Rønne Havbad forventer at bygge badebro og sauna i efteråret

En tilladelse er på plads, en anden venter foreningen stadig på, men formanden krydser fingre for, at den snart kommer.
Et kig på regionskommunens hjemmeside kan give det indtryk, at foreningen Rønne Havbad har fået tilladelse til at bygge sin badebro ved Galløkken, som den har ønsket i seks år, men sådan forholder det sig ikke. Godt nok står der, at "Bornholms Regionskommune har givet tilladelse til etablering af badebro", men det er ikke hele historien, fortæller formand Helene Rask Grøn, som forventer, at byggeriet går i gang i efteråret.
– Jeg skrev til kommunen for at høre, om det betyder, at vi har tilladelse til badebroen, for det er jo det, de skriver. Men det gjorde det ikke, for vi skal have tilladelse fra Byg, og det har vi ikke fået endnu, siger hun til Tidende.
Alligevel vælger formanden at se det som en positiv udvikling, at endnu en formel forhindring er ryddet af vejen, ved at kommunen har givet tilladelse i henhold til Bekendtgørelse om bade- og bådebroer.
Ok til august
Tilbage står en egentlig byggetilladelse til badebro og sauna, som Rønne Havbad søgte for mange år siden, og Helene Rask Grøn tror på, at det falder på plads, så byggeriet kan gå i gang efter sommerferien.
Hun fortæller, at foreningen var stillet en byggetilladelse i udsigt omkring sankthans. Det blev udsat til starten af juli, og den seneste melding er, at der kan komme et OK fra sagsbehandleren i midten af august.
– Om det så betyder, at vi også har en byggetilladelse, det ved jeg ikke, men alle krydser fingre for, at den snart kommer, siger formanden.
Begge dele i udbud
For at være helt klar til at gå i gang har Rønne Havbad bedt medlemmerne om at betale deres indskud, så foreningen oparbejder en likviditet, for fondene udbetaler først penge på bagkant. Derudover er der sat gang i udbuddet af byggearbejdet.
– Vi har lavet udbud for broen og trappen, og vi har fire, der vil bygge det. De tilbud evaluerer vi i første uge af august, og når vi underskriver en kontrakt, kan de begynde at booke materialer, siger Helene Rask Grøn.
Det samme gør foreningen med saunadelen, der bliver sendt i udbud i løbet af juli.
– Så har vi valgt entreprenører, og det hele ligger klar, og så er det bare at trykke på knappen. Så vi regner med at bygge i efteråret, siger Rønne Havbads formand.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration