Hun bringer mere etik ind i sygeplejeuddannelsen

For Kirstine Rosendal er det vigtigt, at uddannelse til sygeplejerske rummer mere end den fysiske behandling.

Jeg kan forstå, du netop er blevet færdig med et stort projekt. Hvad er det, du har lavet?

– Jeg har skrevet en ph.d.-afhandling, som har undersøgt, hvordan det er at være gammel og så være helt afhængig af hjælp til at pleje kroppen. Altså for eksempel det at få hjælp til at komme i bad eller på toilettet eller få skiftet en ble. Den forskning har jeg lavet her på Bornholm de sidste fire år, og så har jeg lige været oppe at forsvare afhandlingen på Roskilde Universitet.

Hvordan kan det være, at du har kastet dig over det emne?

– Både fordi jeg er sygeplejerske, og det at hjælpe mennesker med at pleje kroppen, det er sådan en central del af sygeplejen, og fordi der sker også nogle forandringer inden for sygeplejefaget, som gør, at det måske er det ikke altid sygeplejersker, der laver kropsplejen mere. Det er ofte andre faggrupper, så der er også nogle diskussioner inden for vores fag, om kropsplejen hører til sygeplejen. Det er ofte svært at få tid til at udfolde den sygepleje, man gerne vil. Så det har været et ret spændende område at dykke ned i. Og så er det jo, fordi vi alle sammen på et eller andet tidspunkt, når vi bliver gamle, mere eller mindre får brug for hjælp.

Hvad har du så fundet ud af?

– Det at være gammel og afhængig af hjælp, det handler ikke kun om, at det er en sygeplejerske eller en social- og sundhedshjælper eller assistent og den gamle person, der er sammen. Der er også en masse ydre forhold, som påvirker den pleje. Hvor foregår den henne? Er det eksempelvis i eget hjem, eller er det på hospitalet? Hvordan er rammerne? De politiske og økonomiske rammer påvirker jo også de muligheder, der er. Og så er der jo også en masse forestillinger om, hvordan man skal være som gammel, og det påvirker også den måde, plejen bliver udført på. Og det er der måske ikke altid så meget fokus på, fordi man politisk nogle gange har meget store idealer om, hvad værdighed og selvbestemmelse er, men nogle gange vanskeliggør rammerne måske både de ældre og personalets muligheder for at yde den rigtige omsorg, de gerne vil.

Hvad underviser du i?

– Jeg har både filosofi, etik og videnskabsteori, og så har jeg også den sygepleje, der er, når man er i livets sidste fase. Det, der hedder palliation.

Hvordan kan det være, at du har valgt de områder?

– I forhold til etik og filosofi er det fordi, at jeg tidligere har læst teologi. Og så sidder jeg også med i det, der hedder Sygeplejeetisk Råd i Danmark, hvor vi sidder ti medlemmer, som beskæftiger os med etik inden for sygepleje. Derfor giver det mening, at jeg underviser i etik. Og videnskabsteorien, det er jo både i kraft af, at jeg har haft meget af det på mit studie, og også meget af det i min ph.d.

Hvor lang tid læste du teologi?

– Det endte jeg faktisk med at gøre i næsten fem år.

Hvordan kan det være, at du skiftede studie?

– Jeg havde brug for den tætte relation med patienter og borgere. Jeg ved også godt, at man har relationer med mennesker inden for teologien, men jeg synes, at den hverdag som sygeplejerske, den tiltalte mig. Og også fordi, at jeg havde nogle eksistentielle overvejelser om, hvad tro er, og der kunne jeg ikke lige på daværende tidspunkt se mig selv som præst.

Hvad kunne du bruge fra din teologiske viden som sygeplejerske?

– Jamen, det er jo det med, at mennesket også på en eller anden måde har en åndelig eller eksistentiel dimension. Altså når man bliver syg eller truet på livet, så bliver man også truet på eksistensen. Så det er også det, at man som sygeplejerske tør tage de samtaler om det, der er svært i livet. Og det er ikke kun samtaler om Gud eller troen, men det kan også være med dem, der ikke er troende. Fordi man vil som oftest have nogle overvejelser, når man bliver alvorligt syg. Hvad er meningen med livet? Hvorfor er det for eksempel lige mig, der er blevet ramt? Og de overvejelser kan for nogen udspringe af noget religiøst, og for andre noget ikke-religiøst. Men jeg tænker stadig, at det er en vigtig del af sygeplejen at kunne gå i dialog med de mennesker, der har brug for det.

Hvornår blev du færdig som sygeplejerske?

– I 2004. Så var jeg et år på en akutmodtageafdeling på Bispebjerg Hospital, og så har jeg været næsten fire år på neonatal, altså for tidligt fødte, på Rigshospitalet. Så flyttede vi til Aarhus, hvor jeg var vikar som hjemmesygeplejerske. Derefter læste jeg en kandidat, og siden da har jeg faktisk ikke arbejdet som klinisk sygeplejerske, men jeg har beskæftiget mig med det som underviser.

Hvad har det været for en kandidatgrad?

– I sygeplejerskevidenskab. Og den kunne man kun læse i Aarhus dengang.

Hvordan kan det være, I flyttede til Bornholm?

– Jeg er født i Svaneke. Så var der en stilling på sygeplejeskolen, og så synes vi også, at det var tiltrækkende med naturen herovre. Der er et eller andet særligt ved Bornholm, så derfor flyttede vi hertil. Min mand er fra Aarhus, men han flyttede med til Bornholm. Det er ikke alle, der vil synes om det, men han er glad for det og arbejder i Bornholms Regionskommune.

Hvad laver du, når du har fri?

– Når jeg har tid, så vinterbader jeg. Vi er en gruppe, der bader hver morgen klokken 8. Det gør jeg i weekenderne. De fleste er pensionister. Jeg er 52 år gammel og en af de yngste. Der har vi et rigtig fint lille fællesskab; det der med at sidde og kigge ud over havet og snakke.

Hvad kunne du tænke dig at arbejde med, hvis det skulle være noget helt andet?

– Ja, så skulle det være et job, hvor jeg var mere i naturen, og hvor jeg brugte hovedet lidt mindre.

Bliver I boende her på Bornholm?

– Det ved jeg ikke helt. Det afhænger jo også lidt af, hvor vores børn ender henne. Men jeg vil meget gerne være tæt på havet. Det er en vigtig del af mit liv; at være tæt på vandet.

Kirstine Rosendal

Lektor på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole

52 år gammel

Gift med Bo, sammen har de to børn på 17 og 13 år