Godt gået, Grønbechs

Godt gået, Grønbechs
LEDER | DEBAT | 21. MAJ • 05:30
LEDER | DEBAT | 21. MAJ • 05:30

Vi kan med rette ranke ryggen og sende en varm anerkendelse i retning af Grønbechs Gård, der med ny ledelse og fornyet energi har rejst sig som et fyrtårn for bornholmsk kunsthåndværk.


Med imponerende vækst i besøgstallet og hele to royale besøg i på det seneste er det tydeligt, at den gamle gård i Hasle har indtaget sin plads i sollyset – både nationalt og lokalt.

Den smukke gamle købmandsgård har i det forgangne år været ramme om ikke færre end 21 udstillinger. Over 33.000 gæster har lagt vejen forbi, og hele 12.847 valgte at købe billet til en aktuel udstilling – en markant stigning i forhold til året før. Det er ikke blot et udtryk for dygtigt kuraterede udstillinger, men også for en strategi, der virker og vækker nysgerrighed og begejstring.

Når kongeparret vælger at aflægge visit i forbindelse med sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog, sender det et klart signal om, at Grønbechs Gård er mere end blot et udstillingssted. Det er et kulturelt knudepunkt, der formår at formidle vores fælles arv og kunsthåndværkets betydning på fornemmeste vis.

Bag succesen står en målrettet ledelse og et stærkt frivilligkorps. Lene Havtorn og hendes utrættelige hold af frivillige fortjener anerkendelse. Deres indsats har ikke alene løftet det praktiske og daglige arbejde, men også været bærende for det økonomiske løft, der nu gør det muligt at forbedre både arbejdsvilkår og lønninger.


Grønbechs Gård er trådt ind i en ny guldalder. Med styrket økonomi, stigende publikumsopbakning og kongeligt rygstød er kursen sat. Det bornholmske kunsthåndværk har fået sin værdige scene – og det smitter af på hele Bornholm. Flere vil søge til Hasle for at opleve det, der begejstrer både folk og fæ, dronning og konge.

Vi glæder os til at følge rejsen videre. Godt gået, Grønbechs.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT