25 år er der gået – har det været et lykkeligt ægteskab?

Succes eller fiasko? Tidligere SF-politiker Leif Olsen gør status over storfusionens resultater og minder om, at alternativet var brutalt: Uden sammenlægningen havde Bornholm været fortabt.

I starten af 00'erne rumlede rygterne om en kommunalreform i Danmark, men ingen vidste rigtig noget.

Nogle på Bornholm – kommuneforeningen med de fem borgmestre – så en mulighed og en risiko. Noget skulle ske på Bornholm, og hvis man ventede på en national reform, så ville Bornholm drukne. Derfor valgte de at handle med det samme med en sammenlægning, der også skulle omfatte amtet.

Bornholms udfordringer i 2001

De fem bornholmske kommuner var små – kun Rønne stak lidt ud – og amtet var suverænt det mindste af landets 14 amter. Den bornholmske ’gennemslagskraft’ i Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen var derfor meget begrænset.

De små enheder betød også en dårlig økonomi – igen med Rønne som en delvis undtagelse. Servicen var derfor også problematisk, og det var svært at holde et højt fagligt niveau i sagsbehandlingen i et samfund, der blev mere og mere komplekst, fordi der var for få medarbejdere. Selvom kommunerne prøvede på at samarbejde, så fungerede det ikke rigtigt.

Det var vanskeligt at tiltrække medarbejdere, og det var svært at træffe de ’hårde’ beslutninger. For eksempel havde Allinge-Gudhjem kommune fire folkeskoler, men afsatte kun penge til 2,5.

Fælleskommunale virksomheder som Bofa, BAT og Østkraft fungerede næsten totalt uden politisk og demokratisk styring, for alle skulle være enige.

Stort set hele fiskeriet og fiskeindustrien med alle de mange arbejdspladser var væk.

Endelig kunne man heller ikke tage beslutninger om strategiske satsninger for hele øen – det var ofte kun små ’dryp’ og ofte i indbyrdes konkurrence.

Folkeafstemningen d. 29. maj 2001

Det blev besluttet at gennemføre en vejledende folkeafstemning. Aftalen var, at der både skulle være et samlet flertal og et flertal i hver enkelt kommune.

Der var rimelig sikkerhed om det samlede resultat. Men der var usikkerhed om Nexø Kommune, hvor borgmester Molin anbefalede et ”nej”, fordi hun mente, at processen var for hurtig.

Der var stor valgdeltagelse (85 procent), og det samlede resultat viste, at 74 procent stemte ”ja”, og selv i Nexø var der et flertal med 59 procent. Regionskommunen blev en realitet med start 1. januar 2003 med en egen lovgivning.

Overgangsperioden

Det kunne næppe gøres hurtigere, men overgangsperioden på halvandet år blev et problem.

Når man ved, at man bliver afskaffet om halvandet år, er der jo ingen grund til at spare op. Der blev brugt rigtigt mange penge og startet mange projekter i de seks enheder i årene 2001-02 – og regionskommunen fik lov til at samle regningerne op – det var mange penge.

Samtidig var det en underlig situation for de politikere, der blev valgt til amtsrådet og kommunalbestyrelserne i 2001. De skulle kun ’sidde’ i et år og ikke engang lave et budget.

Demokratiet

Helt objektivt gik vi fra at have 102 politikere til at have i starten 27 – og fra at have seks borgmestre til at have en.

Der var altså mange politiske karrierer, der sluttede tidligt, og mange borgmestre som ikke var det længere. I det første Regionsråd var der fire gamle borgmestre – Andersen, Molin, Kristiansen og Thors, og kun Thors var stadig borgmester. Det er ikke nemt at gå fra at være kaptajn til at være matros.

Det prægede møderne, som jævnligt varede til eller efter midnat. Fronterne var trukket hårdt op, og samarbejdet var næsten ikke-eksisterende.

Borgerne, embedsværket og politikerne

Borgerne mødte ikke længere politikerne hver dag, men efterhånden opdagede de fleste borgere, at politikerne stadig ’var’ der, og at man stadig kunne tale med dem.

Embedsmændene kom fra seks forskellige kulturer, og der var ikke tvivl om, at nogle af de ledende embedsmænd så regionskommunen som deres mulighed for at tage styringen. Jeg husker en embedsmand, der på vores første udvalgsmøde sagde ”Nu sidder embedsfolkene bag rattet, og I politikere skal sidde på bagsædet og give gode råd”.

Kommunens første styringsmekanisme – den såkaldte ’virksomhedsstruktur’ – gav ham visse forhåbninger. Men han blev klogere. Embedsstyre er ikke demokrati!

Politikerne var ofte usikre og i tvivl. Var de nu valgt for et parti, for et lokalområde eller for Bornholm?

I mit første udvalg, jeg var formand for, var der en fra Nexø, en fra Hasle, en fra Aakirkeby og så en fra SF og en fra V.

Det var ikke altid nemt.

Hvad er lykkes?

Men der er mange ting, der er lykkedes.

Bornholm har stort set været i stand til at følge stigende krav på de forskellige områder i løbet af de 25 år. Det gælder skoler, døgnpleje, miljølovgivning, infrastruktur med videre.

Det er ikke perfekt – langt fra – men vi skal huske, at kravene i 2026 er nogle helt andre, end de var i 2001. Der er min påstand, at ingen af de gamle kommuner havde en kinamands chance for at gøre det.

Man har også lært at samarbejde med vores mange lokalsamfund via borgerforeninger og lignende. Det er både en-til-en og via BBS og lignende organisationer.

Jeg vil nævne et enkelt ’farligt’ eksempel. Ved den første omgang skolelukninger (som var lige ved at falde på gulvet) lukkede vi Pedersker, Bodilsker og Olsker skoler – meget upopulært. Men det betød faktisk også, at vi kunne sætte timetallet for de små klasser op fra lovens minimumstal til de vejledende krav – konkret fra 20 til 25 timer pr. uge.

Hvad er mislykkedes?

Vigtigst er nok ’helhedstænkningen’. Vi har stadig alt for svært ved at se, at udvikling i Nexø også gavner Hasle, og at det er godt for Tejn, når der sker noget i Rønne

Ja, der er også en bagside - for eksempel dagligvarebutikkerne, men så må vi jo lokalt støtte vores lokale butikker.

Der er for mange privatskoler. Lukningen af folkeskoler har medført en eksplosion i antallet af privatskoler. Det fører til, at folkeskolen bliver udhulet og økonomisk udsultet, og det sociale møde, som folkeskolen skulle være, ikke rigtig sker.

Vi har til en vis grad ’centraliseret’ skoler, biblioteker og borgerservice, men vi har aldrig samlet administrationen. Kommunens folk sidder mange forskellige steder, og vi har mange forskellige bygninger. Det koster både ekstra penge og hæmmer det uformelle samarbejde mellem medarbejderne.

Den globale og nationale udvikling

Når vi bedømmer regionskommunens succes eller fiasko, er vi nødt til at se på de tendenser, som vi ingen kontrol har over. I Danmark og i hele verden er der i vores århundrede sket en massiv centralisering og urbanisering.

Både mennesker og opgaver samles i få, store byer. Det betyder, at både magt, jobs, uddannelser og muligheder forsvinder fra steder som Bornholm.

Der er hårde udfordringer for os, men min påstand er, at med regionskommunen har vi en chance, hvis vi vil. Uden regionskommunen havde vi været fortabt!

Så nej, de 25 år er ikke et glamourægteskab med idel lykke og harmoni, men det er et forhold med ups and downs, som trods alt fungerer og nok skal holde.