Rønne Privatskole hejser Det Grønne Flag

NOTITS | MILJØ | RØNNE | Fredag 3. juni 2022 • 15:38
NOTITS | MILJØ | RØNNE | Fredag 3. juni 2022 • 15:38

Efter et års forberedelse er Rønne Privatskole nu klar til at hejse Det Grønne Flag.

Det Grønne Flag uddeles af Friluftsrådet og gives til dagtilbud, der arbejder med friluftsliv, natur og miljø i dagligdagen. Med oprettelsen af et grønt råd bestående af elever, personale og ledelse samt en grøn vision og flere grønne projekter, så har Rønne Privatskole nu fået tilsendt flaget fra Frilufstrådet.

– I år har vi haft stor fokus på skolehave og biodiversitet på skolen. Vi er også så småt startet på et affaldssorteringsprojekt og har i den forbindelse indgået en partnerskabsaftale med BOFA. Eleverne på alle klassetrin vil i den forbindelse få undervisning i at sortere og vil efter sommerferien selv skulle affaldssortere, skriver Rønne Privatskole i en pressemeddelelse.

Formålet er, at eleverne hvert skoleår kommer til at arbejde med emner, der på den ene eller anden måde gør dem mere bevidste om klimaet, og hvad der kan gøres for at påvirke det i en positiv retning.

Det Grønne Flag bliver hejst fredag den 10. juni klokken 09.30, hvor borgmester Jacob Trøst også vil deltage. 



FÅ ABONNEMENT