Bornholmsk borgerlig anarkist og systemkritiker

I sin artikel forholder Cordua sig til fænomenet Mogens Glistrup, som torsdag i denne uge ville være fyldt 100 år.

Indtil for cirka 25 år siden kunne enhver bornholmsktalende, der bevægede sig afsted til det øvrige Danmark, ikke undgå at blive konfronteret med Mogens Glistrup. Simpelthen fordi manden var – og stadigvæk er – den suverænt mest kendte bornholmer.

Gennem årene har jeg så tit skullet forholde mig til fænomenet - alene fordi folk kunne høre, at jeg var bornholmer. Det hjalp ikke, at politikerens dialekt, som han aldrig aflagde, egentlig ikke var bornholmsk, men en variant af rigsdansk, som man kalder for ”rønna-fint”. Jeg måtte da have en forbindelse til den mand!

Med god vilje

Med lidt god vilje kan man vel godt hævde det.

For jeg mødte faktisk Glistrup som barn i Rønnes gamle lufthavn et par år efter, at manden var blevet landskendt efter den historiske TV-udsendelse i 1971, hvor han fortalte DR's journalister, at han betalte nul procent i skat.

Der lød da et ramaskrig fulgt af en enorm forargelse over, at denne velhavende advokat kunne ”skattetænke” sig og sine klienter væk fra slet ikke at skulle betale skat. ”Har man ondt i tænderne går man til tandlægen, og har man har ondt i skatten, så går man til en skatterådgiver,” hævdede Glistrup.

Oprøret

”Nulskatten” passede også lige ind et oprør mod den heftigt fremvoksende velfærdsstat, som især borgerlige vælgere så på med betydelig skepsis.

Hvordan kunne regeringspartierne Venstre, Konservative og Radikale dog slippe bremsen fuldstændig og lade de offentlige udgifter og skattetrykket stige så meget uden at gribe ind? Alle kunne se, at VKR-regeringen (1968-71) ikke havde magtet opgaven.

Der var derfor virkelig grobund for borgerlig systemkritik, som Glistrup var leveringsdygtig i - også når det kom til opgøret med ”pampervældet” og ”papirnusseriet”. Med tiden blev kritikken overtaget af andre borgerlige partier, der har videreført den op til i dag. Skatteadvokaten blev både partistifter og politiker og tordnede ind i Folketinget for Fremskridtspartiet ved det historiske valg i 1973, som man lige siden har kaldt "jordskredsvalget”.

Hans parti blev næststørst med 28 mandater på bekostning af de gamle partier, der fik en blodtud af vælgerne.

Knægten

Tilbage til den fire-årige dreng i lufthavnen, der naturligvis havde set Glistrup tit i TV-Avisen. Dengang i monopol-tiden så børn alt, og nu mente jeg, at manden foran mig nok lignede Glistrup, og derfor tilbød jeg ham endda en prøve på, hvordan politikeren talte.

Min far fortalte siden, at alle i lufthavnens ventesal fandt situationen morsom - herunder politikeren selv - fordi det aldrig gik op for mig, at jeg faktisk var i samtale med den ægte vare, som i øvrigt var interesseret i den lille knægt, der kunne imitere ham.

Jeg forsøgte vist også at slå Glistrup for et marcipanbrød, fordi jeg, ligesom alle dengang, vidste, at det var hans favorit-snack.

En fest

Valgkampen blev en fest for Glistrup, hvor han fortsatte provokationerne.

Mange husker hans ord om skattesnydere, som blev sammenlignet med jernbanesabotørerne under krigen. De ”gjorde et farligt job, men et fædrelandsnyttigt job”. Arbejdsløse skulle ikke have understøttelse, men i stedet trække mad i havregrødsautomater. Man burde nedlægge forsvaret og udskifte det med en automatisk telefonsvarer, der på russisk sagde, at ”vi overgiver os” og så videre.

På tragiske vis kulminerede Glistrups karriere egentlig på valgaftenen, hvor han bekendtgjorde, at statsministerposten skulle afskaffes til fordel for ”ministeren til afskaffelse af offentlig virksomhed”.

Modstanderne

Hans politiske modstandere vendte sig i forargelse over det, som de så som egoisme og rablende populisme.

De borgerlige partier fandt ham også anstrengende. Dels var han rendt med deres stemmer, men de oplevede også en Glistrup, der aldrig var til sinds med at gå på kompromis. Poul Hartling (V) turde ikke danne en firekløver-regering i 1975 på grund af uklar støtte fra Glistrup.

Da en ny borgerlig regering så dagens lys i 1982 under den konservative Poul Schlüter, så skete det med støtte af Fremskridtspartiet, men da var Glistrup optaget af sin skattesag, der året efter endte med en fængselsdom og sendte ham ud af politik i nogle år.

For provokerende?

Da Glistrup kom ud af fængslet, blev han også optaget af indvandringen, som han kaldte for ”den muhammedanske invasion”.

Flere har siden fået øjne op for Glistrups kritik, men spørgsmålet er nok om den provokerende facon, som han italesatte den på, gavnede sagen. Selv fremskridtsfolkene stod af, da han foreslog, at man skulle indsamle muslimer, der ikke rejste inden for tre måneder i lejre og sælge dem til højestbydende.

Glistrup blev ekskluderet i 1990, men kom tilbage i 1998, men da var partiet reelt ophørt med at eksistere.

Han døde i 2008 og blev 82 år gammel.