Hvad drømmer du om for Aaif Unik?
– Min store drøm med Aaif Unik er, at hvis der sidder nogen med udviklingshandikap, der rigtig godt kunne tænke sig at dyrke fodbold, pickleball, bordtennis, volleyball, eller hvad vi ellers har på programmet i Aakirkeby Idrætsforening, så skal de have mulighed for at gøre det. Min drøm er ikke, at det skal blive stort, og det ene og det andet. Det skal være, fordi der er et behov for det. Der skal være nogen, der tager deres ønsker og drømme alvorligt og laver tilbud ud fra det. Det synes jeg, at vi giver dem mulighed for, fordi vi kan facilitere det hele i Aakirkeby hallen.
– Det næste er, at hvis vi får nogle henvendelser på for eksempel bordtennis, så kræver det, at vi kan finde nogle frivillige, der kan være tovholder for den del. For vi har ikke tid til at være træner for 20 hold, så det kræver, at der er nogle frivillige, der synes, at det er fedt at arbejde med frivillighed og fællesskab.