Én udrykning glemmer han aldrig: Kom ud til frygtelig mordbrand

Kenn Erik Ipsen, kaldet Basse, modtog lørdag en medalje for sine 40 år som deltidsbrandmand. Han glemmer aldrig den dag i august 1995, da han blev kaldt ud til en brand, som i jalousi var antændt af Elisabeth Wæver, og hvor en mor og to børn på fire og syv år døde.

Du har modtaget en medalje, som markerer dine 40 år som brandmand, tillykke med det – hvordan var det at modtage den?

– Jeg synes, det var en god fornemmelse. Men jeg synes også, at tiden er gået hurtigt, 40 år! Jeg føler det, som om jeg startede for en uge siden, det går simpelthen så stærkt. Men det er da meget lækkert at modtage sådan en erkendtlighed, helt sikkert.

Hvordan kom du dengang på den tanke, at du skulle være brandmand?

– Jamen, det ved jeg egentlig ikke. Jo, det lå da lidt i kortene, for efter jeg blev udlært, blev jeg indkaldt til militæret og skulle ud på Almegård Kaserne, men så røg jeg til Civilforsvaret i Allinge, og der lå jeg så i otte måneder og blev uddannet som brandmand. Da jeg så kom hjem, kom jeg til at arbejde sammen med to andre i kommunen, som begge to var uddannede brandmænd, og så tænkte jeg: Hvorfor søger jeg ikke bare? Det gjorde jeg, og så kom jeg jo ind.

Hvor gammel var du, da du begyndte?

– Jeg var 26 år.

Hvad var du blevet udlært som, inden du drog mod Allinge?

– Det var som tømrer. Jeg blev færdigudlært i 1977.

Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er både født og opvokset i Rønne, jeg gik på Åvangsskolen, har altid boet i Rønne, og jeg har aldrig boet væk fra øen.

Du har været deltidsbrandmand, og det betyder vel, at du også har arbejdet som tømrer på deltid?

– Nej, jeg har arbejdet fuld tid som tømrer. Man skulle selvfølgelig spørge sin chef, om det var okay, man måske blev nødt til at løbe i arbejdstiden, men det fik jeg lov til, for han var selv gammel brandmand, så det var ikke noget problem. Derfor har jeg haft fuldtidsarbejde i alle årene ved siden af brandmandsjobbet.

Du har simpelthen haft halvanden gang arbejde i forhold til de fleste andre?

– Ja, det kan man godt sige. Du har jo vagtforpligtelser, går nogle sikkerhedsvagter og så videre, så der går faktisk rimelig meget tid med det.

Har du haft familie undervejs?

– Ja, det har jeg haft hele tiden. Men både min forhenværende kone og min nuværende samlever har været indforståede med, at der er ting, jeg skal passe, at bilen helst skal holde hjemme, holde den rigtige vej og så videre.

Brandstationsleder Morten Bech sagde i sin tale til dig, da han i lørdags overrakte dig din medalje, at du formentlig gennem årene har deltaget i cirka 3.500 udkald, det er godt nok mange?

– Ja, det passer nok meget godt, jeg har ikke et præcist tal på det.

Er der opkald, som stikker specielt ud i din erindring?

– Ja, der er jo en sag, som altid dukker op, det er Elisabeth Wæver-sagen med hende lægen, som i jalousi antændte huset på Helsevej 10 i Rønne, hvor hendes elskers kone og to små børn døde. Den historie kommer altid op, når vi sidder og snakker om gamle dage og ildebrand. Den er helt sikker på at blive nævnt, men vi har også haft nogle store gårdbrande med mange dyr involveret, som man husker.

Du var simpelthen ude ved huset, som Elisabeth Wæver satte ild til?

– Ja, jeg var holdleder på den opgave.

Hvad husker du? Der var noget med en lille dreng, som nåede at sige noget med, at "damen satte ild til huset"?

– Ja, der var jo desværre to små knægte, der gik til, og også deres mor. Det er bestemt ikke rart, når to så små børn dør på den måde, så det tænker vi ofte på. Og ja, vi fik at vide, at det var damen, der gjorde det, men vi vidste jo ikke, hvad det var for en dame, og hun var også væk, da vi ankom. Det var en ubehagelig historie. Og der skete faktisk det en fem-seks år senere, at vi klokken to om natten fik en ny alarm til samme adresse, altså Helsevej 10 – og der var meget stille i brandsprøjten hele vejen derned. Folk tænkte: "Hvad fanden foregår der her?!". Der var heldigvis ikke så meget ildebrand, men så kom den gamle sag jo lige frem igen.

Når du tænker på alle de år, du har været med, hvor meget betyder sådan noget som kammeratskab så?

– Jamen, det betyder meget, helt klart. Vi er jo meget afhængige af hinanden, når vi er ude på opgaver. Når du for eksempel kommer ind som røgdykker, skal du kunne stole på din makker, kende ham godt og så videre. Det betyder rigtig meget. Så det er vigtigt, at vi har et godt sammenhold på stationen, og det har vi også.

Fakta

Basse er 66 år.

Han har været sammen med sin nuværende partner, Jane, i 14 år, hvor de har boet sammen i Rønne.

Hun har to store børn, som sidste år flyttede til Nørrebro i København i en delelejlighed.