Senest har professor i akvatisk patologi på Københavns Universitet og forskningschef på Institut for Veterinær-og Husdyrvidenskab, Kurt Buchmann, udtalt i Bornholms Tidende, at den høje dødelighed blandt bisoner skyldes dårlig trivsel. I ti år har han fulgt bestanden af bisoner på Bornholm tæt, og han er bekymret for dyrenes fortsatte trivsel.
Ifølge Kurt Buchmann lider bisonerne især af voldsomme angreb fra parasitter, som svækker dyret i alvorlig grad, hvis ikke det behandles.
På et debatmøde om naturnationalparken i Almindingen i søndags, udtalte professoren til de fremmødte deltagere, at den bornholmske bisonbestand er i fare for at uddø, hvis man ikke gør noget drastisk.
Bisonbestanden burde ifølge professor Kurt Buchmanns beregninger være større end tilfældet ses i dag, hvor bestanden har udviklet sig til en bestand på ti individer hen over ti år.
Udover de syv første bisoner fra 2012 og en ekstra indsat tyr, burde tallet være oppe på 31, inklusive antallet af kalve. Ifølge Kurt Buchmanns forskning af de bornholmske bisoner, er der cirka 20 dyr, som er døde indenfor de sidste ti år.