De maskuline strukturer, vi lever i, gør mig superhidsig

Jeg har en lyst til at fremhæve den optagethed, som kvinder kan have af kunst og litteratur. De samtaler vi har, siger billedkunstneren Linnea Jensen, der er tilbage på Bornholm efter 12 år i Sverige.

Du er født og opvokset i Danmark og Sverige. Hvornår kom du til Bornholm?

– Jeg flyttede til Bornholm første gang i 1992. Da var jeg uddannet maler fra Idun Lovéns Malerskole i Stockholm. Jeg boede her i 15 år, og jeg boede mange steder, men mest omkring Svaneke og Listed.

Hvad var det for et liv?

– Det var et kunstnerliv. Jeg har arbejdet som billedkunstner næsten hele mit liv, men har også undervist på Bornholms Højskole i perioder. Dengang var jeg med i kunstnersammenslutningen Holkahesten.

– I 2008 flyttede vi tilbage til Sverige, mig og mine to drenge, som i dag er voksne. Vi boede i Sverige frem til 2020, og så havde jeg en periode på et par år, hvor jeg boede i en ombygget Citroên Jumper. Jeg havde en virksomhed som kombinerede friluftsliv og yoga, og underviste blandt andet i Norge og Sverige. Det var en slags nomadeliv. Og nu er jeg så tilbage på Bornholm, hvor jeg i øjeblikket er med i udstillingen Tur og Retur på Bornholms Kunstmuseum – og så er jeg også gæsteudstiller hos Holkahesten i Gudhjem. I denne uge har jeg en pop up-udstilling på Galleri R2 i Svaneke.

Hvad er din motivkreds?

– Det er kvindeliv, på alle leder og kanter. Jeg bruger mig selv meget, mine søstre, mine veninder, mit hverdagsliv. Jeg er jo kvinde, og de ting jeg laver, er noget der tiltaler kvinder.

Det nære liv?

– Ja, og måske også de temaer jeg bearbejder i billederne. Blomster, neglelak, dildos, alle de ting, som er genkendelige for kvinder. Hvor mænd ofte befinder sig i nogle andre universer.

Hvilke temaer interesserer dig i kvindelivet?

– Det er svært at sige, hvad der præcist kickstarter processen. Men jeg har en lyst til at fremhæve den optagethed som kvinder kan have af kunst og litteratur. De samtaler vi har. Folk har måske en forestilling om, at kvinder taler om huslige ting, når de er sammen, eller hvad de nu forestiller sig. Mit liv ser ikke sådan ud. Jeg taler rigtig meget om politik, om kunst, kultur og litteratur. Og så taler vi meget om vores samtid. De ting vil jeg gerne føre ind i mine billeder som en slags registrering. For det er ikke særlig meget til stede i kunsten.

Du siger du er vred, hvad er du vred over?

– Det er måske mere en frustration over de her maskuline værdier, der stadig styrer samfundet. De strukturer, vi lever i, er på alle måder formet af det maskuline blik og den maskuline energi, som favoriserer aggressivitet, magt, kontrol og konkurrence. Jeg ser det også i kunstbranchen, jeg ser det over det hele, det gør mig superhidsig. Det ligger næsten i dna'et i den strukturelle kultur, vi lever i.

Kan du være mere konkret?

– Et af de malerier, jeg har med her, hedder Kunsthistorie. Det er inspireret af en podcast, jeg hørte, med en kvindelig dirigent, en billedkunstner og en vært, der diskuterede en udtalelse som den berømte maler Georg Baselitz kom med tilbage i 2015-16. Han sagde: Well, kvinder maler ikke særlig godt. Kvinder har ikke den fornødne aggresivitet til at rykke ved det kunstneriske udtryk, a la Picasso eller ham selv eller Per Kirkeby. Han mener også, at kvinder ikke har den fornødne frækhed til at begå sig i kunstbranchen, vi er for pæne, for vage. På mit maleri maler jeg de ting, jeg har på mit bord, min litteratur, min computer, og så maler jeg nogle kvinder, som efter min mening definitivt har rykket ved nogle udtryk, Georgia O'Keefe, Paula Rego fra Portugal, vores egen Anna Ancher, svenske Mamma Anderson, Artemisia Gentileschi, som var samtidig med Caravaggio og bedre end ham. Det er mine husånder, eller husguder. De inspirerer mig, og de har rykket ved noget, men de er bare ikke blevet taget med. Det er så utroligt trættende at høre på, at for få lov til at være med, så skal man have den der fremfusende aggression. At man ikke kan være et anstændigt menneske, der går ind i tingene med opmærksomhed og omtanke.

Du siger, at vi lever på kanten. Hvad er det du føler, vi er på kanten af?

– Et sammenbrud. Jeg tænker, at vi styrer mod afgrunden. Jeg føler en uro over, at mændene bliver ved. De kan ikke stoppe. Der tales meget om at reducere CO2 og om klima, men jeg tænker, at der stadigvæk er en slags energi, der bliver honoreret, som stikker dybere.

Hvad er dit projekt her på Bornholm?

– Projektet er liv. Bornholm er det sted jeg har været lykkeligst, hvis vi skal bruge det ord. Jeg er naturmenneske, men Sverige blev for stort og for ensomt for mig, fordi jeg har de fleste af mine venner her. Så jeg er kommet tilbage for at indgå i nogle sammenhænge igen. Og jeg har kendt Stig (Rex Thomsen, ejer af Galleri R2, red.) siden 1993, vi går lang vej tilbage, vi har delt atelier, vores børn er jævnaldrende. Det er et gammelt venskab.

Og her har du tænkt dig at blive?

– På Bornholm? Ja, jeg flytter ikke igen. Jeg bliver, det er helt sikkert.

Linnea Jensen

Alder: 57 år

Uddannet billedkunstner fra Idun Lovéns Malerskole

Bopæl: Svaneke