Nu dukker Krølle Bølle op på Bakken

Nu dukker Krølle Bølle op på Bakken
Krølle Bølle bliver nu at finde på Bakken. Privatfoto
ERHVERV | Tirsdag 20. maj 2025 • 19:00
ERHVERV | Tirsdag 20. maj 2025 • 19:00

Der er nok at se til hos Bornholms Ismejeri, som skal producere Krølle Bølle is til et nyt ishus på Bakken.

Først var det bare i Svaneke, så åbnede de en butik i Snogebæk, og nu kan man altså også gå på jagt efter isen fra Bornholms Ismejeri i Dyrehaven ved Klampenborg - nærmere bestemt på Bakken.

Her har et par gutter fra København en fin forretning med at sælge is - faktisk så fin, at de med starten af maj har åbnet deres isbod nummer to - og til forskel fra den første isbod, så er nummer to lavet i samarbejde med Bornholms Ismejeri.

– De har en passion for vores is, og det er jo skønt, så vi har hjulpet dem med dekoration og at gøre det lækkert og alt det der, og så leverer vi altså is til Bakken nu, så det er rigtig dejligt, fortæller Jonas Bohn, som sammen med Vibeke Bengtson ejer Bornholms Ismejeri.

Til forskel fra butikken i Snogebæk er det ikke ismejeriet selv, der ejer butikken, men ikke desto mindre er det dem, der leverer hele sortimentet.

– De er gået all in, så det er en ren bornholmerbutik, fortæller Jonas Bohn begejstret

Ishusets ejere havde nemlig set sig lune på lige præcis deres is - og ikke mindst den lille trold, Krølle Bølle.

Kæmpe skulderklap

Med 1,8 millioner besøgende hvert år er Dyrehavsbakken et meget attraktivt sted at få foden indenfor.

– Det er fedt, at der er nogen, der vil være med til det her for det betyder, at de tror på projektet, og det løfter helt vildt, fortæller Jonas Bohn.

På ismejeriet regner de da også med at skulle producere en god portion ekstra is i år.

– Jeg forestiller mig, at den kommer til at sælge lige så godt som i Snogebæk - noget i den størrelsesorden.

– Det er ikke noget, der vælter os produktionsmæssigt, men det er et kæmpe skulderklap, og det er med til at skabe noget mere aktivitet og forhåbentlig fastholde nogle arbejdspladser, forklarer han.

Tilstedeværelsen på den anden side af vandet betyder desuden, at Bornholms Ismejeri bliver mere synligt, og faktisk kan det allerede mærkes i Svaneke.

– Jamen, vi har allerede fået de første to forespørgsler og den ene er der allerede kommet kød på, men det er i meget mindre skala, fortæller han.

Han forsikrer dog, at der stadig er fin plads i produktionen, selvom der altså nu skal fabrikeres is til en hel butik mere.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT