Jannie Buch Thorborgs arbejdsdag starter klokken 7 og slutter klokken 22

Jannie Buch Thorborg startede sin første virksomhed, mens hun var på barsel, og hun har med succes startet firmaer i både Tyskland, Thailand og Spanien, før hun faldt for Martin Thorborg og Gudhjem, hvor et nyt erhvervseventyr begyndte. Men som barn og ung oplevede hun også store kriser på grund af selvhad og faderens druk.

Kun én enkelt gang havde Jannie Buch Thorborg været på Bornholm, før hun mødte sin mand Martin Thorborg, der havde sommerhus i Gudhjem. Hun blev straks solgt til øen – især Gudhjem. Men det var faktisk en gammel dansk børneserie, der gjorde udfaldet, da hun købte sin første ejendom i den bornholmske bjergby, hvor hun hurtigt blev indehaver af butikken Førder.

– Det lyder måske lidt underligt, men jeg er stor fan af Sonja fra Saxogade, og i et af afsnittene er hun jo på Bornholm og løber op og ned ad gaderne i Gudhjem. En dag så jeg butikken her, hvor hun køber et askebæger med hestehoved. Så tænkte jeg: ”Den butik skal jeg have”.

Sådan blev det, og inden længe havde den selvstændige forretningskvinde også købt sig ind i mandens sommerhus. Og det blev blot begyndelsen for parret, der siden har satset alt på Bornholm.

Førder for både mænd og kvinder

Jannie Buch Thorborg sidder i skyggen under et stort figentræ ved et af de sorte træborde, som hører til udendørsområdet ved pastarestauranten LAUV, da hun fortæller om det forretningseventyr, hun både selv og sammen med sin mand Martin Thorborg har begivet sig ud i for kun lidt over et år siden. Restauranten, vi sidder ved, er det seneste skud på det fælles forretningstræ, som parret har plantet i Gudhjem. Udover det nye spisested, som de tilsammen ejer halvdelen af, er de også ejere af både Hotel Klippen og Therns Hotel. Men forretningen Førder, der ligesom det nye spisested og Therns Hotel ligger midt på byens stejle hovedgade, er hendes eget projekt, fortæller hun. Og selvom butiksruderne viser andet end diverse pynte- og brugsting, som dengang karakteren Sonja fra Saxogade købte et askebæger til sin mor i fødselsdagsgave for 2,75 kroner, er der stadig et særligt finurligt spænd i sortimentet. For udover modetøj til kvinder sælger butikken blandt andet bornholmsk spiritus, og det er der en helt særlig pointe med, forklarer hun.

– Jeg oplevede, at mænd kom ind og sagde: ”Kom nu, kom nu” til kvinderne, og så begyndte jeg at tage noget bornholmsk sprut ind, som gin og vodka, og har sidenhen udvidet med andre bornholmske varer, så det blev cool. Det har fungeret rigtig godt. For nu er der ikke nogen, der rykker i hinanden for at komme væk fra butikken. I stedet bruger de tid her, der er ikke noget stress, og de kan begge to finde noget, fortæller hun glad og tilføjer:

– Det er ikke, fordi kvinderne ikke køber sprut, men mændene køber i hvert fald ikke kjoler, smiler forretningsejeren.

Hvordan kom du på butikkens navn, Førder?

– Jamen, jeg kendte jo ikke ordet, før jeg kom herover, men rent grafisk, synes jeg, det er flot, og så betyder det, at man er tilflytter, og jeg er selv blevet kaldt for førder.

Barndomsdrøm at drive hotel

Selvom det kun er på Bornholm, at hun er blevet kaldt for førder, har Janni Buch Thorborg været tilflytter adskillige gange gennem hele sit voksenliv, blandt andet i Tyskland, Thailand og Spanien, men også som barn, hvor hun sammen med sin nu succesfulde storebror, forretningsmanden Jesper Buch, voksede op i både Vamdrup og det vestjyske.

– Da jeg var lille, havde vores forældre en overgang sæsonforretninger i Blåvand, hvor de udover et hotel drev to restauranter og et diskotek, som var meget populært, fortæller Janni Buch Thorborg, der på den måde fik hotel- og restaurationsbranchen ind under huden fra en tidlig alder.

– Jeg syntes, det var sjovt, og hjalp for eksempel med at vaske op. Jeg har altid været med. Og det var meget spændende, kan jeg huske. Jeg elskede det.

Hun smiler.

– Jeg følte jo, jeg var en del af det.

– Det var ligesom en stor familie, hvor alle medarbejderne også boede der. Det er lidt det samme, vi har her, siger hun og kaster et blik rundt.

– Jeg har ikke haft drømmen om restauration, men jeg har altid haft drømmen om at få mit eget hotel, siger hun.

– ALTID.

Derfor var hun heller ikke længe om at slå til, da muligheden for at blive hotelejer på Bornholm pludselig var indenfor rækkevidde.

– Jeg har jo været iværksætter i mange år og har haft forskellige virksomheder og sparet lidt sammen, så nu var der noget, som kunne lade sig gøre, og jeg sammen med Martin kunne komme til for penge, siger hotelejeren.

Min far var jurist, men gad det ikke rigtig. Han havde virksomheder mange gange. Problemet var bare, at han drak, så han smadrede altid sine virksomheder. Foto: Berit Hvassum

Faderens druk

Forældrenes hoteleventyr varede imidlertid kun tre sæsoner, før det gik galt, og de blev skilt.

– Min mor er egentlig sygeplejerske, og min far var jurist, men gad det ikke rigtig. Han havde virksomheder mange gange. Problemet var bare, at han drak, så han smadrede altid sine virksomheder.

Det samme mønster gentog sig i Blåvand, forklarer hun.

– Så det har måske ikke lige været den sjoveste barndom, siger hun og griner kort.

Hvordan påvirkede det sig som barn? Var du utryg?

– Ja meget. Men børn er jo så loyale. Jeg tog over til ham troligt hver uge og var der. Og jeg sad jo bare på et værtshus, siger hun og holder blikket.

– Altid. Jeg sad og sov op ad en væg, jeg kan stadig huske strukturen i den.

Hun smiler afværgende.

– Men jeg sagde det jo ikke til min mor. Jeg har jo ikke sagt det til nogen!

Vidste din mor heller ikke, hvor slemt det stod til?

– Nej ikke så slemt, og jeg klandrer slet ikke hende. Hun kunne ikke have gjort det anderledes.

– Men når man tænker tilbage bagefter, så virker det mærkeligt, at der ikke var nogen, der sagde noget. Men det var også en anden tid. Det var ikke sket i dag. Så var der nogen, der havde sagt: Hey, gå lige hjem med det barn!

Men har den modgang, du har oplevet, så gjort dig stærkere?

– Altså, jeg er meget stædig, og jeg giver ikke op. Men jeg ved ikke, om det skyldes det, for jeg har ligesom ikke prøvet andet, siger hun og griner.

– Jeg har ikke ondt af mig selv eller noget. Og jeg føler ikke, jeg har haft en dårlig barndom på den måde, men det kan jeg jo godt se i forhold til andre, at det har jeg nok.

– Men der ligger som regel også en trist barndomshistorie bag de andre gode iværksættere, jeg kender. Det giver åbenbart et eller andet… drive, tror jeg.

Støttet af storebroren

Bag faderens druk fandtes der også en mand med stort drive.

– Min far husker jeg lidt sløret, for det har nok ikke været hele hans personlighed, jeg har set. Han var faktisk meget struktureret, og det har jeg arvet fra ham, hvor min mor er lidt mere hippieagtig. Men min mor er meget, meget stærkere, så jeg føler, jeg har taget det bedste fra dem begge, siger hun og smiler.

– Udefra var det min far, der var den store mand, der kunne det hele, men når jeg sidder bagefter og tænker over det, så var det rent faktisk min mor, der var den seje. Og den entreprenante. Hun har også selv haft hotel i Tyskland senere. Hvis der er nogen udfordringer her, så flyver hun over med det samme. Så hende trækker jeg rigtig meget på. Min far han er så død nu af druk, siger hun og tilføjer:

– Han døde for seks-syv år siden. Han var kvartalsdranker, men der blev kortere og kortere mellem hans drukperioder. Og det ødelagde alt. Han var dygtig til mange ting, så han kunne arbejde sig op til at få succes, og så smadrede han det hver gang. Så blev han bare væk og gik helt i sump. Det var ærgerligt.

Mens faderen til tider sejlede i druk, fandt hun tidligt en klippe i sin storebror, som stadig er en af hendes bedste venner.

– Da vi var små, gav det mig noget tryghed, at han altid var der. Og han forstår de ting, vi nu har været igennem. Man behøver ikke forklare ham noget. Og så har han jo altid troet på, at jeg kan selv. Han har heller aldrig hjulpet mig økonomisk. For han har altid sagt: ”Jannie, du kan jo godt selv”. Det, synes jeg, er fedt.

Sparrer I også med hinanden som forretningsfolk i dag?

– Helt ærligt, ikke særlig meget, og det gør Martin og Jesper heller ikke, og vi er rigtig meget sammen. Men vi har det simpelthen sådan, at vi ikke orker snakke om arbejde.

– Så skal vi bare hygge os og have det sjovt. Selvfølgelig hvis der er et eller andet helt vildt eller en krise eller en mediestorm, så ringer vi, men ellers nej.

Følte sig som en fiasko

Der gik en del år, før Jannie opdagede, at hun faktisk havde et godt forretnings-gen.

– Jeg gik i gymnasiet i Kolding, men droppede ud i 2. g. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg vil sige, at mit selvværd var helt nede at skrabe bunden. Jeg troede ikke, jeg kunne finde ud af noget. Og når jeg skulle sove, lå jeg tit og tænkte på, hvor elendig jeg var. Jeg ville ønske, at jeg havde været mindre hård ved mig selv dengang. Men som teenager og ung var jeg meget fyldt med selvhad. Da jeg senere blev selvstændig, syntes jeg heller ikke, at det var noget i forhold til Jesper, som allerede dengang havde fået stor succes med Just Eat, der nærmest var blevet en milliardforretning. Men jeg har aldrig været misundelig på ham og altid været stolt af ham, og i dag har jeg lært at være stolt af de ting, jeg selv har udrettet, siger hun og hæver stemmen lidt.

– Det vigtigste er at være glad.

For at være glad giver tilværelsen mening, mener hun.

– Jeg synes bare, det skal være sjovt. Jeg vil gerne have det sjovt med de ting, jeg laver.

Arbejdsglæden fandt hun også tidligt, da moderen lærte hende at arbejde sig ud af alle kriser. Tidligt blev både hun selv og Jesper Buch opdraget til at tage fritidsarbejde. Efter Jannie Buch Thorborg droppede ud af gymnasiet, arbejdede hun for eksempel også i en bager, hun i forvejen tjente sine lommepenge hos, resten af året, inden hun tog resten af sin ungdomsuddannelse på HF.

– Det var fint nok, men selvfølgelig et nederlag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, og min mor var jo sygeplejerske, så det begyndte jeg at læse til og troede, det var det, jeg skulle, siger hun og ser op.

– Men jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne lide mennesker, siger hun og griner let forlegen.

– Den der kontakt var ikke lige mig. Jeg kan godt lide naturvidenskab, men det holdt jo ikke. Det var slet ikke mig.

Blev datamatiker og powerwoman

Til gengæld har hun altid været glad for elektronik og valgte at skifte spor til en it-uddannelse.

– Jeg tog en fem-årig datateknikeruddannelse og fik ret hurtigt job som it-chef i en kemi-virksomhed i Kolding, og jeg ELSKEDE det. Virkelig, fortæller den it-kyndige, som dengang havde lagt hotel-drømmen lidt på is. Det var først, da hun var på barsel med sin i dag 13-årige søn, at hendes entreprenante side for alvor blev vakt til live, mens hun var flyttet til Flensborg med sin daværende mand, der havde startet sin egen virksomhed der.

– Jeg gik selv på barsel og kedede mig. For jeg havde sådan et barn, som sov altid og aldrig græd. Og så startede jeg faktisk min første virksomhed der. Vi købte en stor ejendom, som vi havde en drøm om at gøre til et hotel sammen med min mor. Og så skulle vi bruge nogle møbler. Og så fandt jeg en fed fabrik, der producerede nogle cool ting i Kina, og så rejste jeg derud, griner hun.

– Og så var der nogle andre af vores bekendte, der også skulle have noget med, så kunne jeg samle en halv container. Fragten er jo det dyre. Det endte med at blive en ret god forretning for mig. Jeg lavede derfor også en webshop og så begyndte jeg at tjene rigtig mange penge, og så endte det med, at vi flyttede til Asien på grund af det.

– Vi gad ikke bo i Kina, men boede så i Thailand. Og det var gået op i hat og briller med det der hotelprojekt med min mor. Der var for mange uenigheder, så jeg gad ikke blive uvenner, så vi trak os ud af det og flyttede vi til Thailand, hvor jeg drev min møbelforretning og producerede skandinavisk designede møbler til hoteller derude. Det kan hele verden lide. Sydøstasien og specielt Korea købte vildt meget til hoteller og sådan noget.

Med tiden kørte hun efter seks år dog både sur i ægteskabet og møbeleventyret.

– Der var ikke noget drama, vi voksede bare fra hinanden. Så det er den korte version.

Jannie Buch Thorborg flyttede først hjem til sin mor i Tyskland og så ned til sin bror i Spanien, mens hendes søn tidligt blev vant til at flyve alene mellem forældrene som et globalt skilsmissebarn.

– Jeg vidste heller ikke selv, hvor jeg ville være. Jeg var helt rodløs. Men også i Spanien startede jeg en virksomhed, hvor jeg lejede villaer ud i Spanien og Frankrig. Det startede faktisk, fordi Jesper spurgte, om jeg ikke kunne udleje hans hus. Han har sådan et kæmpe hus og ville gerne flytte til Danmark. Og jeg fortsatte også med min udlejningsvirksomhed, efter jeg selv flyttede hjem til Danmark. Der var megagode penge i det, men jeg brændte aldrig rigtig for det.

– Jeg troede ikke, jeg kunne finde ud af noget. Og når jeg skulle sove, lå jeg tit og tænkte på, hvor elendig jeg var. Jeg ville ønske, at jeg havde været mindre hård ved mig selv dengang. Men som teenager og ung var jeg meget fyldt med selvhad. Foto: Berit Hvassum

Arbejder for meget

Til gengæld mødte hun også gennem sin bror Martin Thorborg, og gennem ham fandt hun en vej i livet – og til Bornholm. Parret har stadig et hus i Skodsborg, men var det ikke for Martins store børn, hvis mor bor i Lyngby, var hun klar til at blive helårsførder.

Hvad var det ved Gudhjem, du faldt for?

– Jeg synes uden tvivl, det er den hyggeligste by på Bornholm. Selvfølgelig er der klipperne, jeg kan godt lide den rå, kuperede natur, og så er det også så nuttet med husene, det er så dukkebyagtigt, og så det med Sonja, smiler hun.

Hvad med bornholmerne?

– De er også fantastiske. Vi er blevet taget virkelig varmt imod. Men jeg kan mærke, at der også her er en del, der har fordomme overfor mig, som om jeg har aldrig har skullet arbejde for noget. Og især på de sociale medier er jeg blevet kaldt mange grimme ting. Engang undersøgte jeg, hvem der havde skrevet, at jeg var grim kælling, og så var det en ellers sød bornholmsk dame, der lige havde bagt boller til sine børnebørn. Den slags forstår jeg ikke, men jeg tror måske ikke, at folk tænker over, at der sidder et menneske bag dem, de skriver om på nettet.

Folk på Facebook burde også vide, at Jannie Buch Thorborg ikke er kommet sovende til sin succes. Arbejdsdagen starter typisk allerede klokken 7 om morgen med de første mails og slutter ofte først ved 21-22-tiden ved computeren.

– Men Martin gør det samme. Så ligger vi i sofaen og så ligger vi lige og laver noget instagram for forretningen eller svarer lige en mail eller man tager lige en telefon. Sådan er vores liv bare.

Så I forstår hinanden?

– Ja, så der er ikke noget ballade der. Heldigvis. Og hvis vi tager på ferie, så ligger vi, hvis det er sådan en afslappende ferie, ved poolen efter morgenmaden og arbejder lidt i fire timer, men jeg hygger mig faktisk med det. Og han gør jo det samme. Nogle gange sidder vi med cocktails og arbejder og laver strategier, siger hun med en mild latter.

– Sådan er det bare. Men så kan vi til gengæld rejse mange gange om året, og det gør vi også. Vi har aldrig helt fri. Men det tror jeg faktisk, jeg kan få for første gang, for det jeg laver nu det lukker jo fuldstændig om vinteren. Så jeg tror måske, jeg kan tage en hel uges ferie for første gang siden 2008, hvor jeg startede den første virksomhed.

– Jeg synes, vi arbejder alt for meget lige nu. Men lige nu er det også første år, det er start up, sådan er det, og det er kvalmende meget, jeg arbejder.

Men du arbejder også fra København?

– Ja. Fra morgen til sen aften kan jeg bare sidde og besvare emails for eksempel. Jeg har SÅ meget. Men jeg har kun det her på Bornholm. Jeg er ved at udtænke en strategi, så jeg ikke skal være så meget på næste år. Egentlig egner jeg mig heller ikke til at stå i butik, når jeg er så introvert. Jeg kan godt, men andre kan klare det bedre end mig. Og som chef kan jeg også godt lide at vise folk tillid. Så jeg kan selv være lidt mere strategisk i min tilgang til forretningerne og udvikle dem på en federe måde, for jeg kan heller ikke holde til at arbejde så meget – eller det kan jeg måske godt. Men det vil jeg ikke.

Har du nogensinde været ved at knække sammen af stress…?

– Det tror jeg ikke, siger hun og tøver.

– Jeg bare får nogle følelsesudbrud, griner hun og tilføjer.

– Ikke over for mine ansatte, men mere over for Martin eller mig selv, hvor jeg hyler og skriger, og så er det ligesom bare ovre og så videre.

Hvad er det vigtigste for at blive en god iværksætter?

– Man skal synes, det er sjovt. Det er klart det vigtigste. Man skal ikke gøre det for pengene.

– Selvfølgelig er det heller ikke sjovt at lave noget, man ikke kan tjene penge på, men der er helt sikkert mange andre kedeligere ting, som ville kunne give meget mere og være nemmere for os end at drive forretning i Gudhjem. Men det her er et hjerteprojekt.

Hvad er det gode for dig liv?

– Det er, når der er en god balance mellem arbejde og fritid og familie, og det er der ikke lige nu, griner hun.

– Men jeg planlægger det gode liv, så det bliver godt til næste år – måske.

 

Blå bog

Jannie Buch Thorborg. Født 1982.

Ejer af butikken Førder i Gudhjem og medejer af hotel Klippen, hotel Therns og restauranten Lauv. Uddannet it-datamatiker. Har arbejdet som it- chef, ligesom hun desuden tidligere har haft egne virksomheder, hvor hun har solgt møbler og udlejet feriehuse.

Privat er hun gift med Martin Thorborg. Mor til søn fra et tidligere ægteskab og har to bonusbørn med Martin.