Cao valgte Bornholms Hospital: 'Der er et specielt fællesskab'

Yifel Cao har valgt Bornholms Hospital som arbejdsplads frem for mange andre steder i landet. Faglige muligheder og det sociale fællesskab gør hospitalet på Bornholm attraktivt, fortæller han. 

Du kom til Danmark som barn. Hvor gammel var du?

– Det var tilbage i 2002, så der var jeg seks år.

Hvordan kan det være, at dine forældre ville flytte til Danmark?

– Uha ja, vi boede i en by i det nordøstlige Kina, og så tror jeg, at mine forældre tænkte, at der var bedre muligheder ude i verden. Mange snakker jo om USA og Europa, og jeg tror bare, de tænkte, at de gerne ville rejse ud og se, hvordan det var. Og så er Skandinavien generelt meget vellidt i Kina, så de valgte at prøve Danmark for at se, hvordan det var. Lidt tilfældigt, men samtidig også valgt efter, hvad de havde hørt fra andre.

Så der var ikke en specifik årsag som job eller lignende, der gjorde, at det lige blev Danmark?

– Nej, det var mere tanken om at rejse ud og se, hvad mulighederne er. De startede faktisk begge med at tage en ny uddannelse på DTU og på en eller anden måde starte forfra. Så der var ikke noget specifikt, der lokkede dem hertil.

Hvor flyttede I til, og hvor har du boet, inden du kom til Bornholm?

– Jeg har været lidt forskellige steder. Vi startede med at bo fire års tid ude på Amager, og så flyttede vi til Næstved på Sjælland. Der tilbragte jeg størstedelen af min ungdom. Det vil sige fra fjerde klasse og indtil, jeg var færdig med gymnasiet. Og så flyttede jeg tilbage til København, da jeg skulle studere medicin.

Har du stadig familie i Kina, og er du derovre og besøge dem en gang imellem?

– Ja, altså resten af familien er stadig i Kina. Jeg har en del fætre og kusiner, som jeg besøger. Jeg er jo fra etbarnspolitikken i Kina dengang, så det meste af min generation er enebørn, og vi brugte lidt vores fætre og kusiner som søskende. Siden jeg kom til Danmark, har jeg sammen med min familie nok besøgt Kina et sted mellem hvert andet og hvert fjerde år. Det blev selvfølgelig kompliceret en del under covid-19. Det er jo først for alvor nu, at Kina har lukket op, så jeg har ikke været derovre siden covid. Det er lidt ærgerligt, men sådan er det jo. Det bliver, når det lige kan lade sig gøre.

Hvordan kan det være, at du valgte at læse medicin?

– Altså min mor og min moster er læger, så der ligger lidt i familien, og jeg havde en tanke om, at det enten skulle være det, eller også skulle det mere følge min fars side, som handler mere om økonomi, og jeg har altid været glad for tal og den slags. Men jeg blev så selv indlagt, da jeg gik i gymnasiet med noget ret banalt, og det var bare en dags indlæggelse, men der mødte jeg noget personale på hospitalet, hvor jeg følte, at det var noget, jeg skulle. Den glæde, de fik ved at kunne hjælpe andre, fik mig til at tænke, at det skulle jeg prøve. Så jeg søgte ind på medicin og har ikke fortrudt det siden.

Hvorfor er valget faldet på Bornholms Hospital, da du skulle finde dit job?

– Jamen, jeg har tidligere været på ferie flere gange på Bornholm, så jeg kender lidt til øen og synes, at her er dejligt og skønt at være med masser af natur og god stemning. Og så fik jeg det faktisk anbefalet jobbet af nogle tidligere kollegaer. I og med, at Bornholms Hospital er et forholdsvist lille hospital, så ser man patienter indenfor alle forskellige områder. Der er en enorm bredde af det lægefaglige herovre, hvor man ikke kun ser patienter fra et område. Vi får også lov til at stå mere i front herovre på grund af måden, hospitalet er bygget op på i forhold til ressourcer og så videre.

– Derudover er sammenholdet blandt de yngre læger herovre lidt som et højskoleophold, for vi er relativt mange yngre læger her, som bor relativt tæt på hospitalet, og vi er jo allesammen flyttet væk fra et eller andet for at være her, så der er et specielt fællesskab. Det er nok en kombination af, at der er en faglighed, man ikke rigtig kan få andre steder samtidig med, at der er et enormt socialt fælleskab, som man ikke umiddelbart har de andre steder.

Du siger, at I bor tæt på hospitalet?

– Ja, jeg bor i sådan et lægekollektiv, som hospitalet råder over til, når man kommer hertil og skal arbejde. Så vi bor fire yngre læger sammen i et hus tæt på hospitalet, som også er et samlingspunkt for de resterende yngre læger. Vi har forskellige arrangementer og sådan noget, så det er super hyggeligt.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der mangler læger i Danmark, og det er også et problem på Bornholm. Hvordan synes du, det er? Har I travlt, og er det noget, du mærker?

– Ja, det synes jeg helt sikkert godt, jeg kan mærke. Lægebemandingen er ikke helt god på hospitalet i øjeblikket. Der mangler både de mere erfarne, altså overlæger, og de yngre læger. Så vi løber stærkt, synes jeg. Bornholm er dog lidt svært at udtale sig om fra dag til dag, for udsvingene i travlhed er enorme. Man kan godt have en arbejdsdag, hvor der ikke sker det store. Men det er noget oftere, at man har dage, hvor man løber rundt fra, man møder ind til, man har fri - med lidt overarbejde oveni. Det svinger selvfølgelig også meget med turistsæsonen. Vi kan tydeligt mærke, at der er begyndt at komme flere og flere turister til, og det gør jo, at vi får endnu mere travlt.

Hvordan fungerer du som person i det?

– Jeg tror, det er noget, jeg kan, men i begrænsede perioder. Jeg har ikke noget imod at have mange bolde i luften. Det kan være enormt lærerigt og spændende, men når det går hen og bliver hverdag, så slider det på en, og man kan mærke, at det bliver en tung dag. Så jeg vil sige, at jeg til dels trives i travlhed, men det skal heller ikke være hver dag.

Yifei Cao

27 år

Kommer fra Anshan i Kina

Bor i et lægekollektiv i Rønne

Uddannet læge