Kvækkede sidst i 1942: Nu skal den tilbage på Bornholm

Helle Bay Eriksen og Nina Stork tager første spadestik til en papirtung proces om at få klokkefrøen tilbage på Bornholm. Det starter med et kaffemøde med lodsejere.

Det sidste kvæk lød eftersigende i 1942 i Rø Plantage, men nu skal klokkefrøens unikke kvæk, der lyder som, hvis man puster i en tom flaske, igen kunne høres på Bornholm.

Det drømmer Helle Bay Eriksen og Nina Stork i hvert fald om. De har hver deres landejendom, Sjælegård og Pellegård, hvor de har omlagt dyrkede marker til vild natur. Nu har de to naturentusiaster rottet sig sammen om et fællesprojekt, nemlig at bringe klokkefrøen tilbage til Bornholm.

– Som naturentusiaster er vi meget interesserede i biodiversitet. At få en ekstra frøart på Bornholm, hvor vi kun har tre frøarter, vil gøre Bornholms biodiversitet rigere.

Den sjældne klokkefrø findes i dag kun få steder i Danmark, primært i Det Sydfynske Øhav. Men Bornholm er et oplagt sted at få den tilbage, forklarer Helle Bay Eriksen, der også er forkvinde for bestyrelsen i Danmark Naturfredningsforening Bornholm.

– Vores klima på Bornholm er virkelig godt for klokkefrøen, for den kan rigtig godt lide de mere varme egne.

For Helle Bay Eriksen vil det være en sejr, hvis hun kan være med til at bringe noget natur tilbage til øen.

– Det vil også være en personlig glæde og tilfredsstillelse, hvis man rent faktisk havde skabt den mulighed og genoprettet noget af det, der er tabt. Det er jo noget, som vi har tabt, fordi vi ikke har haft øje for dens behov og ikke set værdien i, at den skulle overleve på det tidspunkt.

Invitation til lodsejere

Men der venter et større arbejde forude, før klokkefrøen igen hopper rundt i den bornholmske natur. Første trin er at få nogle lodsejere med ombord på frøvognen, der vil bruge noget af sit areal på at få etableret et vandhul, hvor frøen kan leve.

Helle Bay Eriksen og Nina Stork har allerede fået et par stykker med på ideen, men de håber på endnu flere.

– Vi vil gerne finde nogle flere, fordi jo større et areal, der er egnet til, at der kan være klokkefrøer på området, jo bedre er det i forhold til både at få noget finansiering rejst og få projektet til at lykkes, siger Helle Bay Eriksen.

Derfor har de to initivativtagere inviteret interessede lodsejere til kage, kaffe og en snak om projektet fredag 15. august. De er interesserede i at høre fra alle nysgerrige lodsejere, men det er særligt nord fra Rutsker og op til Allinge, hvor de håber, at nogen har lyst til at få etableret et vandhul, der er soleksponeret.

– Vi skal have skabt et område, hvor der er under en kilometer mellem hvert vandhul, siger Helle Bay Eriksen.

Klokkefrøen tager nemlig ikke på lange ture fra det ene vandhul til det andet, så derfor skal der ikke være for langt mellem hvert vandhul.

Helle Bay Eriksen understreger, at man som lodsejer ikke bliver skrevet op til noget på mødet, men at det blot er for at oplyse om projektet og vække interesse. Hun har selv planer om at have fem til seks vandhuller, hvor klokkefrøen kan leve, på Sjælegården, som hun købte med sin mand med en drøm at skabe mere biodiversitet.

Klokkefrøer på Als

På Als er de nogle skridt foran, for der kan man allerede høre kvæk fra klokkefrøen. I 2023 startede Naturstyrelsen Sønderjylland nemlig et projekt, der skulle få klokkefrøen tilbage på Als, efter de for godt og vel 80 år siden forsvandt fra øen. Nu, to år efter, kan den særlige lyd fra frøen høres igen.

– Når de begynder at kvække allerede et år efter, at vi har sat dem ud, så er det et rigtig godt tegn, siger biolog i Naturstyrelsen Sønderjylland, Lonnie Jessen.

Hun er glad for at kunne være med til at rette op i naturen, der hvor vi mennesker har været skyld i, at den er blevet forandret.

– Vi fylder bare rigtig meget os mennesker, og det er tit på bekostning af nogle andre arter.

Klokkefrøen er forsvundet fra flere steder, fordi vi med flere veje, udvikling af byer og intensivt landbrug har mindsket antallet af lysåbne vandhuller med græssende kreaturer eller heste rundt om, hvor klokkefrøen lever.

– De steder forsvinder. Det betyder også, at levestederne for klokkefrøer forsvinder, og efterhånden forsvinder arten så også. Hvis den ikke har nogle vandhuller, den kan yngle i, så er det på et eller andet tidspunkt slut, og så dør den sidste, siger Lonnie Jessen.

For at få klokkefrøen tilbage til Als, får Naturstyrelsen Sønderjylland leveret frøerne fra et konsulentfirma, som de samarbejder med. Konsulentfirmaet Amphi Consult indsamler æg fra de områder, hvor der stadig er klokkefrøer i Danmark, og så sørger de for at opfostre dem, indtil de er blevet til små frøer, som de så på Als kan udsætte i vandhullerne.

– 10 procent af de æg, der bliver samlet ind og klækkes, kommer tilbage til de steder, hvor æggene er samlet ind, så man ikke tømmer de oprindelige vandhuller for klokkefrøer. Der er en meget detaljeret plan for at bevare de eksisterende bestande og for at kunne skabe nogle nye, så man ikke bare tømmer det hele.

En masse papirarbejde

Med kvækkende frøer i baghaven, betyder det også, at Lonnie Jessen har været igennem den proces, som Helle Bay Eriksen og Nina Stork står overfor. Og det er en proces fyldt med papirarbejde, siger hun.

– Det er selvfølgelig et omfattende projekt, og der skal laves rigtig meget papirarbejde.

Papirarbejdet består af, at der skal søges tilladelser en række forskellige steder. Først og fremmest skal man have tilladelse til at indsamle æg og genudsætte en art, der er fredet, som klokkefrøen er. Til ansøgningen om det, skal der laves en omfattende rapport, hvor man argumenterer for, hvorfor de udvalgte steder egner sig til at have klokkefrøer og nøje beskrive genindsætningsplanen. På Als har de haft Amphi Consult til den opgave på grund af deres erfaring med udsætning af netop padder. Og så skal der gives tilladelse fra kommunen til, at de forskellige lodsejere må lave et vandhul.

– Jeg har søgt i rigtig god tid. Jeg har allerede i foråret sendt en ansøgning ind om de nye vandhuller, som vi først har tænkt os at lave i efteråret 2026.

På Als har det taget næsten halvandet år fra, da de mødtes med konsulenten første gang og til, at de var klar til at lukke de første klokkefrøer ud.

– Det tager noget tid, og man skal søge de rigtige tilladelser i den rigtige rækkefølge, men det kan så sagtens lade sig gøre, siger hun.

Håber på hurtig sagsbehandling

Helle Bay Eriksen har allerede startet noget af processen. Hun har været i kontakt med Bornholms Regionskommune og håber, at det er en sag, der vil blive prioriteret, så de hurtigt kan få tilladelser til at lave vandhuller. Men netop sagsbehandlingstiderne på miljøsøger har flere gange været igennem mediemøllen efter ansøgere, der har søgt om tilladelse til blandt andet oprettelse af minivådområder og at putte gydegrus i åer, har råbt op, fordi deres ansøgninger er blevet lagt i en bunke med lange udsigter til at blive håndteret.

Netop derfor er det også noget af det, som Helle Bay Eriksen er nervøs for.

– Der kommer min største bekymring ind, og det er sagsbehandlingen i kommunen.

For at projektet kan lade sig gøre, skal der søges landzonetilladelse til at lave en sø. Helle Bay Eriksen håber på, at det vil blive prioriteret af kommunen, så de hurtigt kan komme i gang med de næste step i processen. Hun er nemlig helt bevidst om, at der følger en masse papirarbejde med, hvis der skal klokkefrøer til Bornholm.

– Først landzonetilladelse, så graverarbejde, så skal vi søge en fond om støtte til det her avlsprogram, og så skal vi have lavet selve avlsprogrammet, forklarer Helle Bay Eriksen om processen.

Hun har selv erfaring med at søge fondsmidler fra tidligere projekter, og den erfaring vil hun meget gerne dele med de interesserede lodsejere, så projektet kan komme ud over stepperne.

Drømmer om klokkefrøer i 2028

Det kommer til at koste penge at få en konsulentvirksomhed til at hjælpe med bestanden af klokkefrøer, ligesom der er blevet gjort på Als. Derudover skal der også betales for det graverarbejde, der skal laves. Helle Bay Eriksen har i den forbindelse øjnene rettet mod en pengepulje fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til at oprette vandhuller. Og så håber hun, at det vil være muligt at få en skarp pris fra nogle entreprenører, der kan hjælpe med gravearbejdet.

Helle Bay Eriksen håber, at de forskellge puljer og fonde vil dække omkostningerne, så lodsejeren ikke selv skal have pengepungen op af lommen. Men det kommer an på, hvilke aftaler, de kan få lavet, siger hun.

Det er altså en lang proces, som de to initiativtager har i sigte.

– Det er ikke noget, der kommer til at ske i 2026. Vi kan tage de indledende øvelser, og de indledende øvelser er jo, at vi for det første finder sammen, dem, der kunne tænke sig at støtte op om det.

– Jeg drømmer om, at vi kan være klar til at lave den første udsætning i 2028 eller 2029, siger Helle Bay Eriksen.