Bornholmerfotograf fylder rundt

Bornholmerfotograf fylder rundt
Ole Mikkelsen – kendt som Ole Mik – var i mange år Bonholms Tidendes fotograf i København og omegn. Pressefoto
9. JAN • 16:10
Holger Larsen
Journalist
9. JAN • 16:10

Ole Mikkelsen var i mange år Tidendes sportsfotograf i København og omegn.

Når Bornholms bedste fodbold- og håndboldspillere og andre sportsudøvere var i København og omegn for at konkurrere, var det i mange år med Ole Mikkelsen på sidelinjen. Dagen derpå kunne man se hans billeder på sportssiderne i Bornholms Tidende.

Men signaturen "Foto: Ole Mik" optræder i dag kun sjældent i spalterne.

– Jeg fotograferer ikke længere for hverken Hvidovre Avis eller Bornholms Tidende. Alting har sin tid, og nu er et nyt kapitel begyndt, siger Ole Mikkelsen, der fylder 70 år søndag den 12. januar.

Ole Mikkelsen voksede op i Rønne som søn af Ragnhild (der døde i 2022) og Olaf Mikkelsen. Sidstnævnte, der af mange nok er bedre kendt som Trylle Mik, var i 36 år annoncechef på Bornholms Tidende. Ole Mik fik derfor fra barnsben avisverdenen ind under huden.

Bryllupsfotograf

Ole Mikkelsens store interesse er at fotografere, og allerede som 16-årig begyndte han som bryllupsfotograf på Bornholms Tidende.

Han fandt sammen med sin bror Jørn også en niche, da de begyndte at fotografere tyske turister, når de ankom til Bornholm, hvorefter de solgte dem billederne ved afrejsen. Senere fik han weekendbeskæftigelse som sportsfotograf på Bornholms Tidende og på Bornholmeren.

Fotograferingen vedblev dog at være en hobby og bibeskæftigelse. Erhvervsmæssigt gik Ole Mikkelsen en anden vej, idet han blev bankmand. Han begyndte som elev i Andelsbanken i Rønne i 1972. Han flyttede fra Bornholm i 1978 og var med til at åbne nye filialer i København.

Annoncekonsulent

Efter 24 år i bankverdenen, fik han i 1996 mulighed for at blive annoncekonsulent på Hvidovre Avis, som han i forvejen leverede sportsbilleder til.

Sideløbende med, at han tegnede annoncer, var han lokalavisens fotograf. Kameraet havde han jo alligevel med. Senere hen blev han også annoncechef ligesom sin far, inden han i 2021 holdt 25-års jubilæum og gik på pension.

– Nu tager jeg kun familiebilleder, siger han.

Ole Mikkelsen og hustruen Birthe har boet i Hvidovre siden 1979. Her begynder Ole Mik fortsat hverdagen klokken seks om morgenen, så han kan nå i svømmehallen og måske også en tur i motionscentret.

Feriebolig på Bornholm

– Jeg er med i to pensionistforeninger, Andelsbankens Pensionistforening og Andelsbankens Kegleklub, så det giver nogle gode oplevelser med gamle kolleger, fortæller Ole Mikkelsen.

De seks børnebørn giver både glæde og beskæftigelse:

– Tre af dem er flyttet i egen lejlighed. Så det sker, at der bliver ringet til morfar eller farfar for at få hjælp med at male eller sætte en lampe op.

– Vi har købt os en feriebolig på Nordbornholm for at kunne bevare tilknytningen til øen, hvor vi også kommer for at besøge min far, slutter Ole Mikkelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT