'Da jeg blev mor, fik jeg nok i virkeligheden først rigtig øjnene op for økologiske og miljøvenlige alternativer'

'Da jeg blev mor, fik jeg nok i virkeligheden først rigtig øjnene op for økologiske og miljøvenlige alternativer'
Heidie Marie Kofoed. Foto: Jacob Jepsen
Onsdag 9. juni 2021 • 06:00
Onsdag 9. juni 2021 • 06:00

DAGENS NAVN: Heidie Marie Kofoed. Den nye køkkenchef på Brohuset vil reducere kødmængden og give de grønne alternativer mere opmærksomhed – og så holder hun øje med de lokale producenter.

Brohuset ved Hammerhus har lige fået prædikatet Green Restaurant. Du er køkkenchef i restauranten – hvad dækker Green Restaurant over?

– Green Restaurant er en udvidet udgave af Green Key og det nye mærke for bæredygtige spisesteder. Det dækker over bæredygtige tilvalg som mere grønt og mindre kød, køb frilands og fritgående og hav øje for velfærdsmærket og den blå fisk.

– Benyt lokale, danske og eller økologiske råvarer, brug mindre plastik, hav fokus på madspild, miljøvenlige rengøringsmidler, affaldssortering samt el og vandbesparende installationer.

Du kørte også grønt i din tid som kantineleder hos Jensen. Hvad var det for en idé?

– I kantinen på Jensen Denmark havde vi fokus på madspild. Vi forsøgte os også med mindre kød og mere grønt til smedene, da vi ville gøre maden i kantinen til et sundere tilbud for medarbejderne. Og vi oplevede faktisk en stigende efterspørgsel på slanketips.

Hvordan blev du optaget af bæredygtighed?

– Jeg er uddannet smørrebrødsjomfru. Da jeg blev mor, fik jeg nok i virkeligheden først rigtig øjnene op for økologiske og miljøvenlige alternativer.

– I 2017 tog jeg foodcoordinator-uddannelsen på Hotel- og Restaurantskolen i Valby sammen med en veninde.

– Det blev starten på, at jeg i hvert fald ville gøre mere for bæredygtigheden i køkkenet.

Hvordan kunne du tænke dig at udvikle det grønne princip i Brohuset? På lang sigt?

– På sigt kunne jeg godt tænke mig at reducere på kødmængden og give de grønne alternativer mere opmærksomhed, gerne mere lokalt, og øge på økologien, så vi når vores mål med sølv i det økologiske spisemærke i 2022.

Kører du også bæredygtighed derhjemme? Er chips forbudt?

– På det område kan man godt sige, at jeg tager arbejdet med hjem, dog uden at være ekstrem.

– Jeg køber gerne økologisk frugt og grønt, og dansk når det er i sæson. Det koster næsten det samme som det konventionelle, og det gør det forhåbentlig til et nemt valg for de fleste. Og så bruger vi miljøvenlige rengøringsmidler og sorterer vores affald. Men chips er bestemt ikke forbudt hjemme hos os!

Tror du, vi når at blive affaldsfri på Bornholm i 2030?

– Jeg tror ikke, Bornholm bliver affaldsfrit i 2030, da vi umiddelbart halter lidt efter resten af Danmark på den front, men det er et flot mål at have.

Føler du, at du er med til at realisere ambitionen om, at Bornholm skal være en Bright Green Island?

– Jeg og hele teamet på Brohuset er absolut med til at realisere ambitionen om, at Bornholm skal være en Bright Green Island.

– Jeg forestiller mig faktisk også, der er mange flere restauranter, caféer og kantiner, der allerede er godt på vej i den retning, og så er vi derhjemme blevet meget mere bevidste og gør en forskel på hver vores måde.

Hvad laver du i din fritid?

– I min fritid holder jeg af at være sammen med familie og venner, spise god mad, spille brætspil og tage på tur ud i det blå.

 


Heidie Marie Kofoed

Alder: 42 år

Bopæl: Knudsker

Civilstatus: bor sammen med Morten og børnene David på 13 og Simone på 10

Uddannelse: Uddannet smørrebrødsjomfru på Hotel Fredensborg

Hobbies: Hmmm … jeg har umiddelbart ikke nogen hobbies, men kan godt lide at holde fredagsbaren vedlige

 



FÅ ABONNEMENT