, fordi jeg jo ikke gik efter at vinde bjergtrøjen i sidste ende, som man normalt vil måle sig på. Men fordi touren er så stor, blev det også stort. Og specielt, fordi den startede i Danmark, vidste jeg, at det ville være rigtig sjovt, hvis det kunne lykkes at få den. Og det gjorde det så også.

Magnus Corts vej

Det gjorde Magnus Cort verdensberømt, og jublen var nærmest ustoppelig her på øen, hvor nogle endda foreslog, at der skulle opkaldes en vej efter den bornholmske cykelrytter.

– Jeg ved ikke, hvor seriøst det var, eller om det bare var en facebooktråd, men det var da sjovt, smiler han.

– Og der kom ufattelig mange gode komplimenter under touren sidste år. Det ville da også være en ære, men det er jo nok lidt svært at få en vej opkaldt efter sig, før man er død, ler han.

Hvad betragter du selv som din største sejr?

– Jeg har vundet to etaper i Tour de France, så det er klart det største. Touren er så meget større end alt andet. Min første etapesejr i Touren i 2018 var nok det største for mig. Der lå jeg om natten og tænkte ”Wow, hvordan gjorde du det?”

Hvordan fejrer du sådan en sejr?

– Man har egentlig ikke ret meget tid til at fejre den, for man skal jo køre igen dagen efter. Så lige den i 2018 var det så om søndagen, så der var hviledag mandag. Men der var jo stadig travlt med pressen, siger han og tilføjer:

– Men man får da et glas champagne om aftenen og sidder lige og skåler med ens hold. De fleste hold har nogle ritualer, hvor mange synger igennem på et fællesråb, så hvis man ikke selv har vundet, kan det være surt at høre de andre hold råbe på hotellet.

Brænder stadig for sporten

Men det er sejrene, der ofte afgøres på splitsekunder, man husker, fortæller han.

– Jeg vandt allerede et par professionelle sejre, før jeg blev rigtig professionel. Og i 2016 vandt jeg to etaper i Vuelta a España, som bliver cyklet på øverste niveau. Så det var helt sikkert også nyt og anderledes, og et stort skridt i karrieren lige pludselig at vinde de to etaper. Min første etapesejr var selvfølgelig en særlig oplevelse, men at vinde to etaper i så stort et løb som ung, var selvfølgelig i sig selv fantastisk.

Magnus Cort ser forskrækket op, da der pludselig lyder et bump i stuen.

– Hold da op. Der var en fugl, der fløj ind i ruden, siger han og ser mod vinduet, hvor en fugl altså er fløjet galt på sin rute.

Selv har Magnus Cort også prøvet at komme til skade på sine cykelruter.

– Jeg har haft lidt skader og brækket mine kraveben et par gange. Men jeg har ikke haft så store uheld, at jeg har tænkt, om jeg kunne komme tilbage eller ej. Det har måske højst sat mig ud af spillet otte uger, og så er jeg kommet tilbage, siger han, mens et smil cykler hen over ansigtet.

– Med årene er det også blevet lidt et arbejde, som nogle gange kan være en fordel. Hvis det så regner og er lidt surt, så kan jeg også godt minde mig selv om, at det er okay, nu skal jeg ud på arbejde. Jeg er ikke på vej ud, fordi det er det her, jeg vil. Hvis der ikke var penge i det, og man skulle hutle sig igennem tilværelsen, så havde jeg sikkert på et eller andet tidspunkt tænkt, at nu er det hårdt, siger han.

– Men nej, lysten kommer jo altid tilbage, og jeg glæder mig meget til at komme i gang igen allerede. Jeg kommer sikkert til at køre allerede slut januar eller begyndelsen af februar, men jeg har ikke helt styr på, hvornår jeg starter, siger cykelrytteren, der altså bliver boende i bjergstaten Andorra i Sydeuropa, hvor der både er gode bjerge og bedre klima til at træne hele året, selvom han nu har skrevet ny 3-årig kontrakt med det norske hold Uno-X.

– Vi skal alligevel flyve rundt til alle cykelløbene, så det er ikke anderledes, forklarer han.

En ny tid på Uno-X

Allerede i december skal han på træningslejr med sit nye hold, som på papiret er et dårligere hold, men der er flere grunde til, at han skifter, forklarer han.

– Det er et lidt mindre hold, men det er på vej frem. Der er store ambitioner, så det bliver spændende at være en del af. Det er sådan norsk-dansk, så de har også en del danskere, både ryttere og i staben, så det bliver også sjovt at prøve at komme hjem. I Danmark har vi kun ét cykelløb på det niveau. Danmark Rundt. Men jeg kommer helt sikkert også til at køre de danske mesterskaber. Og så kører de jo også de cykelløb, der er i Norge i den højeste kategori, så det kan jo godt være, jeg kommer til Norge.

I år havde han 82 løbsdage, men de fleste træningsdage hjemme i Andorra begynder på samme måde.

– Jeg står måske op klokken 8.45 og kører ud klokken 10. Nogle gange kører jeg alene, og andre gange kører jeg med andre, som jeg har en aftale med, så det passer med, at vi kan køre sammen, for der er altid lagt et træningsprogram for mig. Og jeg træner typisk mellem fire og seks timer.

I træk?

– Ja, i træk. Nogle kan godt lide at tage et kaffestop, hvor du sidder på en café og får en lille bolle og en kaffe. Men jeg kan bedst lide at køre i ét stræk, siger den bornholmske cykelrytter, der dog typisk cykler forbi en tankstation for at lade mad- og drikkereserverne lidt op.

– Det er begrænset, hvad du kan have i lommerne, og du skal have fyldt dunken med noget mere at drikke. Men når jeg har kørt den tur, er arbejdsdagen sådan set færdig. Så kan der være småting, der skal svares på eller koordineres. Jeg er også med i et antidopingtestprogram, hvor der altid skal stå, hvor jeg sover, og de uden varsel kan komme og teste det.

Kæreste gennem cykling

Sidste år var der dog også tid til at finde en kæreste, der faktisk er lillesøster til en af hans norske cykelkammerater i Andorra.

Hun bor stadig i Norge, og det er nok det værste ved at leve, som han gør, fortæller han.

– Nu bliver det vinter, så det vil ikke være nemt for mig at tage derop. For så er det svært at træne. Men jeg kender hende gennem hendes bror, som også er cykelrytter og bor i Girona, så i år skal vi holde jul sammen der. Men jeg savner da at have lidt mere tid med min kæreste, som jeg fandt sammen med sidste år. Det er måske lidt tilfældigt, at jeg netop fandt en norsk kæreste, men det kan være, at det har gjort, at det ikke har skræmt mig at skulle til et norsk hold. Så det sidste år har jeg også pendlet lidt derfra og tilbage.

Hvad er det bedste ved dit specielle liv som cykelrytter?

– Det tror jeg er friheden, smiler han og tilføjer, at friheden dog også har sine begrænsninger.

– For samtidig er man ekstremt bundet op. For selv når jeg er hjemme fra træning, er der mange ting, jeg ikke kan. Jeg kan ikke gå ud og gå en lang, lang tur i bjergene, hvis jeg har lyst til det. Typisk er jeg også lidt træt, så det kommer naturligt. Men jeg lever et liv, hvor jeg ligesom under et cykelløb skal sørge for at spare på kræfterne, når jeg kan. Og man træner jo til grænsen. Man kan godt gå i overtræning, hvor det går den gale vej.

Udenfor sæsonen

Hvad får du så tiden til at gå med i din fritid?

– Jeg ser meget fjernsyn, og så kan jeg jo ses med andre cykelryttere, som jeg også har tid til at tage over til. Så mødes vi og spiser sammen, både hjemme og ude på restauranter.

Blandt venners lag er han ikke kun kendt som Concorten, men også en festlig fyr, der kan sætte en stemning, selvom han også kan virke som en meget rolig fyr.

– Når jeg er i en mindre gruppe med folk, jeg kender godt, og vi har det sjovt, så kan jeg godt hænge på væggen og føre taktstokken, siger han.

Som professionel cykelrytter er det dog begrænset, hvad det bliver til af fest, for i sæsonen må der ikke drikkes, og alderen har også sat en dæmper på det vilde festgen, fortæller han.

– Festsæsonen er egentlig fra oktober til januar. Det dyrker jeg ikke så meget mere, men da jeg var yngre, havde jeg festerne linet op, også med andre cykelryttere, griner han.

– Det var altid vildt, for hvis man var en hel gruppe, der havde gået og sparet op til at give den gas, kunne det kun blive vildt. Men nu har jeg haft fri i tre uger og kun været til to fester, fortæller den nu 30-årige cykelrytter.

Hvis du så skal skeje ud madmæssigt, hvad spiser du så?

– Jeg kan godt lide is. Med is tager jeg mig lidt frihed til at spise lidt mere. Så bliver det også chips og burger og pizza. Men både burger og pizza kan jeg også godt spise i sæsonen. Det kommer også an på, hvordan man laver det.

Vil stoppe på toppen

Når han som nu har fri fra sæsonen kan han dog også stadig godt lide at bevæge sig på lange ture.

– Jeg kan godt lide at vandre længere ind i naturen eller ud på ski om vinteren, gå op til en eller anden top på ski, og kunne sidde deroppe og spise en frokost på spidsen af et bjerg, på nogle ski. Det synes jeg er ret vildt at kunne gøre. Det er ret fedt, siger den bornholmske cykelrytter, som langtfra er færdig med at cykle.

Nu har han foreløbig skrevet kontrakt for de næste tre år og kunne sagtens forestille sig at skrive endnu en kontrakt bagefter.

Hvad drømmer du om at nå på to hjul?

– Jeg drømmer jo stadig om nogle flere sejre, men jeg har ikke store drømme om, at der lige pludselig sker helt vilde fremskridt, og at jeg vinder mange af de allerstørste endagsløb. Omvendt skal der heller ikke ret meget til, at man går fra at vinde 3-4 sejre, som jeg har gjort de sidste par år, til at du lige pludselig vinder 10 af den samme type cykelløb, siger han og smiler forhåbningsfuldt.

– Så jeg drømmer om at knække koden, eller at jeg lige finder de sidste to procent, der gør, at jeg pludselig kører en sæson, hvor jeg vinder 10 løb. Nu kommer jeg til et lidt mindre hold, men så får jeg typisk mere opbakning, og det er et hold, der er på vej frem, så jeg ser det ikke som nogen svaghed, at det er mindre på papiret. Så jeg håber, at der er mange gode sejre endnu til mig, siger han og tilføjer med lys i øjnene:

– Men jeg kunne godt tænke mig at stoppe på toppen.

Hvad vil du lave, når du ikke skal cykle professionelt længere?

– Det ved jeg ikke, jeg har jo ingen uddannelse. Jeg kan jo altid reparere cykler, ler han.

– Det tror jeg nu ikke, det ender med, men det må fremtiden vise.

Drømmer du også om at stifte familie?

– Ja, med årene. Min kæreste og jeg bor jo stadig hver for sig. Hun er også lidt yngre end mig, så det er ikke sådan, at vi har travlt med det. Jeg tror, at det vil passe mig fint, når jeg er færdig med at cykle, så der måske bliver tid til at lære en anden at cykle.

Magnus Cort

Født 1993 i København, men opvokset på Bornholm.

Professionel cykelrytter siden 2013. Tiltræder 1. januar i 2024 på det norske cykelhold Uno-X.

11 gange har han kørt med i en Grand tour - to i Giro d'Italia, fem i Tour de France og fire i Vuelta a España. Og han har vundet hele ni etaper i den sammenhæng - en i Giro d'Italia, to i Tour de France og seks i Vuelta a España.

I alt har han haft 26 sejre som professionel.