Drømmer om at give turismen et lokalt akademi

Drømmer om at give turismen et lokalt akademi
Torsdag samlede Campus Bornholm og ZBC lokale aktører til dialog om en mulig etablering af et turismeakademi. Eget foto
30. MAJ • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
30. MAJ • 19:00

Campus Bornholm samarbejder med en uddannelsesinstitution på Sjælland og branchen her på øen om at etablere Turistakademi Bornholm.

Mange lokale turismevirksomheder har udfordringer med at finde og fastholde kvalificerede medarbejdere.

Derfor er Campus Bornholm gået samme med uddannelsesinstitutionen ZBC – Zealand Business College for at undersøge mulighederne for at etablere Turistakademi Bornholm.

Ambitionen er at skabe flere fleksible og praksisnære uddannelsesforløb, som matcher behovene i den lokale turismebranche. Samtidig vil man styrke udviklingsmulighederne for både medarbejdere og virksomheder. Det hele skal ske i et tæt samspil med branchen.

– Turismen er helt afgørende for Bornholm, og derfor er det også vigtigt, at vi som uddannelsesinstitution bidrager aktivt til at udvikle de kompetencer, som erhvervet efterspørger, både nu og på længere sigt, siger direktør Martin Lasse Hansen Sieben på Campus Bornholm i en pressemeddelelse.

Mange gode initiativer

Turistakademiet er fortsat under udvikling, og torsdag samlede Campus Bornholm og ZBC en bred kreds af lokale aktører fra branchen til et fælles udviklingsforum om etablering af akademiet.

Formålet med dagen var at kvalificere retningen for det videre arbejde med akademiet og skabe et fælles billede af branchens aktuelle og fremtidige behov. Tanken er at udnytte eksisterende kompetencer og udvikle nye tilbud inden for blandt andet værtskab, bæredygtighed, service og international gæstekommunikation.

Martin Lasse Hansen Sieben understreger, at ambitionen er at bygge videre på eksisterende erfaringer og samarbejder fremfor at opfinde noget helt nyt.

– Der findes allerede mange gode initiativer og stærke aktører på området, både på Bornholm og i resten af landet, og her er det oplagt, at vi samler ressourcerne på tværs og skaber en mere sammenhængende indsats med udgangspunkt i de mangeartede behov, som der faktisk findes i turismebranchen, siger han.

Et særligt potentiale

ZBC bidrager blandt andet med erfaring inden for uddannelsesudvikling og kompetenceforløb, og den sjællandske uddannelsesinstitution ser et potentiale i at samle erfaringer i et fælles initiativ med afsæt i Bornholm.

– Bornholm rummer et særligt potentiale for fremtidens turismeuddannelser, hvor vi sammen kan udvikle nye måder at tænke kompetencer, læring og samarbejde på. Med Turistakademi Bornholm kan vi være med til at skabe en stærkere sammenhæng mellem uddannelse og erhverv. Det handler ikke kun om at dække et aktuelt behov, men om at forme fremtidens kompetencer til en branche i forandring med lokal forankring og national relevans, siger uddannelsesdirektør Kirsten Dieckmann fra ZBC.


Deltagerne i det tværgående udviklingsforum for Turistakademi Bornholm:

Alice Bank Danielsen, projektchef, Dansk Kyst- og Naturturisme

Anders Wiberg, direktør, Destination Bornholm

Andreas Skriver Hansen, turismeforsker, Center for Regional- og Turismeforskning CRT

Christina Juhl Sørensen, bestyrelsesmedlem, Destination Bornholm og ejer af Juhl’s Minigolf og Bornpark

Kirstin Brandt Blomgren, bestyrelsesformand i Destination Bornholm og ejer af Hotel Blommes Place

Marianne Kragh, seniorchefkonsulent, Dansk Erhverv

Pernille Wantzin, projektleder, Visit Lolland-Falster

Simon Lambrecht, leder af forretningsudvikling og analyse, Destination Bornholm

Martin Lasse Hansen Sieben, direktør, Campus Bornholm

Claus Jørgensen, uddannelseschef, Campus Bornholm

Mattias Landberg-Krarup, uddannelsesleder, Campus Bornholm

Martin Svart, virksomhedskonsulent, Campus Bornholm

Anna Rosa Rylander Altmann, chefkonsulent, Campus Bornholm

Jan Bagge, udviklingsdirektør, Zealand Business College

Ivan Kousholt, international uddannelseschef, Zealand Business College



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem.
Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
FÅ ABONNEMENT