Fie og Carsten laver hvert år overskud på op til 100.000 kroner

Fie og Carsten laver hvert år overskud på op til 100.000 kroner
Fie og Carsten Olin bruger tre dage om ugen på arbejdet i Hasle IF's bankoafdeling. Privatfoto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 27. MAR 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
DAGENS NAVN | ABONNENT
27. MAR 2023 • 05:30

Fie og Carsten Olin er blevet kåret som årets ledere i Hasle IF for deres store indsats for bankoafdelingen, som de har stået i spidsen for siden 2011. Banko er så populært i byen, at overskuddet hvert år ligger mellem 60.000 og 100.000 kroner.

Hvordan fik du og Carsten Interesse for banko?

– For mit vedkommende startede det for rigtig mange år siden, da jeg var ved at uddanne mig til social- og sundhedshjælper. Jeg havde nogle klassekammerater, som gik til banko, og de spurgte mig, om jeg ville med. Selvom jeg var en del år yngre end dem, så tog jeg med, og så var det egentlig meget sjovt. Og så fortsatte det ligesom, og så mødte jeg Carsten for 22-24 år siden, og så startede han også til banko.

I overtog lederskabet i bankoafdelingen i 2011 sammen med Birthe Pedersen og Lene Ipsen, da Mogens Haugbølle stoppede efter 26 år som bankovært. Hvorfor havde I lyst til at overtage den opgave?

– Mogens orkede ikke mere og søgte efter nogle, som kunne overtage, og så kom han og spurgte os. Vi var derude som spillere og hyggede os selv med det og kunne se, at mange af de ældre i byen havde glæde af det. Der er mange bankospillere på Bornholm, som kører til bankospil i flere forskellige byer, men i Hasle er der en del, som har svært ved at komme uden for byen, og så syntes vi, at det et eller andet sted var skidesynd, hvis banko skulle lukke. Så vi tænkte, at nu gør vi det.

– Mogens kørte det selv, og det er et kæmpe arbejde, og det kan vi jo se endnu mere nu, så vi gik flere sammen om at lave et udvalg, så vi kunne løfte i flok, og det gjorde det lidt nemmere. Birthe Pedersen er nu i firserne, så hun kan ikke hjælpe til så meget mere, og Lene Ipsen er desværre gået bort, men hendes datter, Susanne Olsen, har overtaget opgaven som kasserer.

Hvor lang tid vil I fortsætte med at være frivillige i bankoafdelingen?

– Jeg har tænkt, at så længe der et behov for det sociale, og så længe det laver overskud, så vi kan give nogle penge videre til ungdomsarbejdet i klubben, så har jeg tænkt mig at fortsætte. Jeg er 63, og min mand er 59 år, så vi har mange gode år endnu forhåbentlig, så vi går ikke og tænker på at stoppe.

Hvor stort et overskud laver bankoafdelingen?

– Vi plejer at lave i omegnen af 60.000-100.000 kroner i overskud, og da det kørte på det højeste, så lavede vi et overskud på 120.000 kroner. Alene på sildebanko til Sildefesten laver vi et overskud hvert år på 20.000 kroner. Men efter coronanedlukningerne har vi ikke været lige så mange deltagere til banko. Nu kommer der 60-80 hver onsdag, og før var der altid 90-95. Det kan også godt mærkes på overskuddet, for jo flere mennesker der deltager, jo større bliver overskuddet, for vi tjener penge på at sælge bankopladerne.

– Vi har også en masse velvillige sponsorer, og pengene fra dem bruger vi til at kunne uddele ekstra præmier og gavekurve til deltagerne. Så kan vi gøre lidt ekstra, uden at det koster foreningen noget.

Hvad betyder det for jer at blive kåret som årets ledere i Hasle IF?

– Jeg synes, det betyder rigtig meget. Det er sådan en god anerkendelse af det, vi går og laver. Selvfølgelig er jeg utrolig glad for, at Carsten og jeg fik den titel, men jeg synes jo, det gælder hele bankoholdet. Selvfølgelig er vi nok tovholdere og er der hver onsdag, men vi kunne ikke gøre noget, hvis ikke vi havde hele holdet bag os. Vi er 27 i alt, som gør et fantastisk godt stykke arbejde for bankoafdelingen i Hasle IF. Vi har bare sådan en trofast hjælperstab, som bare er der og møder op altid og dækker ind for hinanden.

– Det er en lille smule unikt for Hasle Idrætsforening, for jeg kan jo høre andre steder, hvor jeg kommer rundt, at det er svært efterhånden at få frivillige hjælpere, men det har vi ikke nogen problemer med hos os.

Hvordan er det lykkedes at få så mange frivillige?

– Fordi vi er sådan nogle rare mennesker. Og så tror jeg, det er, fordi de fleste af vores hjælpere har en ret høj alder. Yngre mennesker er sværere at få til at lave frivilligt arbejde, og det er ikke, fordi de ikke gider, men der bliver stillet så mange andre store krav til dem, fordi de har skolesøgende børn og så videre. De fleste frivillige i vores bankoafdeling er 70-80 år, og det er nemmere at få nogle frivillige blandt den generation.

Hvad går arbejdet i bankoafdelingen ud på?

– Der er banko hver onsdag aften, men arbejdet begynder allerede om morgenen, hvor der er et hold af opstillere, som kommer ved nitiden og stiller alle borde og stole frem og lægger plader frem.

– Carsten og jeg kommer ved tretiden om eftermiddagen, og fra 16.30 begynder de første spillere at komme. Jeg sidder og sælger plader, mens min mand sælger slik og sodavand. Klokken halv syv går vi i gang med spillet, og da der er nogle andre, som er opråbere, kan Carsten og jeg ofte selv være med til at spille med.

– Når bankospillene er slut, så er der alt oprydningen, rengøringen og opvasken med kaffekander, der skal skylles, så vi er typisk først færdige ved 22.30-tiden. Derudover bruger vi en masse af de andre dage på at handle ind og købe kaffe og få sponsorater, så der går i hvert fald tre dage om ugen på arbejdet i bankoafdelingen.

Når I ikke bruger tid på banko, hvad laver I så?

– Vi er begge førtidspensionister. Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og har arbejdet på Toftegården. Jeg har ikke så meget andet end banko, for jeg er jo førtidspensionist af en årsag, så jeg har ikke kræfter til så meget andet.

– Min mand har været lastbilchauffør i over 30 år hos Studsgaard (BHS Logistics, red.), og så er han aktiv i RC Modeltruck Bornholm, som er en modelbilklub, som kører med modellastbiler. Han er også med i roliganklubben, og i torsdags rejste han over og så landskampen mod Finland i Parken.

Fie og Carsten Olin

Fie er født og opvokset på Bornholm, mens Carsten er fra København. De har været gift i 22 år. Carsten har to drenge og et lille barnebarn, som bor på Sjælland. De er for nylig flyttet tilbage til Hasle efter tre år i Rønne. Fie har boet i byen i over 40 år, og Carsten har boet der i over 20 år.