– Så sent som sidste år syede hun et stort patchworktæppe til mig, og det fik jeg til min fødselsdag i november. I det tæppe er der stof, jeg kan genkende fra kjoler, hun havde i 1970’erne. Hun smed ikke noget ud. Havde hun en kjole, hun ikke brugte mere, så klippede hun den op og syede noget andet af den. Hun syede alt sit tøj selv, undtagen undertøjet.
Sparekassedirektør
Ruth Mannering blev i 1965 gift med Mogens Mannering.
– Mor var en meget stor støtte for min far i hans karriere. Lige meget hvad han fandt på, bakkede hun op. Vi har flyttet meget rundt og endte på Bornholm i slutningen af 1970’erne, fortæller Annemette Mannering.
Mogens Mannering var direktør for Sparekassen Bornholm i årene 1978-90 og efterfølgende stod han i spidsen for etableringen af Sparekassen Bornholms Fond. Han var frem til 2004 administrator af fonden, som har støttet blandt andet idræt, kultur og børn og unge med store beløb.