Sussi Finne, Almegade i Rønne, er død. Hun blev 75 år.
Det stod på ingen måde skrevet i stjernerne, at Rønne Theater skulle blive en stor del af Sussi Finnes liv. Da hun i 1975 blandt 28 ansøgere blev valgt til jobbet som inspektør på teatret, havde hun kun været på Rønne Theater to gange tidligere i sit liv – til en skoleforestilling og en forestilling for bloddonorer. Det fortalte hun senere i Bornholms Tidende, da hun for længst var blevet en garvet teaterinspektør.
– Vi anede intet om teater, siger Sussi Finnes mand, Leif Finne.
Men det kom de efter, og Leif Finne var i en del år scenemester på teatret ved siden af sit job hos Jensen. Den store ilddåb fik de allerede i den første sæson, da der skulle være sommerrevy på teatret med nogle af datidens store skuespillere, Henning Moritzen og Lise Ringheim, i spidsen. Revyen spillede i to måneder for fulde huse.