Respekteret logebroder er død

MINDEORD | Fredag 20. december 2024 • 19:00
Af:
Morten Munk
MINDEORD | Fredag 20. december 2024 • 19:00

Erling Vagn Andersen var med i Odd Fellow i Rønne i 46 år.

Overmester Morten Munk, Odd Fellow Broderloge Burgundarholm i Rønne, skriver i anledning af Erling Vagn Andersens død:

Søndag den 15. december modtog vi den triste meddelelse, at vores kære logebroder Erling Vagn Andersen var afgået ved døden.

Erling Vagn Andersen blev indviet i Odd Fellow Ordenen den 16. marts 1978 og var lige fra sin optagelse en meget engageret person, der var optaget af ordenens formålsparagraf og etik, hvorfor han ret hurtigt bestred flere af logens embeder og var medlem af flere udvalg.

Erling Vagn Andersen var en personlighed og et meget venligt og omgængeligt menneske om hvem der altid stod respekt og ligeledes et menneske, der fastholdt de gamle normer og skikke i ordenen.

Men han var samtidig også en person, der var meget selskabelig anlagt og kunne være lunefuld og humoristisk i et selskab og ret spontant holde en underholdende tale eller fortælle en vits passende til lejligheden.

Det var ikke blot Odd Fellow ordenen, der havde hans store interesse. Det bør også nævnes, at en af de andre fritidsaktiviteter, der blev hans store interesse, var hans engagement i Rønne Skydeselskab, hvor han var særdeles aktiv, derudover var han medlem af Metodistkirken.

Erling Vagn Andersen var en flittigt mødende broder i Odd Fellowlogen.

Odd Fellow ordenen på Bornholm vil savne Erling Vagn Andersen

Erling Vagn Andersen, du skal have tak for din indsats for Odd Fellow sagen og vores loge gennem 46 år, og vore tanker vil være hos den nærmeste familie.

Æret være Erling Vagn Andersens minde.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT