Er der nogen?

Et centralt fænomen i en præsts arbejde er bønnen. Der optræder alverdens forskellige bønner i alle de forskellige kirkelige handlinger. De ligger jævnt fordelt, strøet som ærter på en tallerken, og sammen med kirkemusikken fungerer de som små åndehuller i forløbene.

Der er nok at vælge imellem. Der er gudstjenestens indgangsbøn, der er udgangsbønnen senere hen, der er et ocean af forskellige forbønner for ægtefolk, afdøde, konfirmander og dåbsbørn. Der er de såkaldte ”kollekter”, som bedes fra alteret, der er kirkebønnen i forlængelse af prædikenen, der er nadverbønner og sikkert også et utal af andre bønner, som jeg har glemt.

Hvad er bøn?

Og hvad drejer en bøn sig så om? Hvad skal den til for? Tit hører man præster fortælle, at bønnen er ”en samtale med Gud” – en for mig at se, temmelig ulden og uigennemskuelig forklaring, der ikke hjælper ret meget på forståelsen. Især ikke hvis alle bønner, uanset indhold eller brug, forstås på dén måde.

Det kan det sikkert være rigtig nok, at man i bønnen kan opleve at tale med Gud – men det hjælper meget lidt på forståelsen af hvad en bøn skal til for. Og hvis bønnen er at tale med Gud, kommer der så nogensinde noget svar?

For mig at se, er spørgsmålet om et svar er strengt nødvendigt. Kan bønnen ikke fungere - også uden at vi får en klar tilbagemelding? Det tror jeg. For jeg mener bønnen tilbyder noget andet end en sludder med Vorherre. Det har jeg et eksempel på.

Eksemplet

I den norske komediedramaserie ”Pørni” fra 2021 følger man hovedpersonen Pernille. Pernille har nok at se til, for hun skal navigere i livet som alenemor med teenagebørn, en aldrende far, et anstrengende job og en komplet uduelig og selvoptaget eksmand.

Oveni i alt det er hendes søster død, hvilket afføder et stort savn hos Pernille. Men hun har én livline. Hun kan ringe til sin søsters gamle telefon, og indtale lange, lange beskeder på telefonsvaren. Så det gør hun.

Pernille taler med sin søster, velvidende at der aldrig kan komme et svar. Men det er heller ikke det, som hun mangler. De lange beskeder er ikke lagt med ønsket om en samtale. I stedet handler det om at få lov til at fortælle om det, der er svært.

Telefonsvaren bliver et rum, hvor der er plads til at Pernille kan formulere sig, sprogliggøre og tale højt om alt det vanskelige. Det er hér vi nærmer os min forståelse af, hvad en bøn skal kunne.

For bønnen er lige præcis et rum, hvor der er en mulighed for at tale om det, der er vigtigt. Bønnen giver plads til at vi kan sige det højt, der presser sig på.

Omfang

Hvad der også kendetegner bønnen, er dens omfang. Modsat Pernilles lange beskeder, er bønner oftest korte, og det er også meningen. Der er intet værre end en lang bøn – hvis jeg må være så fri.

For ud over at tilbyde et særligt sprog, så giver bønnen også mulighed for at fokusere på præcis dét, der lige nu er vigtigt for os. Det er derfor bønner er interessante: de giver sprog og de giver fokus.

Bønnen skærer ind til benet, og sorterer al støjen, flosklerne og idiotien fra. De giver plads til, at vi kan sige alt det vigtige højt, men uden at vi skal igennem en hel roman for at nå i mål. Fader Vor består for eksempel kun af 65 ord, men den formår alligevel at komme rundt om det meste af tilværelsen, med sin kredsen om livets opretholdelse.

Bønner fikser ikke noget, og de får ikke problemerne til at forsvinde. Det skal de heller ikke. For der ligger en større styrke i at kunne gå igennem det vanskelige og det komplekse. Der ligger en større styrke i at kunne tilbyde den plads, og de ord, der skal til for at kunne udholde alt det, som et menneske skal udholde.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift får mulighed for at skrive et længere indlæg. Skribenterne står helt frit i forhold til valg af emne og udtryksform.