– Jeg ser Bornholm og hele ideen om energiøen som et slags laboratorium, hvor vi kan udtænke de gode ideer, og så kan vi prøve at eksportere dem ud over rigets grænser, sådan at vi globalt set når i mål med den grønne ambition, siger Peter Juel-Jensen.
Endnu har han ikke haft mulighed for at drøfte afslaget og Energistyrelsens begrundelser med Venstres klima- og energiordfører Linea Søgaard-Lidell, men det er hans plan, for han vil gerne se, om der er noget at gøre.
Som en del af begrundelsen nævner Energistyrelsen, at den politiske aftale om Danmarks Havplan udtrykkeligt tager stilling til, at der ikke udlægges nye arealer til berostillede kommercielle åben dør-projekter, herunder Bornholms Havvinds ansøgning. Den aftale står et bredt flertal i Folketinget bag, også Peter Juel-Jensens Venstre.
– Jeg vil gerne have mulighed for at vende med min klima- og energiordfører, hvad perspektiverne og mulighederne er, inden jeg helt kan sige, hvad der er op og ned. Der er stadig reserveret nogle området til havvind i den havplan, og jeg kan ikke forstå, at man ikke kan bringe det i spil, også når man beder bornholmerne om at acceptere og se udviklingsmuligheder i et relativt stort VE-anlæg, altså energiøens transformatorstation, siger han.