Brevkassen: Der er slet ikke noget at grine af

Irritationen er stigende.

Kære Brevkasse

Jeg er en mand i min næstbedste alder. Jeg har tidligere været ansat på en fin restaurant i Rønne, hvor mit job var at finde hår i suppen. Jeg var meget dygtig til mit arbejde, men desværre mente min chef, at jeg var lidt for nidkær. Jobcentret tilbød mig derefter et job i Farvandsvæsenet som tågehorn på Hammerknuden, men jeg fik hurtigt nok af at stå og råbe og skrige for døve øren. Desuden var arbejdsforholdene elendige for mine sarte slimhinder.

Det er ikke let at være et misforstået geni, så nu går jeg derhjemme og har masser af tid til at pille i min navle. Min læge siger, at jeg skal passe på, at min navle ikke lider overlast. I forvejen lider jeg af temmelig meget mavesyre og opsparet galde. Det resulterer i sure opstød og en bitter smag i munden på tidspunkter, der tilfældigvis falder sammen med udgivelsen af Bornholms Tidende.

Mine aner kan føres tilbage til dengang Bornholm var landfast med Rügen. Så der er ikke noget at sige til, at jeg får trykken for brystet, hvis nogen gør sig lystige på bornholmernes vegne. Jeg har humoristisk sans, og hvis nogen skulle være i tvivl, så siger jeg det gerne igen: Jeg har humoristisk sans! Det største problem er, at der ikke er noget at grine ad. Jo mere jeg læser Bornholms Tidende, ser TV2 Bornholm eller lytter til P4, jo mere falder mit ellers udmærkede humør til nulpunktet. Hvordan i alverden kan en flok såkaldte journalister fylde spalter og sendeflader med så meget sludder og ligegyldigt vrøvl. Det eneste der efterhånden er til at holde ud, er mine egne læserbreve, men dem har en konspiration af magtfuldkomne redaktører censureret bort i ytringsfrihedens navn.

Forleden overhørte jeg et par arrogante cykelturister kalde os reservesvenskere. Reservesvenskere! Er det måske morsomt? Overhovedet ikke! Det er snarere et eklatant eksempel på københavnsk kulturimperialisme, som stikker sit grimme fjæs frem i tide og utide. Hvis nogen synes, sådan en dumsmart bemærkning hører hjemme i 2024, så burde de i stedet være blevet i Ystad for at lede efter den åh så spændende Kurt Wallanders bukseknap.

Er det måske særlig morsomt, at alt er taget fra os? Amtet har de afskaffet, sognerådet har de fjernet, og nu har de osse taget skotøjsforretningerne fra os, så vi er nødt til at købe vores fodtøj i Olsker Antik. Resultatet er, at jeg går i alt, alt for små sko, og har gjort det i årevis.

Jeg er frivillig officer i det bornholmske sprogpoliti. Stavefejl er en pestilens, som kan holde mig vågen i dagevis. Et er, at ingen længere kan skelne mellem ligger og lægger, eller hvor en lækker ligger, når hun lægger sig i liggestolen. Noget andet er, når københavnere tillader sig til at skrive bornholmsk uden at have de rette kvalifikationer. Det er hér jeg ligger på lur som sprogets snigskytte, og hænger fjolserne op til spot og spe. Jeg vil foreslå en gabestok på Store Torv i Rønne, hvor vi fremviser de formastelige, som ikke mestrer deres retskrivning til fuldkommenhed. Når nu det Kulturhistoriske Museum ikke har den fornødne plads, er det vigtigt, at deres mugne artefakter kan komme i brug til relevant formidling i stedet for at rådne op i fugtige magasiner.

Jeg bruger al min vågne tid på at gå op i ting, der irriterer mig. Tit kan dagene føles lange, men så gennemtrawler jeg bare hele internettets skraldespand med en tættekam på udkig efter krænkende bemærkninger.

Jeg er meget let antændelig, og min psykolog siger, at jeg skal lære at tælle til 10, inden jeg går op i røg. Det er heldigvis ikke nødvendigt på Facebook og sociale medier. Hér sidder jeg klar med mit sylespidse tastatur, når lejligheden byder sig, og nogen fortjener det glatte lag.

Jeg er ikke bange for at skrue bissen på, og hvis nogen er for sarte eller nærtagende, kan de jo bare forlade bageriet, hvis ikke de kan lide lugten. Hvornår er det blevet forbudt at sige sandheden?

Kære Brevkasse. Jeg er ærlig talt for bedrevidende til at spørge nogen til råds. Jeg finder stor tilfredsstillelse i at se mit navn på tryk, og hvis dette indlæg ikke bliver bragt i Tidende, er det blot endnu et eksempel på, hvordan man forsøger at lave avis til en lille flok af intellektuelle tilflyttere, som kan bekræfte hinanden i, at København og omegn er verdens centrum.

Venlig hilsen den ufrivilligt morsomme

Kære Ufrivilligt Morsomme

Jeg er jo kun amatørpsykolog, men det skal ikke afholde mig fra at komme med en kvalificeret diagnose. Du har højest sandsynligt siddet skævt på potten som barn, hvilket kan få fatale følger senere i livet. Der findes kun én løsning på problemet, og det er kærlighed. Du skal omfavnes med uforbeholden kærlighed i rigelige mængder.

For at blive klar til at modtage behandlingen, skal du først aflevere computer, tablet og smartphone i den nærmeste Røde Kors butik. Det kan lyde voldsomt, men vi er nødt til at bruge skrappe midler. Du kan i værste fald anskaffe dig en fastnettelefon, som fremover bliver din livline til omverdenen. Det er meget vigtigt, at du ikke kommer på det store stygge internet og opsøger ytringer, som du kan opfatte krænkende.

Derefter slentrer du ud i livet. Gå en tur i skoven eller på stranden og lyt til fuglenes sang. Fløjt til verden, og verden fløjter til dig. Eller som vi siger på Bornholm: Kys en københavner, og en københavner vil kysse dig.

Som det har været sagt før i disse spalter, kan du osse forsøge at inddrage “pyt” i dit vokabularium.

Venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: ?Der findes ingen dumme spørgsmål?. God fornøjelse.