Stort projekt skal have en genstart

Stort projekt skal have en genstart
Det er dette skitseprojekt, der nu skal arbejdes videre på i klyngeprojektet. Man kan dog endnu ikke sige, hvor og hvornår de første byggeaktiviteter går i gang.
NYHED | ABONNENT | 8. JAN 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
8. JAN 2023 • 15:30

4-Kløver-Klyngen har ni millioner kroner i hus, men nu skal de frivillige mobiliseres igen.


– Hvis jeg havde haft fuldtidsarbejde ved siden af det, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have klaret det. Det kræver bare rigtig meget tid, og det er jeg glad for, at jeg har nu.

Det siger Lene Koefoed fra Rø om hvervet som formand for 4-Kløver-Klyngens styregruppe. Klyngen er et samarbejde mellem byerne Rø, Klemensker, Aarsballe og Nyker, og det fælles projekt, "Vi mødes i det grønne", er gået ind i en ny, spændende fase, efter at man har opnået fuld finansiering med tilsagn om bidrag på i alt ni millioner kroner.

Det glæder Lene Koefoed, for nu kan man komme videre, og som det første skal der pustes nyt liv i projektet. Man holder derfor på lørdag den 14. januar et igangsætterevent med brunch på Restaurant Rø.

Klyngesamarbejdet så dagens lys i 2017, lige efter at brugsen i Nyker var lukket, og nogle år efter lukningen af skolen i Klemensker. Det var med inspiration fra andre små lokalsamfund rundt omkring i landet, hvor man også har mistet butikker og skoler.

Kommunal projektleder

Lene Koefoed erkender, at det har været frustrerende, at man ikke har kunnet komme i gang med det fælles projekt tidligere:

– Vi skal selv holde gejsten oppe i styregruppen, og så skal vi repræsentanter fra byerne hver især holde motivationen oppe hos vores borgere. Det er noget af en opgave. Det er også derfor, at vi på lørdag fejrer, at vi har pengene på plads, og at vi snart kan komme i gang, siger Lene Koefoed.

De sidste penge kom i hus med det kommunale budget for 2023, hvor der er 1,8 millioner kroner til klyngen. Den støtte udløser samtidig 2,7 millioner kroner fra en statspulje til områdefornyelse.

– Vi har nu et samarbejde med BRK, fordi vi har fået finansiering derfra. Det betyder, at der er blevet tilknyttet en kommunal projektleder, og vi skal nu finde vi ud af, hvordan den videre proces skal være. Vi er samtidig blevet en del af en områdefornyelse med nogle penge fra staten. Vi er derfor lidt i to lejre, idet vi har vores projekt, og så er vi en del af en områdefornyelse. De to ting skal spille sammen, for der er selvfølgelig nogle rammer og regler, man skal forholde sig til med pengene fra staten, siger Lene Koefoed.

– Konstruktionen i samarbejdet skal vedtages i kommunalbestyrelsen i marts, så på den måde kommer der igen noget, vi må afvente, tilføjer hun.



Ingen tidsplan

Det gør, at man stadig ikke kan blive helt konkrete, når det handler om, hvor og hvornår de første byggeaktiviteter sættes i gang. Men Lene Koefoed er optimistisk og peger på, at der allerede foreligger et grundskitseprojekt, som man tager udgangspunkt i. Det indeholder etablering af diverse naturstøttepunkter og sheltere i området.

– Det eneste, der er sikkert, er, at samlingspladsen i Klemensker er røget ud af projektet. De andre nedslagssteder og sheltere arbejder vi videre med. Den endelige udformning og placering ligger ikke fast, forklarer hun.

Lene Koefoed siger, at lørdagens arrangement meget handler om at genstarte projektet og genskabe borgerengagementet.

– Det startede tilbage i 2017. Nogle er flyttet væk fra klyngen, andre har nærmest glemt, hvad det handler om, og andre igen tænker, om det overhovedet bliver til noget, og så har coronaen også medført en pause. Vi har mange, der tidligere har meldt sig som frivillige, og dem har vi inviteret. Men alle er velkommen, og man forpligter sig ikke til at lægge et stykke frivilligt arbejde, men vi håber at skabe en interesse for at være med i arbejdet, og det tror jeg også på sker, siger Lene Koefoed.

Et fællesskab

– Vi skal etablere et fællesskab mellem de fire byer, både fysisk og mentalt. Hver by knokler med deres egen eksistens, men sammen kan vi gøre meget mere.

– Det handler også om forbindelsen rent fysisk mellem de fire områder. Der er nogle helt naturlige stier i forvejen, som man kan udbygge. Der er eksempler på stier, som allerede er etableret i Aarsballe og Rø, og der er tanker om at lave en sti rundt om Nyker. Så er der cykelstierne, hvor der er en stor mangel mellem Aarsballe og Klemensker. Vi kan ikke selv lave en cykelsti, men vi kan lave nogle henvisningsskilte til småveje, som man kan benytte sig af som cyklist, forklarer Lene Koefoed om projektet.

– Medborgerhusene, som i Aarsballe og Røs tilfælde er tidligere klubhuse, har ikke længere den store aktivitet som tidligere. Dem skal vi prøve at tænke anderledes, åbne mere op for hele klyngen og skabe nye aktiviteter, og indtænke hele den grønne bølge med Højlyngsstien, som kommer lige forbi både Rø og Aarsballe.

– Projektet handler primært om at gøre området attraktivt for dem, der bor der, og for tilflyttere. Det vil i sidste ende også gøre det attraktivt for vores gæster. Der gemmer sig mange spændende perler på det indre Bornholm, som vi vil gøre folk opmærksomme på, opsummerer Lene Koefoed formålet med samarbejdet i 4-Kløver-Klyngen.

Klemens Kro er et plus

Det vil være forkert at sige, at der ikke er sket noget i kraft af samarbejdet, for det er der, fremhæver styregruppens formand.

Hun peger på, at der arrangeres fællesspisninger i de fire byer, der er vandreture, hvor man lærer klyngens områder at kende, og der har været virksomhedsbesøg. Den tidligere klemenskeravis er også blevet til en avis for hele området, Klyngeavisen, man har fået en fælles kalender, og der har været fælles aktiviteter under kulturugen

– Det med at møde hverandre, på kryds og tværs af byerne, er vigtigt. Man kan ved de aktiviteter se, at nogle kender hinanden i forvejen, andre gør ikke. Der er endda naboer og genboer, der møder hinanden for første gang på de ture. Det skal nok lykkes at skabe en samhørighed og et fællesskab. Det skal nok vokse til et fælles projekt.

Lene Koefoed glæder sig over, at genåbningen af Klemens Kro, og de aktiviteter der i udspringer herfra, i høj grad understøtter klyngens projekt.

– Vi har fået en kro, der er tæt på at være klyngens samlingspunkt, siger hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT