Vilje er vigtigere end talent

27-årige John Frederiksen fra Nexø har været professionel fodboldspiller i seks lande. En tumor i hjernen satte nær en stopper for det hele, men selv føler han sig både hjulpet af sin stædighed og tro på Gud.
Vintergrå skyer får kamp til stregen af solens stærke stråler, der syer himlen sammen som et spættet tæppe af lyst og mørkt over vandets vuggende joller.
I baggrunden står en over to meter høj skikkelse foran en af havnens fiskerhytter. Det er John Frederiksen, som er hjemme på øen efter en sæson for den norske fodboldklub Arendal. Og forældrenes fiskerhytte her i Jollehavn i Nexø bruger han flittigt som et helle – både alene og med venner, når han, som nu, er hjemme og venter på, at det næste klubtilbud skal melde sig på banen.
Det er også lige heromkring på en af hans længere gåture i hjembyen Nexø, at han har haft en af sine største åndelige oplevelser, skal det vise sig senere i interviewet, men først viser han bare stedet frem.
– Mine forældre har haft hytten her i et par år, men jeg elsker også at komme her, siger den tårnhøje fodboldspiller, da han har budt indenfor i fiskerhytten, som trods sin sparsomme plads både rummer køkken, sofa og spisebord.
– Min far har også sin båd derovre, siger han og nikker mod bådene udenfor.
– Han har fisket hele sit liv.
Opdaget i tv-program
Det var også fiskeerhvervet, der i sin tid førte John Frederiksens færøske familie til Bornholm.
Men mens faderen var vant til at håndtere fiskenet, viste John Frederiksen tidligt mere interesse for at sætte bolden i nettet. Og det var ikke mindst takket være onklen, der også boede på Bornholm, at John Frederiksen tidligt viste sit usædvanlige fodboldtalent:
– Jeg begyndte allerede til fodbold som toårig, men fra seks-syv-årsalderen tog min onkel mig med ned at spille fodbold to-tre timer hver dag på Nexø Boldklubs baner. Som ung havde han selv drømt om at blive professionel fodboldspiller, men fik aldrig chancen for det, så han trænede i stedet mig.
Og de mange træningstimer betalte sig. For ret hurtigt blev han god, husker han.
– Også bedre end de andre drenge, jeg spillede med og mod her på øen. Men jeg havde en dejlig barndom på Bornholm, hvor jeg var mere ude end inde. For jeg var som regel ude for at spille fodbold, fortæller John Frederiksen, der tidligt drømte om en karriere som professionel fodboldspiller og ikke lod sig kue af lærernes pålydender om det ufornuftige i at satse på sportens verden.
Men vejen til drømmen og ikke mindst at forblive i den har ikke været uden modstand, indrømmer han. For på spørgsmålet om, hvornår han har oplevet mest modgang i livet, svarer den 27-årige fodboldspiller uden at tøve:
– De sidste 12 år!
John Frederiksen smiler, inden han tålmodigt forklarer, hvordan hans rejse igennem fodboldens verden har været lidt som formiddagens himmel – en blanding af lyst og mørkt.
– Jeg var med i et tv-program, da jeg var 15 år. Det var ligesom X Faktor for fodboldtalenter. Det var noget FC Midtjylland afholdt for at finde talenter i samarbejde med TV2. Jeg kom langt. Der var 509 med. Jeg røg ud på en 9. plads med en skade i min ryg. Men så fik jeg en plads på deres efterskole, der havde en fodboldlinje, fortæller John Frederiksen, som derfor allerede flyttede fra øen som 15-årig.
Men livet på efterskolen blev ikke en dans på græs for den unge færøske bornholmer.
– Det var hårdt, for jeg havde meget hjemve og gråd i sengen, fordi jeg følte mig så alene. Men jeg blev heller ikke behandlet så godt. For selvom jeg scorede seks mål i hver kamp, blev jeg sat på de dårlige hold. Der var benhård konkurrence, og den konkurrence var ikke altid fair. Man skulle helst kende nogen, og jeg var en færing fra Bornholm uden nogen gode forbindelser.
– Jo mere modgang man får, jo mere kan man jo også hjælpe mennesker på den anden side, fordi man kan sætte sig ind i deres situation. Nu kan jeg for eksempel række ud til alle dem, der har en tumor i hjernen, siger John Frederiksen
Ville ikke give op
Han ser til siden, mens minderne vokser frem.
– Min mor ville have mig hjem, men jeg sagde: ”Jeg stopper ikke, og jeg giver ikke op.”
Men selv uden kontakter var hans talent åbenlyst, så han blev tilbudt at træne med storklubben Brøndby, ligesom han kom på det færøske ungdomslandshold. Men i sæsonens sidste landskamp, fik han en skade, der udløste en hjernerystelse, og da han vendte tilbage til fodbolden, fik han en ny skade, så han i alt kom til at ligge ”brak” i fem måneder.
Talentet lod sig dog ikke ryste, for siden blev han udtaget til at spille i landets bedste række for FCK’s U17-hold, hvor han spillede sammen med flere af dem, der i denne uge sensationelt sparkede sig videre i Champions League for FCK’s seniorhold. Men selvom han dengang scorede flere mål end de daværende andre tre angribere på FCK U17 tilsammen, fik han alligevel ingen kontrakt.
– Jeg leverede resultater, men havde ingen gode kontakter, så jeg blev fravalgt af træneren. Sådan kan hele branchen være korrupt, så jeg tog skuffet hjem til Bornholm for at tage en uddannelse som pædagogisk assistent i stedet. Min familie har også altid opdraget mig til at tage mig af de udsatte, så det var meningsfyldt for mig, og jeg elsker også at arbejde med mennesker og udsatte børn og unge. Det er noget, jeg virkelig brænder for. Men på det tidspunkt troede jeg også, at min fodboldkarriere var forbi, inden den var begyndt.
Men det var i Nexø, at John Frederiksen havde lært at sparke til en bold, og det var i Nexø, at han genfandt glæden ved at spille fodbold, da han som ung vendte tilbage til øen efter nogle turbulente år som stortalent i FCK.
– De havde fået ny træner i Nexø Boldklub, og han ringede for at spørge, om jeg ikke kunne have lyst til at komme derop. To dage efter var jeg med til kamp i København, og så har jeg ikke haft pause fra fodbold siden da.
Derfra tog karrieren endelig fart. Han kom først til at spille for Fredensborg i 2. Division og var siden med til at vinde det færøske mesterskab med det største hold i Thorshavn. Men heller ikke der fik han nok spilletid.
– Det er afgørende at møde mennesker, der tror på en, hvis man skal videre som fodboldspiller. Men den slags trænere har jeg ikke mødt mange af. Jeg har mødt flere, der siger, de ville have stoppet for flere år siden, hvis de stod i min situation. Men jeg tror, jeg er for stædig. Hvis jeg gør noget, så gør jeg det. Men i dag må jeg også sige, at fodbold ikke kun handler om talent og fightervilje, men også om kontakter. Hvis jeg sad med det netværk, jeg har nu, som 18-årig, så ville jeg være stukket helt af andre steder.
Et skummelt sovested
Livet som professionel fodboldspiller har heller ikke altid været glamourøst. For eksempel blev han skuffet, da han blev hentet til en finsk klub.
– Jeg tog en tur derop for at se på stedet. Det var en meget spøjs situation, jeg kom op til. Jeg blev mødt af en direktør og skulle have et sted at bo i den uges tid, mens jeg så klubben an. Den lejlighed, jeg skulle bo i, var ikke klar, og det var sent om aftenen, så jeg blev ført ned ad en trappe langt nede under jorden i en kælder. Og dernede stod der en rigtig gammel, klam lædersofa, som man kunne hive de tyndeste brædder ud på og slå den op. Der skulle jeg sove. Og som dyne fik jeg nogle grå hundetæpper at sove med, siger John Frederiksen, der hurtigt fik kolde fødder i mere end en forstand.
Sportsligt var det dog sjovt at træne med klubben i den næstbedste finske række, og træneren var også flink, så han endte med at takke ja til klubben. Men knap var han landet i Danmark efter sit finske besøg, før coronakrisen lukkede landet, og i fire måneder hørte han ikke en lyd fra Finland.
– Men pludselig ringede de og spurgte, om jeg kunne stille deroppe dagen efter. Det var lidt svært, for jeg stod på Bornholm og klokken var 16, men to dage senere stod jeg igen i Finland. Denne gang fik jeg et ordentligt sted at bo med en amerikansk roomie fra holdet, og jeg endte med at spille for dem en hel sæson med løn. Jeg klarede mig godt. Vi vandt mange kampe, og jeg lavede mange mål.
Sådan blev den færøske angriber nu et varmt navn i branchen.
– Bagefter var der klubber fra hele verden, der ville have fat i mig. Jeg har aldrig haft så mange tilbud i hele mit liv. Det var både fra Asien og Europa. Jeg var meget stresset og meget forvirret over, hvad jeg skulle gøre. Jeg valgte at rejse over for at se på et tilbud fra en klub i Slovakiet, der lød spændende. Men klubben kunne jeg slet ikke se mig selv i, da jeg ankom, hvor de også prøvede at snyde mig til at blive. Under den tur begyndte min krop pludselig at sove som i den ene side, siger han og peger ned langs siden.
– Jeg kunne mærke det igennem mit ben og i min arm. Jeg kunne ikke åbne en lynlås. Halvdelen af min krop var fuldstændig lammet, og halvdelen af mit ansigt var også helt følelsesløst. Jeg kunne ikke mærke noget. Jeg troede egentlig, jeg havde fået en blodprop.
Gik du i panik?
– Nej, men jeg tænkte: Nu dør jeg. Jeg troede seriøst, at det var slut. Jeg var 24 år. Men jeg er også kristen og tror, at der er en mening med alting, så det var en bøn, der fyldte i mit hoved. ”Okay, Gud, hvis du vil have mig nu, så tag mig nu”. Men lammelsen varede kun tyve minutter, og næste dag kunne jeg flyve hjem.
På Bornholm vendte lammelserne imidlertid tilbage.
– Nu varede det fem minutter. Jeg gik til lægen, der bare bad mig tage en coronatest, fordi jeg havde været i udlandet. Men to dage senere skete det igen. Nu blev jeg kørt på hospitalet i en ambulance. Jeg fik taget både en CT-skanning og MR-skanning. På Bornholm fandt de ikke noget, men billederne blev sendt til Rigshospitalet, som inviterede mig til at komme til en samtale, fortæller fodboldspilleren som snart oplevede, hvordan livet gav ham en uventet voldsom tackling.
En tumor i hjernen
– Lægerne på Bornholms Hospital havde beroliget mig med, at der sikkert ikke var noget, men jeg tog til samtalen og havde min mor med, selvom jeg forventede et fint svar.
”Du har en tumor i hjernen!” sagde lægen så. Min mor brækkede sig spontant i skraldespanden. Og jeg måtte selv lægge mig på briksen, fordi jeg var ved at besvime over svaret.
Hvordan reagerede lægen?
– Hun så bare på vores show, griner han og tilføjer:
– Hun var faktisk superdygtig, flink og sød. Men nu skulle jeg hurtigt tage stilling til, hvad jeg ville. Lægen gav mig tre muligheder. Hun forklarede, at tumoren sad et dumt sted ved nervebalancesystemet. Enten kunne vi derfor lade den være og lade mig scanne hvert halve år og se, om det udviklede sig. Men det ville hun ikke anbefale, for det var meget usædvanligt at få en tumor i min alder. Så hun syntes enten, at jeg skulle få foretaget en biopsi eller få fjernet tumoren helt. Men hvis de skulle fjerne den, var der en risiko for, at jeg ville miste meget af min følelse, så jeg ikke ville komme til at spille fodbold igen.
Han ser op og lader hånden glide gennem det mørke hår.
– Jeg skulle tage stilling med det samme. Nu virkede fodbold pludselig irrelevant, men jeg besluttede at få taget biopsien for at udsætte risikoen ved et større indgreb. Jeg var vågen under biopsien, hvor de borede sig ind igennem kraniet. Først uden bedøvelse. Jeg bliver bare spændt fast med skruer, og jeg kan høre, hvordan det knaser i kraniet. Derefter bedøver de mig og borer igennem kraniet og får taget noget ud.
Nu fulgte en periode med uvished. For der gik næsten to måneder, før han fik svar fra biopsien.
– Det var selvfølgelig slemt, og timingen var også slem. Jeg havde fået alle de her muligheder for at skifte klub, og hvis jeg ikke var blevet syg, tror jeg faktisk, at jeg var endt i Serbien, der havde givet mig det bedste tilbud. Men nu handlede alt pludselig ikke om fodbold, men om overlevelse. Jeg fik beskeden om tumoren i januar, men biopsien viste sig at være god, og i marts blev jeg raskmeldt og fik lov til at spille fodbold igen.
Hvad tænkte du der?
– Jeg havde allerede et mål, da jeg lå allersygest. Jeg vidste, at Færøerne havde en EM-kvalifikationskamp mod Danmark senere samme år, og den ville jeg gerne spille. Jeg lå dødssyg, jeg vidste jo ikke engang, om jeg ville overleve på det tidspunkt. Men min motivation var at skulle spille den kamp. Og det kom jeg til. Det blev min debut på det færøske landshold. Vi tabte 1-0. Men jeg var blevet raskmeldt og skulle til at finde ud af, hvor jeg kunne spille fodbold igen.
– Selvom jeg har mange ambitioner, tænker jeg, at Gud ejer min karriere, for han ved bedst, hvor jeg kan være til gavn for andre, siger John Frederiksen
Stædig og troende
I begyndelsen vendte han tilbage til sin finske klub, der gerne ville have ham tilbage.
Og bagefter fik han et tilbud fra den østrigske klub Amstetten, der ville have ham til Østrig med det samme.
– Men min finske klub ville ikke lade mig gå, så jeg endte med at købe mig selv fri. For sportsligt var det et stort step opad at spille i Amstetten, og det var også der, at jeg blev udtaget til det færøske landshold.
I begyndelsen havde han stor succes i Østrig, men så forlod den anden angriber holdet, der fik et nyt spillesystem, som sendte John Frederiksen på bænken. I stedet fik han et tilbud fra en skotsk klub, hvor han klarede sig så fint, at han også fik et tilbud fra en spansk klub. Men det eventyr ødelagde hans rygproblemer, og senest har han spillet for Arendal, der spiller i den tredjebedste række i Norge, men nu er han tilbage på Bornholm, mens han venter på det næste gode tilbud. Og han har ikke opgivet at komme til tops endnu.
– Jeg drømmer stadig om at nå de højeste ligaer i verden. Men det er en hård kamp at nå dertil, og nu har jeg boet i seks forskellige lande. Det har været en lang rejse med meget modgang, men jeg har både min stædighed og min tro, siger John Frederiksen og fortæller igen åbent, at han er kristen.
Troen har dog ikke altid været nem at være åben omkring, erkender han.
– Det er egentlig først rigtig kommet ud i de senere år. Men jeg er gået med min mor i frikirke fra barndommen, og troen har altid været der.
Er begge dine forældre troende?
– Ja. På Færøerne er det meget normalt, at man går i kirke. Deroppe kigger man ikke skævt til hinanden, fordi man går i kirke. Der er bare noget, man gør.
Så Jesus for sig
Er troen vigtig for dig?
– Den betyder alt for mig, og jeg har også haft nogle store åndelige oplevelser. En af dem havde jeg faktisk lige heromkring, siger han og lader blikket sejle ud mod himlen over Nexø.
– Det var dengang, at de havde ringet fra Finland. Jeg var meget i tvivl om det, så jeg gik her og bad på en af mine gåture her i Nexø og får det, som om jeg skal kigge op. Og jeg kigger op i skyen, og der så jeg et ansigt af Jesus. Det var meget stærkt, og jeg tænkte, så kan jeg med ro tage til Finland.
Så du følte, du fik et svar?
– Ja, jeg følte, jeg fik et svar. Og fra der er det egentlig bare vokset på mig, og jeg har dyrket det mere og mere. Især efter min tid i Finland er jeg begyndt at bede mere og se flere kristne film og læse nogle bøger.
Betyder det, at du bruger din tro i svære valg?
– Ja, jeg bruger det virkelig meget. Jeg lægger alt over i Guds hænder. Min fremtid. Jeg stoler på, jeg bliver ført de veje hen, som jeg skal. For selv har jeg jo ingen kontrol over fremtiden. Jeg må lære at leve i uvisheden. Men når jeg stoler på Gud, kan jeg holde det ud, for troen gør mig tryg. Og sommetider hjælper den mig også til at se meningen i det hele. Jeg kan endda se en mening med min tumor.
På hvilken måde?
– Før havde jeg svært ved at åbne mig op. Jeg var en meget mere indesluttet person. Det stammer måske fra min efterskoletid, hvor jeg oplevede, at folk misbrugte det til at hakke mig ned, hvis jeg betroede mig til en og fortalte, hvordan jeg havde det. Det gjorde mig indelukket, for jeg kunne ikke stole på nogen. Men da jeg lå for døden og kom til en stresskonsulent, kunne snakke for første gang åbne op om alt det, der har gået mig på i livet med dårlige trænere og psykisk dårlige forhold. Og den åbenhed har fået mig til at vokse enormt meget som menneske. Det havde jeg måske ikke gjort, hvis jeg ikke var blevet syg, siger han og kører en hånd igennem sit mørke hår.
– Og i dag er jeg overbevist om, at de anfald, jeg fik, var stresssymptomer. At kroppen bare har reageret på den måde. Måske plantede Gud også den tumor i mig for at få mig til at tage det alvorligt. Så der var noget, jeg skulle have renset ud, før jeg kunne begynde på noget nyt.
Vilje trumfer alt
Det har både bragt ham i stærkere mental balance og vist ham selv, hvem han dybest set er.
– Jeg elsker at lære. Jeg elsker at blive dygtigere til alt muligt, om det er at spille fodbold eller flette hår, griner han.
– Lige meget hvad jeg laver, så elsker jeg at blive dygtigere og lære det.
Sådan er livet en lang skole, mener han.
– Jo mere modgang man får, jo mere kan man jo også hjælpe mennesker på den anden side, fordi man kan sætte sig ind i deres situation. Nu kan jeg for eksempel række ud til alle dem, der har en tumor i hjernen. Det er en gave, at jeg kan hjælpe dem, og jeg drømmer også om at hjælpe fodboldtalenter her på øen. For jeg ved, hvordan det er at have nul kontakter og intet netværk. Og jeg har en kæmpe drøm om at komme hjem her til Bornholm for at hjælpe andre, når jeg selv er færdig med at spille professionel fodbold.
Hvilket råd vil du give til alle de fodbolddrenge, der drømmer stort?
– Hæng i. For én ting er talent. En anden ting er vilje. Og den kan være endnu vigtigere. Men det mentale aspekt bliver ikke dyrket så meget her på Bornholm, mens man har mentaltrænere andre steder. Jeg kunne selv godt tænke mig at være træner. Det er en kæmpe drøm for mig at hjælpe Nexø Boldklub til at blive en professionel klub og give noget tilbage til Bornholm på den måde, for Nexø Boldklub er stadig mit hjerte og mit hjem, siger han og smiler.
– Hæng i. For én ting er talent. En anden ting er vilje. Og den kan være endnu vigtigere, siger fodboldspilleren John Frederiksen som sit bedste råd til unge, der drømmer om at blive professionel fodboldspiller
Drømmer om bornholmsk fremtid
Hvornår er du mest glad?
– Når jeg spiller fodbold, ler han.
– Det er jo egentlig meget simpelt. Men også når jeg er sammen med min familie. Jeg er meget et familiemenneske og har lyst til at have mine nærmeste tæt på hele tiden.
Hvordan er det så at flytte så meget rundt, som du har gjort?
– Man giver afkald på mange ting. Det er også det, der er svært for mig i forhold til mine venner og familie. Mine venner får børn. Min søster har børn. Jeg vil meget gerne have børn. Jeg elsker børn, siger John Frederiksen og afslører, at kæresten faktisk også er bornholmer, så der efterhånden er meget, der trækker ham tilbage på bornholmsk klippegrund.
– Jeg tror også, at vi ender her.
Men det er du vel ikke parat til lige nu?
– Ikke endnu, griner han.
– Men om nogle år kan det godt være. For det er her, jeg føler mig mest hjemme. Det er jo her, jeg er opvokset. Jeg elsker Bornholm og slapper af, når jeg er her.
Julen skal han dog holde på Færøerne hos sine bedsteforældre.
– De er gamle, og vi holder jul deroppe så længe, de lever i hvert fald. Vi har det hyggeligt sammen ved at spise and, gå i kirke og lege drillenisser. Og jeg føler mig også hjemme på Færøerne i den smukke natur, hvor jeg er kommet igennem hele min barndom. Det føles jo som at leve i et maleri.
Tænker du over julens betydning?
– Ja, selvfølgelig gør jeg det. Julen betyder jo, at Gud kom os i møde. Men for mig er troen ikke kun knyttet til højtider. Jeg lever mere med at have Gud med i mit liv og kunne lægge de svære ting over til ham. Det er også derfor, jeg kan være rolig i mange usikre situationer, siger han og kaster igen et blik mod havnen udenfor, hvor himlens plettede lysspil er veget til side for en ensfarvet hvid kulisse.
Relationer frem for regler
– Selvom jeg har mange ambitioner, tænker jeg, at Gud ejer min karriere, for han ved bedst, hvor jeg kan være til gavn for andre, og jeg kan godt lide tanken om, at jeg måske har plantet nogle frø af håb der, hvor jeg har været i verden, siger John Frederiksen, som heller ikke er i tvivl om, at der er en mening med livet.
– For mig er der intet, der er tilfældigt, siger han.
– Ingenting. Alt er planlagt på forhånd. Jeg tror bare, at vi skal lære at lytte til det, så vi går de rigtige veje. Jeg er selv ret ny i alt det her med at læse i Bibelen, men jeg snakker med præster og er kommet i kirker alle steder, jeg har været.
Gennem hans fodboldkarriere er han også både blevet venner med præster i Skotland, Norge og Færøerne.
– Jeg har faktisk selv talt i kirken nogle gange og delt nogle af mine egne oplevelser, jeg har fået på hjerte. Men kernen i kristendommen for mig er, at vi skal være gode mod hinanden. Det er ikke lovene i Bibelen, der optager mig, men kærligheden. Og det er vel også derfor, at man ikke må slå ihjel og så videre. Men jeg har nu læst hele Det Nye Testamente, og jeg kan simpelthen ikke finde alle de regler, som alle altid har sagt til mig, siger han og smiler.
– Det hele handler om at være et godt menneske og give Guds rige videre til andre.
Han tænker lidt.
– Jeg kan mærke, hvor meget godt det giver. Og det er jo det, jeg ønsker for andre. Mange går og har det dårligt. Dårligt selvværd, dårlig selvtillid, depression og stress. Det er en SINDSSYG verden, vi lever i, hvor mange går og ser ned i deres skærme i stedet for at få øje på hinanden. Men det minder troen mig også om.
Hvad er så dit billede af Gud?
– Det er kærlighed. Man kan bare se, hvordan Jesus opførte sig. Jeg har set en serie, der hedder The Chosen. Den handler om Det Nye Testamente. Og for mig at se er karakteren Jesus spot on for mig, og sådan vil jeg gerne være. For han fordømte ingen, men mødte alle med kærlighed.
Blå bog
John Frederiksen.
Født i 1996 på Bornholm, hvor han også er opvokset med færøske forældre. Professionel fodboldspiller (primært som angriber) og desuden uddannet pædagogisk assistent.
Som fodboldspiller startede han med at spille for Nexø Boldklub, men har siden spillet for Skovshoved, Amstetten, Færøerne, Fredensborg BI, MuSa, Raith Rovers og senest Arendal i Norge, ligesom han har været på det færøske landshold.
Mystisk: Langt færre dumpede på Bornholm
NYT JOB
MEST LÆSTE

En luzablødda
En rigtig tordenregn.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration