Børn der slår har ofte brug for flere kram - derfor har Lisa skrevet en bog

28-årige Lisa Søgaard møder i sit arbejde de småbørn, der slår, spytter, råber, bander og flygter, når de er i dagtilbud. Derfor har hun skrevet en håndbog til de pædagoger, der står i konfliktfyldte situationer.

Kan du fortælle lidt om dig selv?

– Jeg brænder for at hjælpe børn på vej, der har særlige eller svære udviklingsbetingelser med i bagagen. Det er eksempelvis langt fra alle børn, der fødes ind i familier med tilstrækkelige mængder ro, overskud og omsorg til deres børn. Det kan der være rigtig mange og gode grunde til. Men det præger unægteligt barnets betingelser for udvikling og den adfærd, barnet udviser overfor pædagogerne i daginstitutionen.

Du har udgivet en bog. Hvordan kan det være?

– Som psykolog i PPR på dagtilbudsområdet er det blandt andre mig pædagogerne kan kalde på, hvis de har et barn i hænderne, som de kan se udvikler sig markant anderledes end sidekammeraten. Jeg rådgiver pædagogerne, ofte i samarbejde med mine dygtige kollegaer inden for andre fagområder, og i de her rådgivningssituationer, så jeg hurtigt et mønster. Det var de samme typer adfærd, der udfordrede pædagogerne, på tværs af daginstitutionerne: Det var særligt børn, der slår, spytter, bander, flygter.

– For at undgå, at pædagogerne skulle vente på mig og min rådgivning, begyndte jeg at skrive mine refleksioner om børnenes adfærd ned. Jeg så samtidigt, hvad der virkede overfor denne gruppe børn, for pædagogerne vendte tilbage til mig og fortalte om de nye erfaringer. Og det var det, jeg skrev ned – det, jeg sammen med pædagogerne så, der virkede. På et tidspunkt havde jeg så meget materiale, at det begyndte at ligne en bog. Jeg sendte materialet afsted til forlaget, og min ide og manuskript blev vel modtaget.

Hvorfor har du valgt at skrive til pædagoger i dagtilbud?

– Jeg har valgt at skrive til netop dem, fordi de spiller en helt unik rolle for barnets udvikling. Børnene tilbringer mange timer i dagtilbud, nogle gange flere end de gør derhjemme, og pædagogerne er derfor vigtige nøglepersoner i børnenes liv. Jeg ser hver dag, hvor meget pædagogerne gør for de her børn, og jeg ser hvordan man med små justeringer af praksis omkring de børn, der har det sværest, kan hjælpe dem godt på vej.

– Jeg skriver også til pædagogerne, fordi jeg ved, hvor hårdt det kan være at stå med børn, der kan udvise den her slags adfærd. Hvis man ikke føler sig sikker i at håndtere og forebygge slag i maven og spyt i ansigtet på daglig basis, tærer det hårdt på arbejdsglæden i hverdagen og den generelle trivsel.

Hvad er det for nogle problematikker, der gør sig gældende på det område?

– Vi har nogle ydre rammer, der gør, at pædagogen skal håndtere mange forskellige børn med meget forskellige – og ofte modsatrettede – behov i hverdagen. Det stiller enorme krav til pædagogen. Det, der gør opgaven ekstra svær, er, at de her børn, der råber ”fuck dig” og slår dig i maven ofte udviser signaler, der udtrykker det modsatte af, hvad de har behov for.

– Barnet, der råber ”skrid” har eksempelvis ofte endnu mere, end resten af børnegruppen, brug for pædagogens fysiske nærvær. Barnet, der slår efter pædagogen, kan have brug for flere kram. Paradoksalt nok. Opgaven er krævende, fordi de her børn har brug for, at man møder dem markant anderledes end så mange andre børn. De har brug for, at man parkerer alle de naturlige og automatiske reaktioner, der gør, at pædagogen får lyst til at skælde ud og sanktionere. De har i stedet brug for, at man ser ”bagom” deres uhensigtsmæssige adfærd og får øje på, hvad de i virkeligheden kommunikerer. Dén opgave er svær og krævende, og derfor samtidig også meget vigtig for både barn og pædagog at blive støttet i.

Er der nogle ting, der er særlige for Bornholm på de områder?

– Jeg ved ikke, om vi har særlige betingelser på Bornholm i forhold til andre kommuner. Men vi, som kommune, har fået skabt fælles fokus på, hvor afgørende tidlig, relevant indsats er for de her børn, der har særligt svære vilkår for udvikling. Vi har i vores PPR-afdeling prioriteret denne indsats ved at samle viden om småbørn hos en lille gruppe ”småbørnspsykologer”, som jeg er en del af. Vi får derfor mulighed for at få mere specialviden og erfaring på området. Arbejdet og fokusset på småbørnene og den tidlige indsats understøttes yderligere gennem ”De Små Børns Bornholm”.

Hvorfor har du selv valgt at bo og arbejde på Bornholm?

– Jeg er Bornholmer helt ind i hjertet og har altid vidst, at min tid uden for øen skulle begrænses til min uddannelse i København. Jeg har hele min familie og svigerfamilie på øen, så det var en selvfølge, at mine egne børn skulle vokse op blandt dem og den fantastiske natur, der omgiver os.

Lisa Søgaard

28 år, uddannet psykolog fra Københavns Universitet.

Flyttede med partner og børn tilbage til Bornholm for at arbejde som psykolog i PPR på dagtilbudsområdet.

Debuterede i juni med Pædagogens Problemhåndbog.