Det var alligevel kendetegnende for Ove Boesen, at han var glad og tilfreds og ofte god for en lun kommentar, som han serverede på sin egen stille måde.
– Når han blev spurgt om, hvordan han havde det, plejede han at sige, at "gode mennesker har det altid godt", siger Ingrid Boesen.
Ingrid og Ove Boesen flyttede i 2006 til Hasle, da sønnen Per-Martin overtog Tækkeregård.
De sidste år blev præget af tiltagende sygdom, og for to år siden flyttede Ove Boesen ind på plejehjemmet Toftegården.
– Vi har stor ros til Toftegården, hvor personalet har været helt fantastisk, siger Ingrid Boesen.