Lige dér ser Flemming sin og konens formue forsvinde

Lige dér ser Flemming sin og konens formue forsvinde
Flemming Pihl udpeger sit og konens hus på Søndre Landevej 43, hvor det vil blive nærmeste nabo til det kæmpe landanlæg – hvorved han vurderer, at huset bliver usælgeligt. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 20. MAR 2023 • 22:55
NYHED | ABONNENT
20. MAR 2023 • 22:55

Det kommende landanlæg i forbindelse med energiøen har trukket tæppet væk under Flemming Pihls og hans kones økonomi, påpegede han harmdirrende ved præsentationen af anlægget mandag aften.

Nok er der lagt op til en urban omgangstone bygget på fine principper om borgerinddragelse og demokrati, da Energinet mandag aften på Møbelfabrikken i Nexø præsenterer sit bud på design og placering af den kommende omformerstation, der skal bygges syd for Aakirkeby som en del af Energiø Bornholm – men man fornemmer ikke desto mindre til tider spændinger i lokalet, som er store nok til, at man kunne forfalde til den tanke, at havde man dog bare fået etableret den station, så burde her nok kunne springe en gnist eller to, der kunne drive et mindre parcelhus' energiforbrug et par timer eller tre.

Efter en præsentationsrunde, som giver taletid til blandt andre borgmester Jacob Trøst (K), Kim Søgaard Mikkelsen, som er Energinets projektleder for Energiø Bornholm, og John Strandfelt, partner i arkitektfirmaet Arkitema, er det tid til en spørgerunde, og her bliver det tydeligt, at nogle af spørgsmålstillerne er endog meget utilfredse med beliggenheden af anlægget, og klapsalver og udbrud blandt de øvrige tilhørere vidner om, at der hist og her er opbakning til den holdning.

Flemming Pihl er en af de oprørte røster, og ingen tvivl om, at han og konen føler deres liv skamredet af projektet, hvilket fremgår tydeligt af hans harmdirrende indlæg, hvor han også får sparket ud efter "rygklapperne", som er mødt op, og som vel mest af alt i hans øjne glimrer ved ikke at være kritiske i forhold til landanlægget.

39 år

Han forklarer, at han og konen, Gitte, gennem 39 år har boet samme sted, nemlig på Søndre Landevej 43, men nu må de se i øjnene, at de formentlig bliver allernærmeste naboer til dette gigantiske anlæg, og han påpeger, at han anser deres opsparing i huset for at være mere eller mindre forsvundet eller for i hvert fald at være så reduceret, at det er dybt uretfærdigt.

– Vi har sparet op i det hus, men nu er 750.000 kroner pist væk, snerrer han nede fra salen og tilføjer:

– Kompenser os, for helvede, det er det rene røveri!

Ingen politiker eller myndighedsperson finder umiddelbart anledning til i plenum at svare på dén svada, men senere udpeger Flemming Pihl sit hus for Bornholms Tidende, og det ligger ganske rigtigt aldeles op ad det kommende anlæg.

Og hvad værre er:

– Vi havde besøg af en fra Energinet forleden, og noget af det første, han sagde, var, at vi får ingen kompensation på nogen måde for at blive lukket inde der, hvor vores hus ligger, siger han.


– Vi havde besøg af en fra Energinet forleden, og noget af det første, han sagde, var, at vi får ingen kompensation på nogen måde for at blive lukket inde der, hvor vores hus ligger, siger Flemming Pihl, som her ses mandag aften på Møbelfabrikken, hvor Energinet præsenterede landanlægget. Foto: Torben Østergaard Møller

 

– Og så var der sådan set ikke så meget mere at tale om, selv om jeg forklarede ham, at vi har boet der i 39 år for at spare op i vores mursten for at kunne have det godt, når vi bliver gamle og går på efterløn eller pension. Måske vi kunne købe et hus i byen, men det bliver jo brutalt trukket væk under os med ét pennestrøg.

– De har bare trukket en streg 100 meter bag vores hus, som du kan se, så det kan jo ikke sælges, og vi kan end ikke leje det ud, for nu kommer der fem års byggestøj. Vi har en vurdering på huset, der siger halvanden million, men jeg tror ikke engang, vi kan få det halve nu.

Hvornår havde I tænkt jer at sælge?

– Jamen, det kunne måske have været om fem år, så ville vi måske til byen, men det er jo umuligt nu, for vi har ikke noget at renovere for og så videre. Hele vores formue ligger i det hus, men nu kan vi jo ikke få en skid for det, siger Flemming Pihl.

Lys i mørket

Borgmester Jacob Trøst kan dog muligvis tænde et lys af håb i mørket for både ægteparret og andre beboere tæt på det kommende anlæg.

– Men det kræver en lovændring, siger han til Bornholms Tidende, og i sit indlæg tidligere på aftenen forklarede han da også, at han arbejder på at få politikerne på Christiansborg til netop at sikre, at den nødvendige lovændring bliver en realitet.

– For som loven er i dag, kan Energinet ikke gå ud og købe mere areal end det, de skal bruge til anlægget, forklarer han.

– Det er ikke ligesom, hvis man for eksempel skal anlægge en jernbane eller en motorvej, hvor staten kan gå ud og opkøbe nogle arealer og også ejendomme, hvis ejerne selv ønsker at sælge, og hvis en ejendomsmægler vurderer, at de bliver usælgelige.

Og du arbejder på at gøre det muligt at sikre dem, der bliver ramt af disse store energianlæg, som der formentlig kommer flere af i fremtiden?

– Ja, og det er de ene mulighed, den anden er, at folk kan få en økonomisk kompensation, fordi de bliver naboer til sådan et anlæg. Det kan man for eksempel sikre med VE-loven i dag (Vedvarende Energi, red.). Den er lavet for at fremme produktion af vedvarende energi og kan for eksempel komme i brug i forbindelse med landvindmøller, hvor naboer kan blive kompenseret for det værditab, deres ejendom eventuelt vil blive udsat for.

Tænder du her et lille håb i mørket for dem, der mener, de mister deres formue eller noget af den?

– Jeg skal jo ikke kunne sige, hvordan politikerne på Christiansborg vil forholde sig til det, men man vedtog netop VE-loven for at sikre lokal opbakning til etablering af vedvarende energi, siger Jacob Trøst.

– Og nu, hvor vi får landanlæg i den her skala, mener jeg, man bør opdatere loven, så det håber jeg da vil ske.

Tirsdag klokken 14-18 er der åbent hus i Aakirkeby-Hallerne, hvor man kan møde op og kommentere landanlægget.